Jeg har i nogle uger nu haft nogle meget grimme mareridt. Ved ikke hvorfor det lige skulle komme nu her, men.... tror det er fordi jeg kan mærke at de sidste par år har familien haft en tendens til at falde mere og mere fra hinanden. Plus min søster nu er flyttet væk fra Fyn. Folk jeg holder af forsvinder mere og mere fra min synsvinkel og det gør ondt. Især fordi jeg har dårlig samvittighed over ikke at have fortalt folk om det jeg har måtte gemme for mig selv fordi jeg var bange for at de ville synes mindre om mig hvis de vidste hvad jeg havde oplevet. Hvad jeg havde udsat mig selv for.
Har da jeg var yngre været en sund og frisk pige med en normal kropsbygning, men efter den første gang er det gået den forkerte vej. Har mistet respekten for mig selv og for min krop. Det er hvad jeg slås med den dag i dag. Overvægten jeg straf mig selv med fordi jeg ikke følte jeg var andet værd efter de gange det skete. At jeg så heller ikke har bedt andre om hjælp fordi jeg var for stolt til at fortælle om det, gør at jeg den dag i dag skammer mig som en i fanden.
Første gang det skete var jeg ikke mere end 16 år. Var på vej hjem fra min daværende kæreste på gåben. Oplevelsen chokerede mig så meget at jeg holdt det for mig selv. Det blev ikke gennemført der, men selve hensigten skræmte mig mere end noget andet.
Anden gang var en daværende kæreste. Vi var ude i hans forældres hus som de havde sat til salg. Vågnede op om aftenen ved at han forsøgte en masse ting IMENS JEG SOV! Hvad fanden tænker mænd på i sådanne situationer? Jeg turde ikke vise at jeg var vågen så forsøgte at undvige indtil han til sidst gav op. Vågnede op badet i tårer og forsøgte at ringe til hans søster for at få hende til at hente mig og køre mig hjem. Fortalte hende hvad der var sket, men selvfølgelig ville hun ikke tro på mig, så jeg turde ikke sige noget til mine forældre. Forholdet sluttede kort efter den episode.
Tredje gang var igen en daværende kæreste. Var blevet smidt ud hjemmefra og måtte flytte ind til ham som en nødløsning. Med tiden fandt jeg dog ud af at han havde en anden ved siden af og da jeg konfronterede ham med det blev han gal og...... jah.. gjorde det. Da han begyndte at slå når jeg sagde fra blev jeg bange og turde ikke gøre modstand. Fik derefter lov til at bo hjemme indtil jeg fandt min første lejlighed. Igen turde jeg ikke sige det til mine forældre.
Og kan se på billeder fra før og efter første gang at det var der det først begyndte at gå den gale vej. Og det er kun blevet værre og værre. Hver gang jeg har troet at jeg var klar til at få vendt om på den onde cirkel mht. vægten, så er jeg igen stødt på en person der kun ville mig ondt og jeg har igen mistet modet. Tror jeg inderst inde siger til mig selv at jo større jeg bliver jo mindre attraktiv er jeg så jeg ikke bliver udsat for disse ting længere. Men er begyndt at indse at størrelsen ikke har den store betydning her. Jeg har bare en dum vane med at lade de forkerte mænd komme ind i mit liv. Nok fordi jeg ikke har kendt til andet end utroskab, vold og løgne i forholdene. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gå efter for at komme ind i den rigtige rille.
Jeg vil bare gerne være stærk nok. Men jeg har været alene om det hele mit liv, og det har ikke hjulpet mig nogle steder. Vil så gerne ændre på det som fortiden har gjort ved mig og mit helbred udover mine varige sygdomme, men.... jeg kan ikke alene. Og har ingen omkring mig der kan hoppe med på mit ønske om at få et bedre liv. Og det gør ondt. Hader at være så alene.
Har da jeg var yngre været en sund og frisk pige med en normal kropsbygning, men efter den første gang er det gået den forkerte vej. Har mistet respekten for mig selv og for min krop. Det er hvad jeg slås med den dag i dag. Overvægten jeg straf mig selv med fordi jeg ikke følte jeg var andet værd efter de gange det skete. At jeg så heller ikke har bedt andre om hjælp fordi jeg var for stolt til at fortælle om det, gør at jeg den dag i dag skammer mig som en i fanden.
Første gang det skete var jeg ikke mere end 16 år. Var på vej hjem fra min daværende kæreste på gåben. Oplevelsen chokerede mig så meget at jeg holdt det for mig selv. Det blev ikke gennemført der, men selve hensigten skræmte mig mere end noget andet.
Anden gang var en daværende kæreste. Vi var ude i hans forældres hus som de havde sat til salg. Vågnede op om aftenen ved at han forsøgte en masse ting IMENS JEG SOV! Hvad fanden tænker mænd på i sådanne situationer? Jeg turde ikke vise at jeg var vågen så forsøgte at undvige indtil han til sidst gav op. Vågnede op badet i tårer og forsøgte at ringe til hans søster for at få hende til at hente mig og køre mig hjem. Fortalte hende hvad der var sket, men selvfølgelig ville hun ikke tro på mig, så jeg turde ikke sige noget til mine forældre. Forholdet sluttede kort efter den episode.
Tredje gang var igen en daværende kæreste. Var blevet smidt ud hjemmefra og måtte flytte ind til ham som en nødløsning. Med tiden fandt jeg dog ud af at han havde en anden ved siden af og da jeg konfronterede ham med det blev han gal og...... jah.. gjorde det. Da han begyndte at slå når jeg sagde fra blev jeg bange og turde ikke gøre modstand. Fik derefter lov til at bo hjemme indtil jeg fandt min første lejlighed. Igen turde jeg ikke sige det til mine forældre.
Og kan se på billeder fra før og efter første gang at det var der det først begyndte at gå den gale vej. Og det er kun blevet værre og værre. Hver gang jeg har troet at jeg var klar til at få vendt om på den onde cirkel mht. vægten, så er jeg igen stødt på en person der kun ville mig ondt og jeg har igen mistet modet. Tror jeg inderst inde siger til mig selv at jo større jeg bliver jo mindre attraktiv er jeg så jeg ikke bliver udsat for disse ting længere. Men er begyndt at indse at størrelsen ikke har den store betydning her. Jeg har bare en dum vane med at lade de forkerte mænd komme ind i mit liv. Nok fordi jeg ikke har kendt til andet end utroskab, vold og løgne i forholdene. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gå efter for at komme ind i den rigtige rille.
Jeg vil bare gerne være stærk nok. Men jeg har været alene om det hele mit liv, og det har ikke hjulpet mig nogle steder. Vil så gerne ændre på det som fortiden har gjort ved mig og mit helbred udover mine varige sygdomme, men.... jeg kan ikke alene. Og har ingen omkring mig der kan hoppe med på mit ønske om at få et bedre liv. Og det gør ondt. Hader at være så alene.
En af mine veninder er faktisk i et voldeligt forhold nu, og jeg har tilbudt at hjaelpe hende flere gange, men selvom hun er klog, flot, har et godt arbejde og alt det der, saa kan hun bare ikke forlade ham. Det maa vaere saa utrolig haardt at skulle vaere i saadanne forhold, som bare oedelaegger sig. Jeg haaber at du faar det bedre og kommer ind i et godt forhold. :)
SvarSletMin selvtillid blev meget stoerre efter jeg flyttede til udlandet, og jeg har det meget bedre paa flere maader. Paa den anden side, saa ser jeg desvaerre ikke min familie og venner saerlig meget mere, hvilket kan vaere utrolig haardt. :(
Forstår hendes situation. Frygten kan gøre ufatteligt meget ved en. Har oplevet at jeg har forsøgt at gå fra en (Den forrige kæreste jeg havde) og han endte med at bruge vold overfor mig for at true mig. Men jeg endte med at holde ved mit ord og fik ham ud. Ellers havde jeg sikkert nok stadig siddet fast i det forhold - men kun pga. frygt.
