Anmeldelse af trilogien "Dronningen af Tearling" af Erika Johansen

I Februar måned købte jeg denne trilogi, "Dronningen af Tearling" af Erika Johansen, i Føtex og nu har jeg så endelig fået dem læst. Jeg var så heldig at finde alle tre bøger, hvilket normalt ikke er noget der sker når det kommer til bøger der er på tilbud i Føtex. Der mangler altid en eller flere i en serie, så hvis man ønsker at købe dem alle, så skal man virkelig være heldig. Og det var jeg så. Jeg fandt til at starte med kun de to sidste, men efter at have gået hele bunken igennem uden held, så gik jeg rundt til nogle andre boghylder og der lå så de alle tre smidt fra, som var der en der havde fortrudt at man ville købe dem. Til mit held. For det betød at jeg kunne købe alle tre med det samme og få dem læst sammen. Og det har jeg nu gjort og er klar til at anmelde dem. ;)

Vi følger en ung kvinde ved navn Kelsea, som er vokset op i eksil hos hendes plejeforældre. Kelsea er nemlig en prinsesse, men holdes skjult fra alle i deres kongerige. Hun er nemlig i fare for at blive fundet og... slået ihjel. Men da hun fylder nitten ændres hendes liv drastisk. Den tidligere dronnings vagtværn kommer for at bringe hende til slottet. Nu er det nemlig hendes tur til at sidde på tronen og regere over Tearling. Et kongerige der er i store problemer og i konflikt med de omkringliggende kongeriger. Men det er hendes skæbne og den kan hun ikke slippe væk fra. Og deres rejse fra skoven og til hendes nye hjem bliver ikke uden farer.

De er blevet opdaget af snigmordere og de er nu i hælene på dem. De vil have hende men i lige så stor grad vil de også have det der hænger om halsen på hende. Tearling-safiren. Et smykke der gemmer på store magiske kræfter. Kræfter som mange stræber efter at besidde. Så hun får brug for al den hjælp hun kan få. Hun skal nå frem til sin trone med livet i behold.

Da de når frem ser Kelsea hvor slemt det står til i kongeriget. Der handles med slaver, der er en del fattigdom og farlige mennesker har meget stor magt. Noget som Kelsea after at ændre på. Dette skal stoppe! Det er ikke sådan hendes kongerige skal være. Svære beslutninger skal tages og der er ikke tid til at tænke for meget over om det er de rigtige eller forkerte der bliver taget. Uanset hvad hun gør vil det have store konsekvenser for alle. Og det bliver hurtigt synligt allerede efter de første par uger på tronen.

Der er flere mordforsøg på hende, magtfulde stillinger der skal fjernes, en livvagt der skal skabes og så skal hun have fundet en måde at beskytte kongeriget imod de større magter der spøger ved grænsen. Alt imens at hun begynder at forandre sig. Både fysisk men så sandelig også psykisk. Hun bevæger sig nemlig ikke kun længere rundt i nutiden. Syner fra fortiden og nutiden glider ind og ud af hinanden. Hendes ophav begynder for alvor at vise sine kræfter i hende. Og det er Tearling-safiren der har startet det hele. Magien er ægte og hun forstår nu hvorfor den er så eftertragtet.

Den er især eftertragtet af Den Røde Dronning. Og hun er på vej. Kelsea har gjorde hende vred og nu ønskes hun død af denne farlige kvinde. Og safiren er prisen for hendes hoved. Tearling er for alvor i fare og en krig er nået frem. Et slag skal slås, men det er op til Kelsea at få det stoppet. Men hvordan? Og er hun villig til at miste alt for at redde Tearling? Kan hun vinde over fjenden? Hvordan kan hun ændre på sit kongeriges skæbne uden at vide hele historien om fortiden? Er der overhovedet noget hun kan gøre? Og hvem kan hun stole på? Hvem bliver hun nødt til at svigte for at gøre det bedste for flest mulige mennesker i denne nye verden? Vil hun kunne acceptere udfaldet? Vil det overhovedet lykkedes at ændre på noget?

Jeg vil ikke afsløre for meget, men hold da nu op hvor sker der meget i den sidste bog. Jeg elsker at det er en fantasy-serie der foregår i fremtiden. Den moderne verden er blevet ødelagt af magt og korruption og en lille flok mennesker planlægger at stikke af til en bedre og ny verden hvor der ikke findes robotter, våben og farlige magter. Og det lykkedes dem. Sådan da. Det går ikke så gnidningsfrit, men de når frem og starter helt forfra. Men selvfølgelig opstår der problemer, og det er det vi bliver vidner til i disse bøger. Super spændende verden at læse om, og fantastisk med et touch af fantasy med magi og skræmmende væsner oveni puljen.

Der er en god rød tråd i alle tre bøger og vi er med i tiden før udvandringen, fortiden, nutiden og til sidst også i fremtiden. Fantastisk og super spændende måde at fortælle historien på. Der var ikke ét tidspunkt hvor jeg synes at det gik i stå eller hvor det blev langtrukkent. Jeg var underholdt hele tiden og der var super mange overraskelser som bare gjorde det endnu mere spændende at læse.

Jeg har leet, grædt og råbt igennem alle tre bøger, men jeg må nu ærligt indrømme at jeg græd mest til slutningen. Ikke at den slutter dårligt... den er bare meget.. følelsesladet i det sidste kapitel. Av! Av mit hjerte. Men hold da nu op hvor har jeg været underholdt.

Hvis du endnu ikke har læst denne trilogi, så kan jeg varmt anbefale jer at give den en chance. :)

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)