#GoodieBoxDK Oktober 2019 - "Drømmeland"

Reklame for Goodiebox - Modtaget som gave og til anmeldelse - Indeholder egne meninger. Har ingen økonomisk interesse.
Min Oktober Goodiebox ankom ret sent i sidste måned, så derfor er jeg først klar med et indlæg nu. Jeg vil nemlig gerne lige teste tingene inden jeg anmelder dem. Og nu har jeg fået testet det jeg kunne og ville teste for denne gang. Hvilket var stort set det hele.

Temaet er "Drømmeland" og det er vigtigt med en god nats søvn, så derfor er produkterne i denne box nogen man kan bruge til gode aftenritualer og forkælelse til om morgenen. Slet ikke dårligt! Men er produkterne så lige så gode til det, som der bliver "lovet"? ;) Lad os kigge på dem.

Dr Botanicals - Pomegranate Superfood Regenerating Sleeping Mask - Produkter jeg kan bruge inden jeg skal i seng er altid at foretrække når det kommer til mig. Jeg hader dagcremer osv. Så da jeg så at vi havde fået en natmaske så blev jeg virkelig glad. Og denne dufter skønt! Og den trænger ret hurtigt ind i huden, så man skal ikke være bange for at den fedter af på sengetøjet osv.
Jeg har dog endnu ikke kunne mærke nogen forskel ved brug af den, andet end at huden virker lidt mere blød om morgenen, men ellers ikke. Men det er nok noget der først viser sig over en længere periodes brug. Og da den er drøj i brug, så er der til lang tid i denne tube.
Full size (30 ml) - Vejl. pris 80 kr

Masque Me Up - Foot Peeling Mask - Jeg elsker fodmasker som denne. Den der peeling effekt er så skøn! Jeg har dog ikke fået taget denne i brug endnu, men jeg skal så meget hygge mig med den i denne uge hvor fødderne skal have lidt pleje. Jeg er spændt på om den virker lige så gode som de Koreanske jeg tidligere har prøvet - som er magiske!
Full size (1 par) - Vejl. pris 99 kr

Moshi moshi mind - Hair Towel - Jeg er ikke særligt gode venner med denne slags hair towels. Mit hoved er åbenbart for stort til dem, og jeg synes de river ret voldsomt i håret. Så jeg kommer ikke til at bruge denne. Og slet ikke nu hvor jeg lider voldsomt af hårtab og er meget øm over hvad mit hår går igennem. Så jeg vil ikke risikere at rive mere hår af end der i forvejen forsvinder dagligt. Så denne er en stor ommer for mig. Men der er jo folk der elsker dem, så det er jo godt. Jeg skal dog bare have fundet en som vil have min så den ikke bare kommer til at ligge og samle støv.
Full size (1 stk) - Vejl. pris 149 kr

Polaar - Polar Night Revitalizing Cream - Endelig en natcreme og ikke en dagcreme. Jeg er i forvejen ret glad for Polaars produkter, så jeg er spændt på, om jeg på længere sigt også bliver glad for denne. Den dufter ret godt og trænger hurtigt ind i huden, så indtil videre er jeg ret godt tilfreds med den. Og kombineret med den velduftende natmaske, kan jeg kun håbe på, at min hud bliver lækker blød og måske endda også mere jævn. Time will tell.
Travel size (25 ml) - Vejl. pris 328 kr for 50 ml

Sandstone Scandinavia - Lipglace - Umiddelbart ser denne gloss ret mørk ud når man tager den ud af pakken, men den er faktisk ikke så slem på læberne. Den er ret naturlig i farven. Der er guldglitter i denne, så det skal man lige have i tankerne. Det er ikke alle der er til den slags. Glitteret i denne er ret chunky så det ses ret tydeligt og når glossen lidt efter lidt forsvinder efter nogle timer, så vil man sidde tilbage med guldglitter hist og her. Den er fin lige når den påføres, men... not so much når den forsvinder lidt. Såå... man skal lige gøre op med sig selv om man kan leve med glitteret hvis man tager denne i brug. Altså jeg har ikke noget imod glitter, så jeg kommer personligt til at få den brugt. Måske ikke så ofte, men en gang imellem. Farven er nemlig ret fin.
Full size (3,7 g) - Vejl. pris 129 kr

The Body Shop - Rich Plum Body Butter - Det er altid spændende hvilken variant man modtager når det kommer til The Body Shops Juleprodukter i Goodieboxen på denne tid af året. (Hvis de altså vælger at forkæle os med dem i boxen - hvilket de heldigvis har dette år) Jeg har selv købt lidt produkter allerede, så jeg var spændt på om jeg ville få en genganger eller om jeg ville få en af de to andre dufte. Og heldigvis blev det den af de to sidste jeg synes bedst om. Rich Plum er en duftvariant de har valgt at genproducere, så den er ikke helt ny. Men den dufter faktisk ganske okay.
Full size (50 ml) - Vejl. pris 45 kr

Paese - Clair Brightening Concealer - Når det kommer til concealere så er jeg ret kræsen. De skal kunne dække det jeg gerne vil bruge en concealer til, og det kan denne slet ikke leve op til. Den er ret... meget ikke dækkende. Men har man en perfekt hud og bare ønsker lidt lysning div. steder, så er den vel egentlig fin nok. Men den er slet ikke god nok til mig. Og applikatoren er en mærkelig lille pensel, hvilket gør påføringen ret sjusket. Så jeg er slet ikke imponeret over denne. Desværre. For farven er perfekt til mig. Jeg ville virkelig ønske at den kunne dække bare en lille smule.
Full size (6 ml) - Vejl. pris 97 kr

For det første - endelig har vi fået en skøn orange box der passer til Oktober, og indholdet er faktisk også overraskende lækkert. Der er godt nok et par produkter, som jeg ikke rigtig får brugt eller måske ikke finder ret gode, men derudover så er resten af boxen lækker. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med det hele denne gang. Så godt klaret Goodiebox. Jeg glæder mig allerede til den næste. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)