#Blogtober - Hvordan ville min perfekte efterårsdag se ud?

Nu hvor jeg har spurgt mine Efterårs gæster her på bloggen om hvordan deres perfekte Efterårs dag ser ud, så synes jeg kun, at det var passende hvis jeg også besvarede lige netop det spørgsmål. Så det har jeg tænkt mig at gøre i dette indlæg.

Min perfekte Efterårs dag ville starte ud med en god nats søvn uden afbrydelser. Jeg er gået tidligt i seng og kan derfor starte dagen ud frisk og udhvilet. Ligger måske lige og putter en 5-10 minutter længere sammen med Prinsen og så er det blevet tid til et dejligt bad.
Jeg har friske rundstykker liggende klar til morgenmad, og til dem laver jeg en god stor kop te. Det nyder jeg imens jeg lige tjekker op på de sociale medier og mails.

Fordi jeg er kommet dejligt tidligt op, så er der tid til at jeg kan smide mig på sofaen med en bog og Prinsen på skødet. Efter et par timer er det blevet tid til at gøre mig klar med makeup og hår. Der findes behageligt tøj frem, og så står den ellers på hygge med en veninde eller to. Vejret er skønt - solskin og tørt. Luften er frisk og kølig og der er gyldent overalt på jorden og i trætoppene. En perfekt dag til et lille roadtrip med picnic i naturen. Picnic kurven gøres klar og så står den ellers på udendørs hygge.

Vi finder et sted hvor naturen er super smuk og har selvfølgelig et kamera med. Der knipses en masse billeder, nydes noget god mad, noget varmt at drikke og super godt selskab. Timerne flyver afsted og vi slutter vores tur af med en god tur rundt om en sø eller et andet smukt og idyllisk sted og måske endda en smule hygge-shopping.

Når jeg kommer hjem er det blevet tid til at lave lidt aftensmad - en lækker rodfrugtsuppe. Imens den står og passer sig selv på komfuret har jeg tid til lige at redigere mine billeder og skrive et indlæg eller to om min dejlige dag på bloggen. Maden nydes med et par serie afsnit og efter opvasken er taget står den bare på ren aftenhygge. Jeg ifører mig nogle varme pyjamasbukser og en lækker trøje, tænder en masse stearinlys, finder tæppe og bog frem igen, og så står den ellers på putning i sofaen hvor Prinsen kommer og holder mig med selskab.

Når trætheden begynder at melde sig, så rykker vi ind i sengen. En skøn dag er nu slut.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar