Anmeldelse af "Skaberværk" af Nis Dahm Sperling

Reklame for forlaget Facet og forfatter Nis Dahm Sperling - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Tilbage i April måned skrev Nis Dahm Sperling en mail til mig og spurgte om jeg ville læse og anmelde hans nye bog, "Skaberværk" når den udkom senere på måneden. Den handler primært om boksning, men den er også en fantasy som foregår ude i fremtiden. Derfor er den også indenfor science fiction kategorien som jeg jo har en meget stor svaghed for, og som jeg synes der mangler flere tilgængelige bøger indenfor. Så til trods for "bokser"-delen - som jeg på ingen måde interesserer mig for - så besluttede jeg mig for at tage imod bogen og give den en chance. ;)

Teo er en skyggebokser - eller en forhenværende skyggebokser. Og han savner at være i ringen. Men hans implantat er smeltet sammen og han har derfor ikke mulighed for at blive programmeret længere. Nu bruger han al sin tid på at se skyggekampene og på at tage hårde stoffere. Men en dag får han et fantastisk tilbud. Han kan komme i ringen igen. Men kan hans nedbrudte hjerne reddes? Kan nogen teknologi give ham sin hjernefunktion helt tilbage? Måske. Men prisen bliver høj. Højere end Teo egentlig vil gå med til. Men...

Han tager imod tilbudet. Men det bliver smertefuldt. Hans blackouts er slemme og smerterne er ulidelige. Men han kæmper og træner som gjalt det livet. Hvilket det jo egentlig også gør. Men ikke på den måde man måske skulle tro. Hans "chef" bliver myrdet under Teos første rigtige kamp og inden de rigtigt får set sig om er alt gået i sort.

Han vågner op ved siden af sin elsker i en seng i en meget øde by de ikke kan komme væk fra i Rusland. Begge har været bedøvet. Og vedkommende der har snatchet dem er... Khattab. Manden hvis opmærksomhed de ville fange hele tiden. Manden som de håber kan give Teo hans storhed tilbage. Men det bliver ikke helt som planlagt. Manden har kun ét mål i sigte. Teo skal være hans mester-skyggebokser koste hvad det koste vil. Også en masse uskyldiges liv.

Lotta er efterladt til sig selv. Teo er gået med til Khattabs syge plan og nu har Lotta ikke set ham i flere uger. Fuck Teo. Lotta vil finde en vej ud af dette helvede af et fængsel, men det viser sig hurtigt at være umuligt. Eller.. Hvis nu hun kan få smigret sig ind hos brovagten, så kan hun måske begynde at udtænke en flugtplan. Men hun gør en opdagelse iblandt den forsendelse som brovagten gennemgår ved ankomsten. Nogen udefra har sendt hende hemmelige beskeder. Beskeder om hævn og om et snareligt angreb.

Hun bliver nødt til at finde Teo og overbevise ham om at tage væk sammen med hende. Men er det for sent at komme igennem til ham? Har Khattab fået han hjernevasket nok til at ligge "Teo" bag sig og overgive sig 100% til legenden "Ali"? Er Khattab alligevel for magtfuld? Og hvad med "hjælpen" udefra? Vil den nå frem i tide? Vil nogen af dem overhovedet overleve denne kamp?

Jeg må indrømme at jeg er ret positivt overrasket over denne bog. Ja den handler om boksning og det er et emne jeg kender nada til, og jeg genkender kun et par af de navne på store boksere som bliver nævnt, men der stopper min kendskab så også. Og der er også tidspunkter i bogen hvor jeg... keder mig lidt. For det boksning der fanger mig slet ikke. Men! Når dét så er sagt, så kan jeg godt lide idéen om implantaterne og det at man i fremtiden kan programmere et menneske til at gøre som der ønskes. Selvfølgelig ikke noget jeg ønsker i virkeligheden, men i fantasi-verdenen er det en fed detalje. Og der er også viklet lidt "krig" mellem store magtgale mennesker ind i historien og det gør den lidt mere interessant. Jeg ville dog ønske at der var flettet flere hi-tech-detaljer ind i den "nye" verden. At der var blevet skruet ekstra meget op for AI-delen. Men alt i alt en interessant debut-roman fra Nis og jeg håber at han fortsætter i science fiction kategorien hvis han skriver flere bøger, for det kan vi godt bruge nogle flere af. :D

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)