SvarSletJeg har også haft - har jeg stadig - et meget stort ønske om at flytte til udlandet, men er bange. Bange for at det ikke vil gå godt for mig. Har ikke haft nok opture til at turde tro på at det nok skulle lykkedes for mig at få et liv uden for DK's grænser. Så er virkelig misundelig på dig. Også selvom du ikke ser familie og venner så tit.
Synes det er enormt modigt af dig, at skrive om oplevelserne. Tror aldrig nogensinde jeg vil kunne skrive om min. Men du er ikke alene - har 100% forståelse for hvordan du har det. Sender de bedste tanker!
SvarSletDu er IKKE alene :) Allerede nu har du 3 der ønsker at du får et bedre liv :) Godt nok er vi ikke omkring dig i din hverdag, men vi er her stadig og vil nok altid være det :) Vi tror på du kan, det tager nok bare lidt tid, men vi støtter dig :)
SvarSletVed selv hvor hårdt det kan være at sige fra og bryde de vandte veje, selv tog det mig et halvt år at sige fra over for min kriminelle mor, men det lykkedes til sidst og jeg er på vej mod et bedre liv, og det tror jeg også du kan komme :)
Men først skal du tro på dig selv. For vi tror nemlig på dig ;) Held og lykke ;)
Krydser alt hvad krydses kan for at det lykkes dig ;)
Jeg var i et (fysisk og psykisk) voldeligt forhold i 4 år og selvom det er 5 ½ år siden jeg gik fra ham og jeg for længst er 'kommet over ham' tror jeg stadig jeg har mén efter det?
SvarSlet"Jeg er ikke god nok, jeg er dum, jeg kan ikke finde ud af noget".. Det er nogle af de tanker jeg har om mig selv nogle gange. Jeg er blevet lidt bedre til at sige fra over for folk, hvis de gør mig sure eller kede af det i stedet for ikke at sige noget, fordi jeg er bange for de bliver sure på mig (også selvom det så var mig der burde være sur og ikke dem?!)
Jeg har prøvet det samme som du beskriver.. Jeg vågnede ved at min daværende kæreste forsøgte at have sex med mig. (Jeg havde ligget inde i sengen og ventet på ham, og så var jeg faldet i søvn til sidst da han aldrig kom ind.. Han var så pbenbart taget i byen med sine venner og kom hjem kl. midt om natten og lukkede af sprut) Men det var bestemt ikke rart!
Jeg har gået til læge regelmæssigt og jeg har gået til psykolog i 1 år og jeg synes det hjalp rigtig meget! Jeg har fået lagt det lidt mere bag mig de ting der skete i det voldelige forhold og har fået det 'afsluttet' ved at snakke med ham igen her 5 år efter, hvor han lige synes han ville sige undskyld.. Jeg har taget i mod hans undskyldning og jeg har hørt ham sige at han er rigtig ked af den måde han har behandlet mig på. Han skrev et smukt brev til mig med alle sine tanker og følelser og at jeg havde hjulpet ham til at blive den han er idag. Jeg har valgt at tro på ham, da jeg ellers nok bare ville have det rigtig skidt, hvis jeg ikke kunne tilgive ham..
Jeg er 26 og vil gerne finde ham jeg skal være sammen med resten af mit liv. Er nok ret romantisk på det område, men fordi mine tidligere kærester ikke har været de sødeste i verden har jeg meget svært ved at stole på mænd. Jeg er bange for dem.. Jeg er bange for at finde en jeg bliver glad for, for jeg ved (tænker jeg) at det ikke kommer til at holde. Han vil forlade mig, når jeg er allermest lykkelig og det kan jeg ikke gå igennem én gang til.
Om jeg har brug for (mere) hjælp ved jeg ikke, men jeg bilder mig selv ind at jeg nok skal finde en på et tidspunkt, som behandler mig ordentligt :)
(undskyld for den lange kommentar)
Takker for støtten alle sammen. Betyder meget.
SvarSlet