De meget små lyspunkter i en meget mørk tid


Først og fremmest - hvordan har I det? Hvordan har jeres 2021 indtil videre været?

Som I nok har kunnet læse i mine updates fra privaten så fortsætter mit sorte uheld fra 2020 her i Januar. Forhåbentlig stopper det lige så snart denne måned er slut, men det er nok at håbe på for meget. Men der er dog sket et par gode ting siden sidst.

VVSeren var forbi og skifte vandhanen i køkkenet, så jeg ikke skulle døje med vand over det hele derude når jeg skulle bruge den. Og hold da op en lækker en jeg nu har fået. For det første så har jeg langt nemmere ved at benytte vasken til div. ting nu og jeg har ikke problemer med oversvømmelse når jeg vasker op. Og så er den altså bare meget pænere end den gamle oldsag. Så det er næsten en fornøjelse at stå og vaske op derude nu. Ikke at jeg nyder at vaske op, men nu er det ikke længere så sur en tjans som det plejer. :P

Og nu vi er ved køkkenet, så faldt jeg for en grøn lerkande sidste år som min underbos mor havde stående i sit køkken. Der var sket nogle ting som gjorde at hun blev nødt til at flytte, og jeg var så forbi en dag da de var ved at pakke hendes ting ned. Jeg nævnte så for ham at hvis hun en dag skulle af med den så ville jeg gerne "arve" den. Hun har nu desværre sagt farvel til livet og blev bisat i Fredags. I går var han så forbi med kanden til mig. Jeg blev ret overrasket, for jeg troede faktisk at hans søster ville have den, men jeg fik altså lov til at få den. Og I kan tro jeg blev rørt. Den passer så perfekt ind i mit farveskema i køkkenet og så er den altså bare så fin! (Tjek linket jeg har henvist til.)

Jeg er også kommet ind i en god læserytme og har allerede i år fået læst 5½ bøger og det er så .... not like me. Jeg er en langsom læser, da jeg har svært med koncentrationen pga. min ADD, så derfor er jeg lidt i chok over at det allerede er blevet til så mange. Men det er fantastisk! Og jeg har nydt de timer jeg har kunne koncentrere mig om at læse. For det har gjort at jeg 70% af tiden ikke har tænkt på psyken. Og psyken er virkelig et problem lige pt.

Det er nok en kombination af mange ting der har gjort at bægeret flød over i sidste weekend. De ting der skete i 2020 har selvfølgelig påvirket mig i en længere periode og jeg slås stadig med nogle af de ting der skete der. Jeg har igen haft problemer med at lægen ikke ville udskrive recepter til min medicin. Så jeg sloges med dem og sygehuset i nogle dage indtil jeg fik banket ind i hovedet på dem, at det altså skulle overdrages til min egen læge og at jeg altså SKAL have mine recepter. Især nu hvor jeg får tilskud til medicin og ville stå i voldsomme problemer økonomisk hvis jeg mister det pga. deres fejl. Men nu skulle det forhåbentlig fungere. Eller.. lige indtil næste gang de laver lort i systemet. :/ Og nu hvor vi er ved helbredet så skaber min knæskade stadig store problemer.

Jeg behøver ikke længere at vride om for at mit knæ hæver så meget at jeg ikke kan bøje det og da slet ikke komme op og ned af trapperne. Nu er et lille stød eller det at stå for længe op af gangen nok. Jeg havde lavet planer for dagen i går - planer som jeg glædede mig helt vildt meget til. Jeg skulle med de gamle til Jylland for at besøge min søster og min elskede niece, men Fredag aften begyndte knæet pludselig at hæve helt vildt. Jeg håbede at hævelsen ville falde i løbet af natten, men da jeg stod op næste morgen kunne jeg mærke at det ikke ville blive til noget. Så jeg kom aldrig afsted. Jeg havde brug for at opleve noget hyggeligt da jeg i en hel uge har kæmpet med psyken. Så da jeg måtte springe fra gjorde det sindsygt ondt helt ind i hjertet. Så jeg forbander alt og alle der har afvist mine ansøgninger om hjælp til genoptræning. For hvis dette ikke er noget jeg kan få forbedret, så bliver resten af mit liv virkelig ensomt og smertefuldt.

Og psyken har som sagt lidt et kæmpe knæk for nyeligt. Lørdag i sidste uge gik det helt galt. Jeg havde en hel dag hvor jeg bare græd og græd og græd, og der var bare intet der kunne stoppe det. Og der skulle ingenting til for at starte et nyt anfald. Det fortsatte ind i den nye uge og det var faktisk først her i Fredags hvor der var en pause i tårerne. Så jeg er træt. Helt flad og udkørt. Jeg er bange for at jeg er ved at falde i et depressions-hul, som jeg også gjorde tilbage i 2010, som var mit sidste store knæk (Der har været en del før det) som varede i ca. 8 år. Ikke sagt at jeg ikke har haft det hårdt de sidste to år, men det blev dæmpet da jeg langt om længe for første gang i hele mit liv fik den hjælp jeg havde brug for. Jeg gik hos en psykiater, jeg fik en diagnose og jeg kom på hold med folk der havde det lidt på samme måde som jeg. Men det er jo slut nu. Og det er nu ved at få den forkerte vej igen. Det er sindsygt skræmmende. For jeg vil ikke igennem sådan en svær depression igen.

Så jeg kæmper. Kæmper for at holde mig oppe og for at komme igennem dagene uden alt for mange nedture. Det er hårdt når ensomheden tager over og når man ikke føler man kan være der for andre og have styrken til at være den bedste version af sig selv. Og angsten og nervøsiteten er også ved at tage overhånd. Tirsdag skal der afgøres hvad der skal ske i mit fortsatte forløb. Vil jeg blive taget alvorligt? Vil min nuværende situation blive taget i betragtning? Jeg tror det ikke. Men forhåbentlig kan min bostøtte være en støtte i den diskussion. Kryds fingre for mig. Please!

Jeg vil smutte. Jeg skal have is på mit knæ og så vil jeg tage hul på en ny bog. Jeg håber at I får en god start på den nye uge i morgen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)