Vær ikke egoistisk - giv det en chance mere


Undskylder på forhånd for det lidt lange indlæg, men har brug for at få lettet dette fra hjertet. Det er sundt at erkende ting og faktisk også indrømme det og komme ud med det. Så derfor dette indlæg.

Jeg havde en lidt hård indre dialog med mig selv her i sidste uge. Jeg har det sidste år formået at skubbe ret mange mennesker væk fra mig. Dels fordi jeg har gennemgået en masse svære ting i mit liv, men også fordi jeg har været meget usikker på mig selv og folk omkring mig. Det har jo så som sagt betydet, at jeg har lukket mange døre for mig selv og andre mennesker igennem et år til halvandet. Og det gør mig trist og flov nu hvor jeg kigger mig tilbage. Trist fordi jeg muligvis kunne have haft flere skønne mennesker i mit liv nu og flov fordi jeg altid har prædiket om, at jeg er en meget large person der giver folk flere chancer og gerne erkender hvis jeg tager fejl. Sådan har jeg også været, men det gik galt det første år på HF, hvor jeg var så dum at tro på sladder og stole på de forkerte mennesker. Det gik op for mig året efter, da jeg besluttede mig for alligevel at give de folk en chance, som jeg ellers var blevet advaret imod. Og så gik det galt igen da jeg stoppede på HF. Jeg lukkede mig ind i mig selv og blev meget i tvivl om alt og alle. Det er så desværre noget der har holdt ved siden og indtil nu – eller i hvert fald indtil i sidste uge.

Jeg lå og irriterede mig over, at jeg ikke kunne sove en nat. Jeg har haft søvnproblemer længe, fordi der har været en masse ting der har irriteret mig. Smerter efter operationen, usikkerheden om fremtiden, utålmodigheden, forandringerne og en eller anden ukendt faktor. Og det var den sidste her der irriterede mig mest fordi jeg ikke kendte årsagen til den og hvad den i det hele taget var. Jeg lå og forsøgte at samle alle de løse ender og blev faktisk ret ked af det, for jeg måtte jo erkende, at jeg ikke har ret mange mennesker omkring mig mere – som jeg jo egentlig plejer. Og der gik det op for mig, at jeg igen havde skubbet folk væk.

Flere af mine klassekammerater fra HF snakker jeg ikke rigtig med længere. Både fordi de ikke længere er her i byen, men også fordi de jo også har travlt med deres liv. Men det burde jo ikke være det der skulle holde os fra at holde kontakten, vel?
Der er også folk jeg er kommet skævt ind på, som jeg af en eller anden årsag slet ikke har givet en ekstra chance. Der er dog nogen der har fået rigtig mange chancer, hvor jeg virkelig fortryder, men dem snakker jeg så heller ikke med den dag i dag. Men dem der ikke har fået en chance – det kunne jo være vi begge havde en del af skylden til problemet?! Eller at det bare var mig? Jeg er jo heller ikke fejlfri. Jeg er jo bare et menneske som også fejler en gang imellem. Og jeg ville da også være ked af ikke at få en ekstra chance for at gøre det godt igen eller til at få orden på misforståelsen. Så derfor har jeg valgt at starte kontakten op til nogle mennesker igen, som jeg ellers havde besluttet mig for ikke at ville snakke med længere. Andet ville simpelthen være for egoistisk og for snæversynet. Alle forandrer sig jo med alderen og man kan ikke blive ved med at have den samme holdning, for folk og verden omkring end forandre sig hele tiden, og følger man ikke med, så ender man med at sidde alene tilbage med en knapt så charmerende personlighed. Det er sådanne mennesker der bliver de der gamle sure koner som igen gider have noget med at gøre, fordi de aldrig kan erkende at de tager fejl og ikke kan ændre mening eller tage imod ris og ros fra andre mennesker.

Så jeg åbner så småt armene op igen og vælger at give folk endnu en chance. Det kan jo være jeg bliver overrasket og opdager, at det faktisk er folk der kan berige mit liv fremfor at være et negativt input som jeg ellers havde troet. Så smil og vær ikke for hurtig til at vende den kolde skulder til folk. Måske er det faktisk dig selv den er gal med. Erkendelse er sundt og det er noget mange flere burde vågne op og indse. Jeg har i hvert fald fået en lærestreg. Jeg vil IKKE stå uden folk omkring mig om 10 år og fortryde at jeg pludselig er meget ensom og alene. Så væk med egoismen og på med den åbne person.


English version:
Translate the post from the option in the bottom.

Twitter | Instagram | Facebook | Bloglovin'

2 kommentarer:

  1. Den situation minder om den, jeg står i lige nu. Jeg har en gammel folkeskoleveninde, som gerne vil genoptage kpntakten og sige undskyld for nogle ting, hun har gjort. Jeg står så der og føler mig som en røv, fordi jeg ikke føler at jeg har behov for hende, men alligevel føler jeg mig ensom.

    Men din situation minder mig om en eks-veninde, som jeg forventer, at hun står om 5-10 år og tænker "Hvad har jeg gjort", da hun valgte at bryde kontakten med mig og en fælles veninde, fordi vi ikke bøjede os i støvet og fulgte hendes behov.

    SvarSlet
    Svar
    1. Well.. Det bedste er jo bare at være ærlig. Hvis du ikke synes det vil blive bedre, så er det vel bare sådan?
      Uhhh ha. Jeg har slet ikke ondt af de mennesker der kommer til at stå alene og føle sig godt dumme. For det har de selv bedt om når det kommer til sådan noget.

      Slet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)