Anmeldelse af "Sanjategnet" af Majbrit Ravnholt Cramer

Reklame for forlaget Facet og forfatter Majbrit Ravnholt Cramer - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har tidligere læst serien "Mæsker" af Majbrit Ravnholt Cramer - som I kan læse min anmeldelse af her og her - og jeg har længe ventet spændt på at se hvad hun ellers ville udkomme med da jeg var meget imponeret over de to bøger. Og da jeg så igennem Majbrit og forlaget Facet så at hun ville udkomme med bogen "Sanjategnet" blev jeg straks interesseret. Se lige den forside! Jeg blev straks inspireret til at lave et makeup look ud fra forsiden, og det kan I se her, og da jeg så blev spurgt om jeg ville læse og anmelde den sagde jeg straks ja.

Der gik heller ikke mange dage efter jeg modtog den før jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne - afbrød læsningen af en serie jeg var igang med - og gik igang med at læse den. Jeg ville se hvad historien gemte på. Jeg ville se hvad forsiden fortalte os. Og jeg har nu fået læst bogen og er klar med min anmeldelse. ;)

Agnete er rejst tilbage til Danmark efter sin fars død, men inden hun får mulighed for at starte sit nye liv bliver det taget fra hende på den mest uheldige og skræmmende måde. Men hun vågner flere uger senere op i en fremmed seng, i et fremmed hus, I Den Gamle By i Århus. Her møder hun museumsdirektøren, Clemens, som fortælle hende en langt ude historie om udødelige mennesker, en seriemorder som har levet i flere hundrede år og om hemmeligheder og magiske evner som hun af en eller anden grund er en del af. Agnete ved ikke hvad hun skal tro, men det går hurtigt op for hende at den skøre mand har ret da hendes egen far blev et offer for denne morder og tegnene giver mening. Men det betyder også at hun så også er kommet i fare. Seriemorderen er nemlig ude efter de udødelige, og de kan i hænderne på gerningsmanden dø. For altid. Så de bliver nødt til at finde ud af hvem det er og stoppe vedkommende før flere bliver myrdet.

De døde udødelige ender alle op på gerningssteder med blå læber og en nøgle af ben om halsen efter at have påstået at de er udødelige. Et sanjategn som kun meget få ved hvor stammer fra. En nøgle som i en anden verden blev givet til folk med magiske evner for at identificere dem. Og det betyder at der i Århus befinder sig mennesker som ikke hører hjemme der. Eller i denne verden i det hele taget. Men hvordan er de endt der?

Agnete og de andre udødelige er på jagt efter svar, og hver gang de tror at de har fundet et spor, finder de bare flere spørgsmål og flere hemmeligheder. Og det bliver en farefuld jagt. En jagt der fører dem til andre tidsaldre, en fremmed verden, møder med slægtninge og i hænderne på dødens håndlangere. En jagt der er tæt på at splitte dem fra hinanden for altid. Medmindre de kan finde frem til en måde at redde dem alle på og standse mareridtet. Men vil de løbe tør for tid?

Dette er en virkelig spændende fantasykrimi som handler om magiske evner, udødelighed, en seriemorder på jagt, hemmeligheder, en gammel bys historie og en angst for at dø. Men er udødeligheden virkelig at foretrække? Hvor meget er man villig til at gøre for at snyde døden? Er et evigt liv prisen værd? Eller vil døden i sidste ende være at foretrække for at få et liv med værdi?

Det er utroligt svært ikke at afsløre for meget. Jeg har virkelig meget lyst til bare at fortælle det hele, men det ville ødelægge oplevelsen for jer der endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse den. Og det ville jeg ikke kunne bære. Men jeg kan fortælle at jeg meget varmt kan anbefale jer at læse den. Det er en historie med fart på. Masser af overraskelser og spændende detaljer. Og med en slutning som kun kan give et smil på læben.

Tak Majbrit for endnu en skøn fantasy roman. Jeg glæder mig til at se hvad du finder på næste gang. ;) Der er plads i bogreolen til flere af dine bøger.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)