Endelig fik jeg testet Miqura Golden Modeling Masken

Det var egentlig meningen at jeg ville have testet denne Miqura Golden Modeling Maske allerede tilbage i Oktober sidste år, hvor jeg modtog den i min Goodiebox, men af en eller anden grund, så blev det aldrig til noget. Men i dag besluttede jeg mig for at tage den frem og få den testet.

Det er en maske der består af to poser med indhold - en pulver og en gel - der skal mixes. Som jeg også skrev i mit indlæg tilbage i Oktober, så håbede jeg på, at det var muligt at gemme det halve og bruge det senere, men det viste sig ikke at være tilfældet. Lige så snart de to poser bliver mixet begynder den at tykne. Så den skal bruges ret hurtigt efter den er mixet.

Masken skal give en fornemmelsen af en professionel ansigtsbehandling hjemme hos en selv. Altså en ren forkælelse til huden. Den er fyldt med asiatiske ingredienser og collagen der giver huden en fin og ensartet udstråling, og så beskytter, genopbygger, fugter og opstrammer den huden. Lyder jo fantastisk! Endnu en grund til at være lidt ked af, at den ikke kan deles op i flere behandlinger.

Den har en sød duft - duften er svær at beskrive - og det er umiddelbart ikke lige min kop te, men det er ikke en uudholdelig duft, så jeg overlevede. :) Konsistensen var grødet og utrolig svær at få fordelt jævnt på huden, men den jævner sig selv lidt ud imens den størkner. Og noget der virkelig overraskede mig - så det ikke da jeg mixede den - er at der er guld shimmer i! Så giver "Golden" pludselig mere mening - selvom jeg troede det var den gulorange farve der var skyld i det navn.

De anbefaler at lade masken sidde på i 15-30 minutter, men det følte jeg slet ikke var lang tid nok. Den var ikke helt "tør" da der var gået en halv time, så jeg lod den sidde i yderligere 30 minutter - altså en time i alt.

Masken var lige til at pille af som en peel-off maske - bare uden "smerten", som jeg ellers nyder - og huden var lækker blød og fugtet. Derudover så jeg ingen anden effekt, men synes også det er lige lovligt meget at forvente efter kun én behandling. Så om den gør noget på sigt, ved jeg ikke. Men helt klart en skøn maske. Ville jeg ikke have noget imod at prøve igen.

Har I prøvet den? Hvis ja, hvad synes I så?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar