Anmeldelse af "Firkantsdramaet" af Laura Jane Williams

Reklame for forlaget Flamingo og forfatter Laura Jane Williams - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har ikke tidligere læst noget af Laura Jane Williams, men jeg har både "Firkantsdramaet" og "Vores stop" stående i bogreolen på nuværende tidspunkt. Og det kan jeg takke de skønne mennesker hos forlaget Flamingo for. Og i dag er jeg så klar med min anmeldelse af den første bog jeg modtog til anmeldelse - nemlig "Firkantsdramaet". Og den får I her.

Penny Bridge ved hvad hun vil have for at blive lykkelig og tilfreds. Hun har sin egen café, nogle gode venner, men hun mangler en mand og så drømmer hun også om at få børn. Men efter en kræftsygdom bliver det med børn lidt svært. Hun har godt nok fundet en mulighed, men så mangler manden. Manden som hun kan dele livet med. Blive en familie. Men det er som om hun bare ikke kan finde ud af at finde en mand. En mand der bliver. Hvad gør hun forkert? Er hun dømt til at være alene?

En dag dukker en fremmed og meget sexet og charmerende mand op i hendes café, og det tager ikke hendes kollega ret lang tid om at få lokket hans nummer ud af ham til hende. Hun ved ikke om hun skal kontakte ham, men det viser sig hurtigt at blive starten på et spændende og intimt venskab. Men vil han bare være endnu en som forsvinder før det bliver til noget fast? Tør hun at tage chancen? Eller vil onklens sygdom give hende en undskyldning for selv at være den der tager flugten? Og er det i virkeligheden det hun ønsker? At tage væk fra sin café for at sørge for sin onkels pubs overlevelse? Gøre det forbi med Francesco? Sætte drømmen om børn på pause? Hun føler ikke at hun har noget valg. Hun bliver nødt til at tage afsted. For hun vil ikke mistet sin onkel. Hun vil ikke svigte ham. Men vil hun derved svigte sig selv?

Det bliver hårdt at stå for pubben og hun savner sin café og Francesco i London. Men hun gør det godt. Det hele kører og hun har endda mødt et nye par fyre. For hun bliver nødt til at komme videre gør hun ikke? Glemme Francesco? Men har hun fået rodet sig ind i for meget? For mange mænd på én gang? Og hvad skal hun gøre hvis og når Francesco en dag dukker op i hendes liv igen? Vil hun være afklaret nok til at vide hvad hun vil? Hvem hun vil satse på? Hvis der da er nogen af dem som vil satse på hende når de finder ud af de er en del af et firkantsdrama som hun har sat i spil?

Dette er en rørende historie om jagten på kærlighed, den til tider besværlige og rodede vej dertil og om drømme om fremtiden som kræver mod - og de rette valg. Og om et firkantsdrama. Jeg har både grint, grædt og råbt vredt af bogen. Og det med at råbe vredt har jeg gjort... meget.

Historien er i sig selv fantastisk og virkelig sjov, men.. jeg har et lidt... negativt forhold til det med at "spille på flere heste" og jeg må indrømme at hovedpersonen i denne bog fik trykket på nogle forkerte knapper hos mig en gang imellem. Og det gjorde det lidt svært for mig at se bort fra. Derfor har jeg ikke kunne give den en højere rating end de 3 stjerner. Men ser man bort fra "spille på flere heste"-delen så synes jeg at historien var skøn. Derfor har den ikke fået dumpekarakter fra mig. For i sidste ende har jeg faktisk nydt den. Til tider. :P Argh!!! Jeg er sku næsten lige så forvirret som Penny med min bedømmelse. *Haha*

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)