Det er på tide at tage skridtet fra at erkende til faktisk også at gøre noget ved det

Jeg har længe gået og været ret nervøs for mit møde med sagsbehandleren jeg skulle til i går. Mest fordi Februar måned har været et rent helved, og jeg ikke rigtig har vidst om jeg ville kunne klare at fortælle ham om det. Eller om jeg i det hele taget ville kunne huske det, når jeg endelig sad face-to-face med ham. Jeg har ikke rigtig luftet ret meget af det der er sket her på bloggen, da jeg ikke rigtig har følt for det. Men jeg har gået og tænkt meget. Ting jeg har måttet erkende imens alt bare væltede om ørerne på mig de sidste mange uger og måneder. Jeg har flere gange nævnt, at jeg ikke ligefrem er den mest heldige person, og det kan godt påvirke psyken. Når så mange ting går galt, er det sku svært at holde hovedet oprejst når man i forvejen forsøger at kæmpe sig igennem hver dag.

Jeg har også nævnt igen og igen her på bloggen, at jeg skal til at lære at sige ”nej” eller bare sige fra, når jeg kan mærke, at jeg er ved at blive for presset. Jeg skal lære at begrænse mig selv og ikke lave for mange planer. Jeg skal lære at lave korte og overskuelige to-do-lister. Jeg skal lære, at jeg ikke altid kan redde andre mennesker ud af deres destruktive situation. Det skal de selv gøre. Eller jeg skal lære at ”ligge det bag mig”, så længe de ikke vil indse, at de har brug for hjælpen til at komme ud af den. Og jeg skal måske også erkende, at jeg ikke nødvendigvis har ansvaret for at hjælpe dem. Selvom jeg virkelig gerne vil. Jeg skal begynde at tænke på mig selv og hjælpe mig selv i stedet for at skubbe mine egne ting til siden. Jeg skal lære at tænke mere positivt om mig selv og det jeg rent faktisk kan og er god til. Lære at tro mere på mig selv. Tro på at jeg faktisk er noget værd, og at jeg faktisk er et forbillede for nogle mennesker. Jeg skal tro mere på, at jeg er værdig at være i live. Jeg skal erkende, at jeg også gerne må bede om hjælp i svære situationer.

Ting jeg hele tiden har sagt, men det er bare ikke kommet længere end til at jeg har erkendt det og har sagt, at jeg ville gøre noget ved det. Det er aldrig blevet til mere end tanken og erkendelsen. Og det er altså bare ikke godt nok! Jeg har haft det sådan i flere år nu, og jeg er ikke kommet videre. Jeg er ikke blevet bedre til at tænke på mig selv. Jeg er ikke blevet bedre til at sige fra. Jeg er ikke blevet bedre til ret meget af det. Og det irriterer mig. Det æder mig op indefra. Men tror det bunder ud i, at jeg faktisk ikke tør tro på, at jeg fortjener at få det bedre. Det er ikke det jeg er blevet opdraget til. Det er ikke det jeg har fået fortalt op igennem min barndom. Jeg har altid fået at vide, at jeg var en fiasko. At jeg var en skuffelse. At jeg ikke var noget værd. Så det er svært efter så mange år at ændre på den sociale arv. Men jeg kan bare ikke blive ved sådan her. Jeg kan ikke blive ved med at lade det fordærve mig.

Sagsbehandleren fik trumfet igennem overfor mig, at vi nok hellere må prøve at se, om jeg kan blive godkendt til en mentor. En person jeg kan spare med, og som måske kan hjælpe mig med at sætte mere struktur på mit daglige skema, så mit tankemylder og for mange forventninger til mig selv ikke ender med at brænde mig for meget ud hver dag. Jeg tror nu nok godt at jeg selv kunne, men nogle dage bliver det bare meget uoverskueligt og så mister jeg lidt modet. Så måske det i sidste ende er fint med sådan en person. En der kan stoppe mig op, når jeg nogle gange presser mig selv for langt ud hvor jeg ikke kan bunde.

Det er lidt en falliterklæring for mig at måtte erkende, at jeg ikke kan magte det selv i en alder af snart 33 år. Men min psyke har virkelig taget skade af, at jeg ikke har fået den rigtige hjælp siden jeg var barn. At jeg, min omgangskreds og det offentlige har svigtet mig så meget igennem så mange år. Men jeg håber, at en mentor vil give mig en smule luft til også at finde styrken til at komme igennem alt det jeg er i gang med hos psykiateren for tiden og den nye behandling på hudafdelingen på Odense sygehus i Marts. For lige nu føler jeg ikke, at jeg har overskud til det hele. Det virker måske ikke af meget for nogen, men for en introvert person, der også kæmper med angst og ADD, så skal der ikke meget til for at vælte korthuset. Der skal helst være en vis struktur og ikke for presset tidsplan for at jeg kan klare det psykisk. Så hvis jeg kan få hjælp til at begrænse mig, kun bruge min energi på de vigtige ting, så kan jeg måske med tiden lære at trække vejret lidt igen og få lidt ro i kroppen. Få motoren lidt ned i gear så den ikke altid kører på max. Lære at leve med at det skal være simpelt. Og lære at holde fast ved det selvom folk synes det er for latterligt da de jo sagtens kan magte en masse.

