Der er efterhånden kommet mange nye besøgende til og andre faldet fra, og da jeg ikke længere har en "profil-side" så tænkte jeg at jeg kunne skrive et indlæg så dem der ikke kender mig, kan få et større indblik i hvad jeg er for en person.
Jeg vil ikke skrive så meget om min barndom andet end at jeg er født i Odense og opvokset her i Faaborg og omegn. Mine forældre er skilt men bor sammen nu igen efter at have været flyttet fra hinanden og sammen igen nogle gange da jeg var mindre.
Jeg har en lillesøster som jeg holder meget af og som jeg efterhånden har fået et godt forhold til. Har vi nemlig ikke altid haft.
Jeg har altid været en af de unge som folk ikke lagde mærke til eller som let blev et offer for de "populære" og skulle mobbes og udnyttes. Dette var både i skolen men også i fritiden, så jeg har ikke rigtig haft så mange venner da jeg var yngre som jeg stolede på. Og det resulterede også i at jeg endte med at bukke under for gruppepresset og blev lidt kriminel. Jeg stjal i butikker og lavede hærværk. Der skulle nogle gange til hvor jeg blev opsøgt af politiet før at jeg stoppede det galskab, men jeg kom langt om længe ud af det.
Jeg gik dengang til fodbold og andre sportsgrene men det var fodbold mit hjerte lå hos. Spillede i nogle år, men efter jeg fik en skade i begge knæ stoppede det. Jeg har også været spejder i mange år, og jeg elskede det selvom nogen nok mener det er en latterlig ting, men det gjorde meget godt for mig. Kom ud og var social og kom væk fra mobberiet og problemerne derhjemme. Så det at have været spejder og have gået til fodbold er faktisk de eneste positive ting jeg har at tænke tilbage på fra min barndom.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var omkring 19år og har siden da boet 4 forskellige steder. De første 3 steder var et helved -
1. lejlighed var i en skimmelsvamp-fyldt kælderlejlighed.
2. lejlighed var ovenpå et socialt værested for byens "udskud" og enlige og var en ufattelig utæt lejlighed.
3. sted var det rene helved - Kværndrup - hvor jeg bogstavligttalt boede i et fængsel. Jeg kunne ikke komme derfra uden at jeg skulle køres og jeg blev holdt for nar af ham jeg boede sammen med og det var dér det begyndte at knække psykisk for mig.
4. lejlighed er så den jeg bor i nu, som jeg er SUPER glad for. Jeg havde dog ikke siddet her i dag hvis jeg ikke havde været dum og naiv på det følelsesmæssige plan.
Med det mener jeg selvfølgelig at jeg ikke har været skide heldig på forholdsområdet hellere.
Det første forhold som jeg fortryder var det jeg indledte med en person som endte ud med at holde et andet forhold skjult for mig. Han fik natarbejde og kørte til Jylland hver dag, hvor denne tøs så også boede. Vi var flyttet sammen i min lejlighed og jeg havde lagt stort set hele min børneopsparing i den. Da jeg så opdagede hans dobbeltliv blev han hidsig og skred. Ikke at dét var slemt, men det han gjorde derefter var noget af det værste han kunne have gjort. Han flyttede nemlig ned til MINE forældre og løj om det der var sket. Han nassede lige så meget på deres penge som han havde gjort på mine. Og min søster havde det ikke nemt imens han boede der. Heldigvis kom mine forældre til fornuft og bad ham flytte.
Der gik nogle år før jeg turde at gå ind i et fast forhold igen. Men jeg følte mig igen klar og fandt så sammen med ham jeg indtil videre har haft det længste forhold til officielt. For sådan var det ikke hvis man ser realistisk på det.
Efter et år sammen valgte jeg at flytte ud til ham i hans hus i Kværndrup. Det første år derude var sådan set okay, men så gik det drastisk ned af bakke. Han var aldrig hjemme, jeg var fanget derude da det var inde i en skov langt fra bus, toge og indkøbsmuligheder samt han var totalt egoistisk og ligeglad med hvordan jeg havde det. Så det endte med at jeg faktisk bare boede der og vaskede hans tøj, lavede mad til ham, gjorde rent og var til rådighed når det lige passede ham. Jeg følte mig så dum og naiv. Jeg ville bare gerne forlade det hele og få det til at stoppe.
Det var derude min facade begyndte at knække og min mange års lange depression fik frit løb.
Efter min studietur til Irland i marts 2010 blev vi enige om at det skulle stoppe. Så jeg flyttede i sommeren 2010 og det endte i et voldsomt skænderi hvor hans kammerater og andre truede mig og gjorde andre modbydelige ting. Dog er jeg sluppet helt ud af det nu.
Jeg var på det tidspunkt FÆRDIG MED MÆND! Jeg var træt af at jeg så mange forhold i træk tog SÅ meget fejl af det mandlige køn. Det var virkelig en øjenåbner og det betyder også at jeg fra nu af er meget kritisk og meget påpasselig med hvem jeg åbner mig op for igen. Jeg kan godt flirte og date men et fast forhold bliver først når jeg virkelig er klar og føler at det er den rigtige beslutning. Det kan tage lang tid, men er den rette person tålmodig, så er han også det værd - forhåbentlig. Men jeg nyder at være single. Jeg har nu mulighed for at finde ud af hvad jeg vil og hvem jeg selv er.
Men som I nok har lagt mærke til så har jeg skrevet lidt om at jeg er på medicin lige i øjeblikket. Og det er også rigtig nok. Jeg indså at jeg ikke længere kunne holde min facade oppe og lyve for mig selv og påstå at jeg sagtens kunne klare det selv og kunne holde det tilbage. Men det kunne jeg ikke. Efter den måned i sommers indså jeg at jeg havde brug for hjælp. Jeg skrev et brev til lægen hvor jeg beskrev ALT fra barndommen og til nu og hvad det så var resulteret i.
At jeg græd jeg mig selv i søvn hver nat, jeg blev stresset over at skulle nå bare 2 ting på én dag, jeg kunne ikke overskue at gå ned med vasketøjet, jeg havde mistet appetitten, jeg ville ikke leve længere, jeg sov hele tiden, jeg blev hurtigt vred, jeg fik grædesammenbrud over det mindste og lige pludseligt og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst længere.
Jeg bestilte så en tid nogle dage efter han modtog det så han havde en chance for at læse det, og jeg skulle så igennem nogle spørgsmål og tests. Det viste sig at jeg havde en svær depression og straks blev sat på noget medicin. Startede med 30mg og er nu på 150mg. Min læge mener dog at jeg skal længere op, men jeg vil gøre hvad som helst for at få det bedre.
Det betyder også at jeg har været sygemeldt siden december 2010 og nok skal være det indtil efter sommerferien i år. Jeg vil i denne tid så også få tid hos en psykiater og selvfølgelig også en masse samtaler hos lægen. Men jeg håber at det snart vil begynde at gå i den rigtige retning.
Andre ting som er vigtige at nævne er:
* Jeg har Struma.
* Jeg har psoriasis - stort set alle steder det er muligt at få det samt steder hvor man tænker WHAT!?!?!
* Jeg har et dårligt syn, men pga. et dovent øje kan jeg ifølge optikere ikke få briller.
* Jeg har pga. psykiske problemer siden barndommen trøstespist og kæmper den dag i dag med vægten som ikke ændre sig pga. forskellige komplikationer.
* 90% af min vennekreds er her fra nettet.
* Jeg interesserer mig meget for Wicca og betegner også mig selv som wiccaner.
* Jeg er en meget genert person.
Og ellers kan I læse andre småting i sidemenuen om mig. (; Håber dette indlæg har givet jer et større indblik i hvad jeg er for en person og måske har givet jer større forståelse for hvorfor jeg er som jeg er den dag i dag.
Jeg vil ikke skrive så meget om min barndom andet end at jeg er født i Odense og opvokset her i Faaborg og omegn. Mine forældre er skilt men bor sammen nu igen efter at have været flyttet fra hinanden og sammen igen nogle gange da jeg var mindre.
Jeg har en lillesøster som jeg holder meget af og som jeg efterhånden har fået et godt forhold til. Har vi nemlig ikke altid haft.
Jeg har altid været en af de unge som folk ikke lagde mærke til eller som let blev et offer for de "populære" og skulle mobbes og udnyttes. Dette var både i skolen men også i fritiden, så jeg har ikke rigtig haft så mange venner da jeg var yngre som jeg stolede på. Og det resulterede også i at jeg endte med at bukke under for gruppepresset og blev lidt kriminel. Jeg stjal i butikker og lavede hærværk. Der skulle nogle gange til hvor jeg blev opsøgt af politiet før at jeg stoppede det galskab, men jeg kom langt om længe ud af det.
Jeg gik dengang til fodbold og andre sportsgrene men det var fodbold mit hjerte lå hos. Spillede i nogle år, men efter jeg fik en skade i begge knæ stoppede det. Jeg har også været spejder i mange år, og jeg elskede det selvom nogen nok mener det er en latterlig ting, men det gjorde meget godt for mig. Kom ud og var social og kom væk fra mobberiet og problemerne derhjemme. Så det at have været spejder og have gået til fodbold er faktisk de eneste positive ting jeg har at tænke tilbage på fra min barndom.
Jeg flyttede hjemmefra da jeg var omkring 19år og har siden da boet 4 forskellige steder. De første 3 steder var et helved -
1. lejlighed var i en skimmelsvamp-fyldt kælderlejlighed.
2. lejlighed var ovenpå et socialt værested for byens "udskud" og enlige og var en ufattelig utæt lejlighed.
3. sted var det rene helved - Kværndrup - hvor jeg bogstavligttalt boede i et fængsel. Jeg kunne ikke komme derfra uden at jeg skulle køres og jeg blev holdt for nar af ham jeg boede sammen med og det var dér det begyndte at knække psykisk for mig.
4. lejlighed er så den jeg bor i nu, som jeg er SUPER glad for. Jeg havde dog ikke siddet her i dag hvis jeg ikke havde været dum og naiv på det følelsesmæssige plan.
Med det mener jeg selvfølgelig at jeg ikke har været skide heldig på forholdsområdet hellere.
Det første forhold som jeg fortryder var det jeg indledte med en person som endte ud med at holde et andet forhold skjult for mig. Han fik natarbejde og kørte til Jylland hver dag, hvor denne tøs så også boede. Vi var flyttet sammen i min lejlighed og jeg havde lagt stort set hele min børneopsparing i den. Da jeg så opdagede hans dobbeltliv blev han hidsig og skred. Ikke at dét var slemt, men det han gjorde derefter var noget af det værste han kunne have gjort. Han flyttede nemlig ned til MINE forældre og løj om det der var sket. Han nassede lige så meget på deres penge som han havde gjort på mine. Og min søster havde det ikke nemt imens han boede der. Heldigvis kom mine forældre til fornuft og bad ham flytte.
Der gik nogle år før jeg turde at gå ind i et fast forhold igen. Men jeg følte mig igen klar og fandt så sammen med ham jeg indtil videre har haft det længste forhold til officielt. For sådan var det ikke hvis man ser realistisk på det.
Efter et år sammen valgte jeg at flytte ud til ham i hans hus i Kværndrup. Det første år derude var sådan set okay, men så gik det drastisk ned af bakke. Han var aldrig hjemme, jeg var fanget derude da det var inde i en skov langt fra bus, toge og indkøbsmuligheder samt han var totalt egoistisk og ligeglad med hvordan jeg havde det. Så det endte med at jeg faktisk bare boede der og vaskede hans tøj, lavede mad til ham, gjorde rent og var til rådighed når det lige passede ham. Jeg følte mig så dum og naiv. Jeg ville bare gerne forlade det hele og få det til at stoppe.
Det var derude min facade begyndte at knække og min mange års lange depression fik frit løb.
Efter min studietur til Irland i marts 2010 blev vi enige om at det skulle stoppe. Så jeg flyttede i sommeren 2010 og det endte i et voldsomt skænderi hvor hans kammerater og andre truede mig og gjorde andre modbydelige ting. Dog er jeg sluppet helt ud af det nu.
Jeg var på det tidspunkt FÆRDIG MED MÆND! Jeg var træt af at jeg så mange forhold i træk tog SÅ meget fejl af det mandlige køn. Det var virkelig en øjenåbner og det betyder også at jeg fra nu af er meget kritisk og meget påpasselig med hvem jeg åbner mig op for igen. Jeg kan godt flirte og date men et fast forhold bliver først når jeg virkelig er klar og føler at det er den rigtige beslutning. Det kan tage lang tid, men er den rette person tålmodig, så er han også det værd - forhåbentlig. Men jeg nyder at være single. Jeg har nu mulighed for at finde ud af hvad jeg vil og hvem jeg selv er.
Men som I nok har lagt mærke til så har jeg skrevet lidt om at jeg er på medicin lige i øjeblikket. Og det er også rigtig nok. Jeg indså at jeg ikke længere kunne holde min facade oppe og lyve for mig selv og påstå at jeg sagtens kunne klare det selv og kunne holde det tilbage. Men det kunne jeg ikke. Efter den måned i sommers indså jeg at jeg havde brug for hjælp. Jeg skrev et brev til lægen hvor jeg beskrev ALT fra barndommen og til nu og hvad det så var resulteret i.
At jeg græd jeg mig selv i søvn hver nat, jeg blev stresset over at skulle nå bare 2 ting på én dag, jeg kunne ikke overskue at gå ned med vasketøjet, jeg havde mistet appetitten, jeg ville ikke leve længere, jeg sov hele tiden, jeg blev hurtigt vred, jeg fik grædesammenbrud over det mindste og lige pludseligt og jeg kunne ikke koncentrere mig om noget som helst længere.
Jeg bestilte så en tid nogle dage efter han modtog det så han havde en chance for at læse det, og jeg skulle så igennem nogle spørgsmål og tests. Det viste sig at jeg havde en svær depression og straks blev sat på noget medicin. Startede med 30mg og er nu på 150mg. Min læge mener dog at jeg skal længere op, men jeg vil gøre hvad som helst for at få det bedre.
Det betyder også at jeg har været sygemeldt siden december 2010 og nok skal være det indtil efter sommerferien i år. Jeg vil i denne tid så også få tid hos en psykiater og selvfølgelig også en masse samtaler hos lægen. Men jeg håber at det snart vil begynde at gå i den rigtige retning.
Andre ting som er vigtige at nævne er:
* Jeg har Struma.
* Jeg har psoriasis - stort set alle steder det er muligt at få det samt steder hvor man tænker WHAT!?!?!
* Jeg har et dårligt syn, men pga. et dovent øje kan jeg ifølge optikere ikke få briller.
* Jeg har pga. psykiske problemer siden barndommen trøstespist og kæmper den dag i dag med vægten som ikke ændre sig pga. forskellige komplikationer.
* 90% af min vennekreds er her fra nettet.
* Jeg interesserer mig meget for Wicca og betegner også mig selv som wiccaner.
* Jeg er en meget genert person.
Og ellers kan I læse andre småting i sidemenuen om mig. (; Håber dette indlæg har givet jer et større indblik i hvad jeg er for en person og måske har givet jer større forståelse for hvorfor jeg er som jeg er den dag i dag.
ikke få briller pga. et dovent øje? wtf? jeg har et dovent øje og har briller og kontaktlinser. :S forstår ikke lige det.
SvarSletDet er virkelig trist at høre hvordan du er blevet behandlet, hvordan kan nogen være så ond!?
En eller anden dag, så møder du en, der for det første ved hvordan man behandler en kvinde, men også ved hvad han har når han har det!
Marissa - Ja jeg ved heller ikke lige hvor de vil hen med det, men jeg har nogle gange været til "tests" og har fået de styrker på som jeg blev målt til og så kunne jeg INTET se. Så ser bedre uden end med de styrker jeg skal bruge. Så derfor har jeg ikke fået briller. Belastende.
