Anmeldelse af "Mine venner" af Fredrik Backman

Reklame for forlaget People's og forfatter Fredrik Backman - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Da jeg fandt ud af at Fredrik Backman havde en ny bog på vej skrev jeg den straks på min watch-list, og da forlaget People's sendte mig den til anmeldelse blev den straks smidt øverst i min TBR-bunke. Jeg har endnu ikke været skuffet over nogle af hans bøger, så jeg havde høje forventninger til denne. Især efter at have set hvor gode ratings den fik af andre verden over. Det lovede jo godt, ikke? Så jeg kunne ikke vente med at komme igang med den.

Jeg var forberedt på at få mit hjerte knust for det er Fredrik Backman en mester til. Han skriver så dybe og hjerteskærende historier og man kan ikke lade være med at falde totalt for hans karakterer og føle med dem. Og han har den helt rette mængde humor med uden at historien bliver useriøs. Han er simpelthen en mester til det han laver. Hans bøger er ..... bøger man alrig vil glemme.

Men lad os finde ud af om denne bog kunne leve op til mine høje forventninger. Min anmeldelse kommer nemlig her. Enjoy! :D

Louisa er stukket af fra det børnehjem hun bor på. Hun har lige mistet sin person og bedste ven og er med et knust hjerte opsat på at opfylde nogle af de drømme de havde. Og det første er at se det maleri hun har elsket hele sit liv. Et maleri hun har et postkort af og nu er det ved at blive solgt til en forfærdelig person - et rigt r*vhul. Louisa hader voksne. Især de rige af dem. Men heldigvis er hun dygtig til at bryde ind de steder hun ønsker at få adgang til, så en galleri-auktion i en gammel kirke bliver ikke noget problem. Og dér finder hun maleriet. Og der ser hun flere detaljer end hun nogensinde kunne på det lille postkort. Og hun er nu endnu mere nysgerrig efter at finde frem til historien bag det. Om de tre unge mennesker der sidder for enden af molen. Men inden hun ser sig om, er hun på flugt fra rige mennesker der tror hun er ude på at ødelægge maleriet og en sikkerhedsvagt som ønsker hende straffet for noget hun aldrig kunne finde på.

Med sikkerhedsvagten i hælene og politisirener i det fjerne løber hun direkte ind i en person bag kirken. En mand. En hjemløs? Nej.. en person hun aldrig troede at hun skulle møde. Hendes forbillede. Et tilfældigt møde, et minde for livet, et øjeblik der kommer til at ændre alt. Pludselig står Louisa med et ekstremt værdigfuldt maleri. Men hvad skal hun dog gøre med det? Hun er hjemløs! Hun ved ikke hvad hun skal gøre med sig selv. Og da slet ikke dét maleri! Der er kun én ting hun kan gøre. Følge efter vedkommende der afleverede maleriet til hende. Også selvom han prøver alt for at slippe fra hende.

Men Louisa VIL have historien. Og hvem bedre til at fortælle om den end en af hovedpersonerne? Det bliver starten på en rejse igennem USA og den er fuld af overraskelser, knuste barnehjerter og en alt for hjerteskærende historie. Og jo tættere på maleriets oprindelsessted hun kommer jo mere nervøs bliver hun for at finde ud af hvordan det hele ender. Og hvilken rolle hun kan ende med at have i det hele. Ender det hele ulykkeligt? Eller kan de måske finde en smule lykke og lys for enden af tunnelen?

Dette er en virkelig hjerteskærende historie om fire teenagere, et maleri og masser af knuste hjerter. Og om hvordan det hele påvirker et andet knust hjerte 25 år senere. Om stærke venskaber, drømme, sorg, store tab, druk og vold og uventede møder som er livsændrende. En virkelig følelsesladet historie som med garanti vil knuse dit hjerte fra første til sidste side. Men som samtidig er så smuk og inspirerende at man ikke kan lade være med at elske den. Fredrik Backman er en mester. Og hans ord og humor skaber simpelthen de bedste historier.

Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget til en bog som jeg gjorde med denne. Helt fra første kapitel! Wow! Den er simpelthen så trist men samtidig.... så fin. Så sød. Jeg fik knust mit hjerte så mange gange og lige som man tror det skal knuses igen så tager fortællingen en helt anden retning end man troede. Og så bliver hjertet bare knust igen - indtil endnu en drejning kommer. Jeg tror aldrig at mit hjerte og mine tårekanaler har været så meget på overarbejde før. :D Men jeg ELSKEDE DET! Hele vejen igennem.

Jeg er og tror at jeg altid vil være en kæmpe fan af Fredrik Backmans bøger og jeg glæder mig til at se hvad han skriver næst. :)

Min Goodreads rating:
★★★★★

Anmeldelse af "Det første offer" ("Dicte" 10) af Elsebeth Egholm

Reklame for Politikens Forlag og forfatter Elsebeth Egholm - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg blev simpelthen så overrasket - glædeligt overrasket - da der pludselig dukkede en pressemail op fra Politikens Forlag ang. en ny bog i "Dicte"-serien. En serie som jeg troede var slut! Og nu ville der kommer en ny bog! I kan tro at jeg straks meldte min interesse for at modtage en anmelderbog, og heldigvis var de så fantastiske at sende en min vej. For ohhh my hvor har jeg savnet Dicte, Bo, Rose og alle de andre. Så jeg glædede mig helt vildt til at blive genforenet med dem. Læs eventuelt hvad jeg synes om de første 9 bøger i serien her. ;)

Selvom historien i denne bog foregår i Julen, så besluttede jeg mig alligevel for at læse den denne sommer, såå.... Ja.. Jeg har altså nu en anmeldelse klar til jer af tiende bog, "Det første offer", fra serien "Dicte" af Elsebeth Egholm. Er I klar? Kunne den leve op til resten af serien? Find ud af det nu. Enjoy!

Dicte Svendsen er på en opgave som journalist under en støttedemonstration for Palæstina og kæresten Bo render samtidig rundt for at tage billeder som freelance fotograf for avisen, men da der opstår kaos efter en koranafbrænding går alt galt. En ung demonstrant fastklemmes under en politimotorcykel og det bliver starten til trusler på de sociale medier, politibetjente og deres familier hænges ud med fotos og private oplysninger, en lille hundehvalp stjæles og en lille jødisk pige kidnappes. Dictes mavefornemmelse siger at det hele hænger sammen, men ikke alle er enige med hende. Få betjente arbejder dog alligevel sammen med hende om at finde frem til de skyldige, men det er også kun fordi de stoler på hendes dømmekraft. Og fordi de er personligt knyttet til hende.

Dicte er ikke bleg for at gå all in når det kommer til hendes opgaver og hun ender ofte lige i skudlinjen. Hvilket hendes nye chef nu også vil have hende til at gøre. Og det vækker de kriminelles opmærksomhed. Og sidst men ikke mindst befolkningen. Og nu er Dicte ufrivilligt blevet talerør for gerningsmændende og det er op til hende at redde den kidnappede piges liv. Men det er ikke nemt når hun bliver modarbejdet. Og når gerningsmændende har måder at ramme hende personligt på. Og den nye chef har nu også sendt hendes kæreste på en opgave i krigen i mellemøsten. Dicte er alene og det kan blive farligt. For hvem kan hun stole på?

Tiden er ved at løbe ud og de skyldige er stadig på fri fod. Dicte er ret sikker på at hun ved hvem de er, men hvordan skal hun få dem fanget og redde pigen? Politiet har søgelyset et helt andet sted. Så må hun nu igen være den der skal tage den svære beslutning? Og er sagen nu også så simpel som den ser ud, eller stikker det langt dybere end de troede? Hvem har bestilt kidnapningen? Hvem har bestilt de voldelige overfald? Hvem trækker i trådene? Har Dicte allerede svaret, men ved hun det bare ikke endnu? Vil det gå op for hende alt for sent?

