Anmeldelse af serien "Død Verden" af Louise Haiberg

Reklame for Forlaget Tellerup og forfatter Louise Haiberg - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I starten af April måned var det meningen at jeg skulle have været til et bogarrangement sammen med en masse andre læseheste og selvfølgelig forfatteren der afholdt det, men pga. den pandemi der har påvirket hele verden, så blev det aflyst. Men det betød ikke at vi skulle snydes for hendes bøger og afslutningen på hendes serie "Død Verden". Louise Haiberg valgte nemlig at sende os en pakke med det som vi ellers skulle have haft med hjem fra arrangementet.

Jeg har kun én gang tidligere haft glæden af at læse en bog om en verden fuld af zombier - hvilket jeg virkelig nød - så jeg glædede mig helt vildt til at komme igang med denne. Og så er det jo egentlig lidt det perfekte tidspunkt med sådan en serie. For det er jo også lidt en pandemi når der er tale om en zombie-infektion. *Haha* Så for mig var det oplagt at læse den på nuværende tidspunkt.

Den gamle verden som man kendte den er... død. En død verden. Nu er verden fuld af død. Omvandrende døde. Og i den forsøger Nera at overleve. Zombier er overalt og hvis man ikke konstant er på farten og opmærksom på sine omgivelser så er man så godt som iblandt de døde. Dog har Nera været heldig at finde sammen med andre overlevende og de forsøger som sagt at undgå at dø. Men det er ikke ligefrem nemt. Og de mister mange hele tiden.

Nera er dog fast besluttet på ikke at glemme dem så hun skriver i en dagbog hvor hun nedskriver minder om dem de mister og om deres kamp for overlevelse. For ikke at miste sig selv i den nye og skræmmende verden og for at fortælle sin historie til fremtidens mennesker. Hvis der da til den tid er nogen overlevende. Og havde det ikke været for dagbogen så var hun blevet sindsyg.

En dag dukker nogle fremmede væsner op og lover dem sikkerhed og beskyttelse. Et utopia. Men det er ikke gratis. De skal betale med deres blod. Disse væsner ligner elvere og vampyrer og lever altså af blod. Så de er vampyrelvere? Men kan de overhovedet stole på dem? Findes dette utopia overhovedet? Skal de tage med dem?

Nera forsøger at passe ind i den nye verden, men hun kan ikke finde ro. Der er noget som ikke er som det skal være. Og hun har forelsket sig i en af disse vampyrelvere. Hvilket er noget som ikke alle tager så godt imod. Og hun er bange for at hun vil få problemer hvis folk finder ud af hvor lidt hun faktisk føler sig sikker og tilpas i deres nye verden. Vil hun få lov til at komme lidt væk? Få lidt luft for hendes urolighed, mareridt og mørke skygger?

Hun vil hjælpe med at redde flere overlevende. Ud og være en del af den store mission. Ud og føle sig nyttig. Men der sker noget forfærdeligt på den første mission og det vil være altødelæggende hvis ikke der bliver fundet en løsning på det. Der skal findes en kur og det kan kun gå for langsomt. Vil hun miste det sidste der betyder noget for hende? Det eneste der får hende til at føle sig tryg? Og hvad gør de når nye ændringer spænder ben for deres nye verden? Er de alle fortabt?

Jeg slugte grådigt bøgerne på ingen tid. Som en hungrende zombie-læsehest. *Haha* Og ikke nok med at der er zombier i historien så er der sku også en blanding af vampyrer og elvere! Aih men det kunne simpelthen ikke være mere perfekt. Og det er nok også en af grundene til at jeg frådede bøgerne i mig så hurtigt.

Jeg er vild med idéen om at have siderne fra dagbogen med - som i rigtigt nedskrevne sider. Det giver et spændende twist og det er super underholdende at læse. Og så er der masser af spænding, følelser og overraskelser. Den uventede drejning i sidste bog er jeg især glad for. Så meget at jeg nu er ked af at serien er slut. For jeg vil virkelig gerne vide hvordan det kommer til at gå dem fremover og om der bliver flere som Nera. ;) Hvad jeg mener med det? Tja.. Læs serien og så kan I finde ud af det.

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)