SvarSletFlot skrevet:o) Syns det så flot man erkender man har behov for hjælp, og syns det dejligt at læse så man forstår hvorfor du har det som du har :) Du virker som et helt fantastisk menneske der kune fortjener det bedste:) OG FUCK mænd er selv blevet røvrendt for hårdt, kort fortalt, flyttede sammen med en efter 1½ år, som havde 3 andre, indrømmede det og smed mig på gaden efter 5 dage, hvor vi inden jeg flyttede ind os havde valgt at sælge mine møbler:) MÆND ER BULLSHIT sometimes, men der skal nok komme en der behandler dig som den prinsesse du er :)
SvarSlet-Bettina
Bettina - Det er noget af det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig. Tark. *Klump i halsen* Men ja... en eller anden dag skal det nok gå i den rigtige retning for mig. (;
SvarSletSkønt indlæg, selvom jeg jo ved det meste og har fuldt dig igennem mange år. Vi savnede dig til bloggerjulefrokosten, hvorfor var du ikke med? :-)
SvarSletHej søde Jannika - Ja det var også mere en lille ting til de nye besøgende. (;
SvarSletJa jeg er også ked af at jeg ikke kunne komme med. Men jeg har nada penge og det var alt for langt væk. /: Det var i Jylland ik?
Rigtig flot tekst! Og flot at du tør stå sådan frem på internettet.
SvarSletJeg har læst din blog i lidt tid nu, så jeg er lige blevet fast læser :-) og håber da at du vil blive det samme ved mig.
XX
Ej et fint og ærligt indlæg. Du er nu et dejligt åbent menneske. Det vil da forkerte mennesker udnytte. Men de rigtige værdsætte og fremelske. Du gør verden til et bedre sted! Og det betyder alverden... På din egen måde :0)
SvarSletMichelle & Julie - Tak for rosen og jo jeg følger gerne jeres side. Den ser spændende ud (;
SvarSletPuk - Årh. <3
Jeg var så ked af det da jeg hørte at du begyndte at komme sammen med din trejde kæreste. Jeg var virkelig bange for at det gik som det gjorde eller værre.
SvarSletJeg ville gerne have sagt noget med nogle gange ændre mennesker sig og man bør ikke blande sig i folks forhold. Du ville sikkert ikke have hørt på mig, da du jo var forelsket
Anonym - Du kunne roligt have skrevet til mig. Ville have hørt på dig, for jeg kunne mærke der var en dårlig vibe fra ham, men troede bare det var mig. Skulle aldrig have åbnet mit liv op for ham.
SvarSletSå er jeg sgu ked af det. Men du er i det mindste ude af hans liv nu
SvarSletAnonym - Ja og han ude af mit. Så jeg kunne ikke være mere tilfreds. (;
SvarSletUtrolig stærkt af dig at skrive det her indlæg. Jeg har en gang fået et råd af en rigtig god ven, som jeg vil give videre.
SvarSletDU er helt rigtig som du er, og det skal INGEN have lov til at tage fra dig!
Jeg synes det var så modigt af dig at skrive det brev til din læge og bede om hjælp, og det er godt at se, at det virkelig har hjulpet, så du i dag igen kan overskue en tiltider kaotisk hverdag :D
Quod me non necat, me certe confirmat - Det der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere! Et motto jeg altid har levet efter.
Har først set din kommentar nu. Og hold da op. Mange mange mange tak (:
SletJeg har læst din blog i nogle uger nu, men kun de nye indlæg.. Har ikke rigtig haft tid til at kigge tilbage i din blog, men faldt lige over dette indlæg og det greb mig virkelig.. men ja også se det er et par måneder gammelt.. Kunne være super fedt at høre lidt om hvordan du har det nu... Har medicinen hjulpet dig? Fandt du en god psykiater at snakke med.. Synes du er et spændende menneske og dette indlæg har gjort mig mere nysgerrig og glæder mig til at læse meget mere.. Du er for sej.. :)
SvarSletEr glad for at du stadig holder ved :P
SletJamen jeg er jo siden dette indlæg stoppet med medicinen da der ikke var råd til det, og det betyder så også at jeg kæmper en kamp om at holde mig oppe. Har endnu ikke været til en psykolog da jeg er for stædig. Jeg har igennem hele mit liv ville komme igennem det alene uden hjælp, og jeg kan mærke at jeg falder tilbage i det igen. Ikke skide smart, men.... jah..
Men jeg takker mange gange. :P