Jeg bliver også nødt til ikke at høre på min indre djævel. Lade være med at lytte når den siger til mig, at folk bliver skuffet, hvis jeg tager det stille og roligt. At jeg ikke skal tro på det når den siger, at jeg bliver nødt til at blive hurtigt klar så jeg kan komme videre. Jeg skal tage mig den tid jeg har brug for. Ellers vil jeg sidde i samme situation om et år igen, fordi jeg ikke har ladet mig selv få tid nok til at blive klar. Djævlen dukker altid op lige inden et møde med sagsbehandleren, og det er derfor jeg bliver så fandens nervøs og føler så stort ubehag. Men jeg har faktisk en helt okay sagsbehandler. Han presser mig ikke mere end han selv tror jeg kan klare. Og han siger gang på gang til mig, at jeg skal tage det i mit eget tempo. At jeg skal arbejde på mig selv uden at presse mig selv for hårdt. Så den djævel skal bare pisse af. Men den har desværre været en følgesvend siden barndommen, så den bliver svær at komme af med. Men jeg tror på at jeg kan. Det bliver jeg nødt til.

Det er også lidt grundet disse tanker de sidste mange uger, at jeg har besluttet mig for at tage yoga ind i mit liv. Simpelthen tvinge mig selv til at sætte mig ned, lade rod være rod, lade kaos være kaos, bare lade alt ligge og bare sidde stille. Lytte til noget meditationsmusik. Trække vejret. Slukke telefonen. Lave nogle forskellige øvelser, som jeg ved vil være godt for mig. Som jeg ved vil berige mig på længere sigt. Måske endda være springbræt til langt om længe at få det skide meditation til at virke. Lade det dumme tankemylder trække lidt i baggrunden (selvom jeg ved det måske bliver umuligt, men så bare erkende at det er der og det er okay). TRÆKKE VEJRET!

Jeg ved godt, at det ikke er ændringer der sker fra den ene dag til den anden, men nu bliver jeg nødt til at tage skridtet videre. Rent faktisk gå skridtet fra at erkende disse ting til også at gøre noget ved det. Komme i gang med at arbejde på mig selv. Give mig selv lov til at bruge tid på det. Stampe i gulvet og skrige til verden, at nu vil jeg fandme også have lov! Være egoistisk. Bruge savklingerne på albuerne. Blive hørt, set, givet plads til… i det hele taget bare at være. Og lade det tage den tid det nu tager. Acceptere det. Ikke forhaste det.

4 kommentarer:

  1. Hej Søde..

    Synes det lyder spændende med en mentor og tror det kunne være så godt for dig. Jeg har selv haft en støtte person engang og det hjalp mig helt vildt meget i en periode, til jeg igen kunne klare mig selv. Det er bare så vigtig at det er en man klikker godt med.. Så jeg håber du bliver godkendt til det.. og jeg er helt enig.. du skal skal lytte til din sagsbehandler.. Du skal finde dit helt egent tempo, uanset hvor langsomt det end måtte være.. Man skal starte meget langsomt ud..

    Ialt lyder det som et godt møde og det er så vigtig. Tror det er en god sagsbehandler du har nu...

    Håber du får en super dejlig weekend..

    Krammer <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg måde hader og accepterer det med mentoren, men jeg er satme ikke begejstret. Jeg håber på det bedste, men... argh!

      Ja det var et okay møde og jeg har en okay sagsbehandler.

      Slet
    2. Det kan jeg godt forstå... Du må se tiden an, prøve det af og så se hvad der sket.. Håber sådan du får en du er tryg ved. Jeg kan huske at jeg i starten med kun støtte person ikke anede hvad vi skulle lave. Fik hele tiden at vide at jeg jo bare kunne få hende til at hjælpe mig med ting, men jeg havde tjek på det hele.. til sidst sagde hun også selv til kommen at jeg vidst ikke rigtig havde brug for hende. Hun kom hos mig i ca et år og det var rart, men fik ikke en hel masse ud af det. Hun var dog god at spare med.

      Knus <3

      Slet
    3. Ja må se hvad det ender ud med. :)

      Slet