Det må IKKE ties ihjel

Dette indlæg kan virke barskt og ikke for alle.

Det er vigtigt at skilsmisser og andre familiebrud ikke ties ihjel. Dette gavner ikke de børn der er indblandet i disse ting, og ender ofte desværre med at gå den forkerte vej, hvis de ikke får talt om dette med nogen. Jeg havde ingen at tale med det om, og det endte dog også med, at jeg ødelagde min egen barndom.

Da jeg gik i de små klasser i folkeskolen var der mange af mine klassekammerater som gik igennem en skilsmisse, og jeg så hvor hårdt det var for nogle af dem. Og med "nogle af dem" mener jeg dem for hvis familie stod i samme økonomiske situation som min egen = ikke det vilde at gøre godt med. Hvorimod dem der havde en rig familie faktisk kun fik noget positivt ud af skilsmissen, da det betød dobbelt af alting. Jeg kunne se hvordan de fleste mistede energien og lysten til at være sammen med deres venner og veninder i klasserne, og det kunne jeg kun forestille mig var trist.
Men man tænker jo altid "Det sker ikke for mig, kun naboen", men en dag VAR det desværre mine forældre der valgte at gå fra hinanden. Dog blev min situation en lidt anden end mine klassekammeraters.

Mine forældre valgte at fortælle os det efter et kæmpe skænderi, og det var nok den hårdeste måde at få den på. Kan huske jeg var bange og utroligt ked af det under hele skænderiet - ønskede mig langt langt væk. Og jeg troede det var min skyld. Det knækkede mig totalt.
I årene efter fik jeg det kun værre og værre. De flyttede til og fra hinanden hele tiden, og jeg blev mere og mere forvirret. Vidste ikke hvad der var hoved og hale i det hele. Kunne ikke forstå al den flytten fra hinanden og tilbage igen. Og det endte med at jeg blev så vred på mig selv og mine forældre, at jeg blev ligeglad med hvem jeg hang ud sammen med i skolen og efter skoletiden. Og det betød så at jeg valgte de forkerte og mest kriminelle. Det gjorde jo så at jeg fik smag for det at stjæle i butikker, drikke mig fuld i hverdagene og lave hærværk. Nægtede dog alt hvad der hed smøger og stoffer, men gjorde i stedet skade på mig selv for at få "samlet" smerten ét sted så jeg havde styr på den.

Dette stod på i nogle år - også selvom jeg blev taget af politiet et par gange, og mine forældre fik det at vide. Jeg fik tilknyttet en psykolog, men jeg kunne ikke snakke med hende, da det foregik SAMMEN med mine forældre i vores hjem. Så følte ikke jeg kunne åbne mig op og lukke det hele ud. For jeg ville ikke have mine forældre skulle høre det. Det var jo dem jeg var flov overfor.
Blev samtidig meldt ind på et værested som jeg skulle møde op på hver dag efter skole, men det gjorde kun at jeg blev sat sammen med unge med samme problemer, og det gjorde at jeg kunne holde det ved lige, da der ikke blev snakket med os der. Så det fortsatte som sagt i mange år.

Jeg lukkede mig mere og mere inde i mig selv, men udadtil virkede jeg social, da jeg gik til forskellige sportsgrene. Men det var min måde at komme ud og afreagere på, så det ikke gik for meget ud over min søster derhjemme eller folk i skolen, som siden de meget små klasser mobbede mig. (Dette stoppede først i 9. klasse)

Det var først da mine forældre købte deres nuværende hus og vi renoverede det, at vi fik grunden til deres skilsmisse at vide. Og det var ikke pga. min søster og jeg. Dette burde have lettet en sten fra hjertet, men det gjorde mig bare endnu mere ked af det. Det havde jo ødelagt min ungdom fordi jeg troede JEG var skylden til at mine forældre skændtes så meget og endte med at blive skilt. Det endte så også med at min mor og jeg blev så uvenner, at hun valgte at smide mig ud hjemmefra.

Dette var omdrejningen i min knapt så heldige "hobby". Jeg sås ikke længere med den type mennesker, som jeg ellers var sammen med, og jeg stoppede 100% med at være langfingret. Jeg besluttede mig for at nu skulle jeg fandme videre. Jeg ville ikke lade fortiden forhindre mig i at komme videre med mit liv. Men jeg vidste ikke hvordan. Jeg fandt så desværre kærester som kun gjorde mig ked og kørte mig psykisk ned. De blev mere og mere voldelige og gjorde ting som har gjort, at jeg den i dag stadig ikke ved hvad "kærlighed" er for en størrelse.
Jeg vidste heller ikke hvordan jeg fandt rigtige tætte venner og veninder, og har siden da kun haft nogle lidt overfladiske venner irl. Nej - har aldrig haft en "bedste ven eller veninde".

Jeg har derfor aldrig haft det bedste forhold til mine forældre. Vi fik aldrig snakket om de problemer der var, og endte tit med at komme i voldsomme slåskampe med min mor. Jeg mistede langsomt mere og mere for dem. Det sidste slag jeg fik fra deres side af, var da de lod en x, der skred fra mig med mine penge og min værdighed knust, flytte ind hos dem. Det gjorde så fucking ondt at jeg svor at jeg ALDRIG ville tilgive dem. Ved jeg stadig ikke om jeg kan, men kan dog sige at jeg inden for det seneste år har fået et bedre forhold til dem. Vi kan snakke sammen og hygge, men det er ikke som tæt knyttet. Ved ikke om det kommer til at ændre sig i fremtiden - håber det, men føler ikke rigtig jeg fortjener eller får chancen for at få den "plads" hos dem igen. Jeg har skuffet dem for mange gange. Jeg har ikke været et barn der var værd at elske eller som man havde lyst til at holde om og beskytte.

Så hvis du sidder derude som mor, far eller barn der går igennem en skilsmisse eller som slås med tabuet, så for guds skyld - Snak med nogen om det! Jeg ville ønske jeg havde nogen dengang jeg kunne snakke med det om, da jeg tror jeg kunne have undgået en masse lort ved at få løsnet den onde knude op jeg har rendt rundt med lige siden. Jeg VED det ville have gjort en kæmpe forskel - til det bedre.