Dette er en hæsblædende dansk krimi fuld af drama, fare, overraskelser, had, religionsstridigheder, krig, vold og mord. Der er dårligt nok tid til at trække vejret da der hele tiden sker noget som holder en fanget og medrevet. Så meget er på spil og man sidder med hjertet oppe i halsen hele bogen igennem. Og nu hvor man endelig har fået noget mere af "Dicte", så vil man bare have mere. Så jeg håber at Elsebeth arbejder på bog 11 allerede nu. ;)

Endnu en fantastisk krimi! Og jeg vil have mere! De danske krimiforfattere kan altså virkelig noget. Hvis ikke I allerede har læst denne serie, så kan jeg varmt anbefale jer den. Og hvis I har levet under en sten, så findes den også som TV-serie. ;) Som jeg nu har lyst til at gense for... puha.. 100'ende gang eller noget i den retning.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Anmeldelse af "Powerless" og "Powerful" ("Powerless" 1-1,5) af Lauren Roberts

Reklame for Politikens Forlag og forfatter Lauren Roberts - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Så blev det endelig min tur til at læse "Powerless"-serien af Lauren Roberts takket være Politikens Forlag. Jeg har længe gerne ville læse den og se hvad den store hype online handlede om, og nu er det blevet tid. I dagens indlæg vil jeg anmelde den første bog "Powerless" og den første novelle "Powerful". Jeg har hørt at det er en serie som minder lidt om "The Hunger Games", "Divergent" og andre serier som jeg ikke har læst. Da jeg elskede både "The Hunger Games" og "Divergent" så kunne det da ikke gå så galt, vel? ;)

Lad os finde ud af det. Her kommer min anmeldelse af "Powerless" og "Powerful".


"Powerless"

Da Pesten drev over landet blev befolkningen delt op i to grupper - Eliten og de Ordinære. Og siden Udrensningen har det ikke været lovligt for de Ordinære at befinde sig i kongeriget. Det er kun folk med særlige kræfter der har lov til at bo der. Resten skal udstødes og bliver enten dræbt eller sendt ud i ørkenen til deres egen skæbne. De elitære er rene og raske. Eller det påstår kongen i hvert fald. Paedyn Gray ved at han lyver, da hun selv er en ordinær der lever i skjul i slummen. Og hun er på ingen måde syg eller farlig for de elitæres helbred og kræfter. Men for at overleve bliver hun nødt til at påstå at hun ejer en evne. Og hendes far var så klog at lære hende at foregive at have en før kongen slog ham ihjel. Hvilket har reddet hende flere gange. Men nu har hun ved et uheld skabt et stort problem for sig selv. Hun reddede en fyr i slummen og det viste sig desværre at være en af Ilyas to prinser. Kai Azer. Hans specielle kræft kan mærke elite-kræfter. Hvilket hun jo ikke har. Kan hun overbevise ham om at hendes er så svag at den ikke kan mærkes? Kan hun slippe væk før han indser at hun er en ordinær?

Hendes rednings-handling har fået befolkningen til at stemme hende ind i Dysterne som finder sted hvert femte år. Dyster som skal minde folket om Udrensningen. Og det er en yderst brutal konkurrence hvor kun den stærkeste Elite kan vinde. Og den stærkeste Elite-kræft. Paedyn vil blive slået ihjel allerede før dysterne begynder. Medmindre hun spiller sin rolle perfekt. Hun skal bare overleve træningen, ballerne og sammenstødene med de andre modstandere. Og vigtigst af alt - hun skal overleve Kai som også deltager. Han vil ikke lade hende være. Og hun kan ikke få ham ud af hovedet. De trækkes imod hinanden som møl til flammen. Og hun har ikke noget imod det. Selvom hun virkelig burde. Men det kan måske vise sig at være en fordel i dysterne. Men vil det være nok at have ham på sin side?

Paedyn finder dog hurtigt ud af at hun ikke kun skal overleve Dysterne. Hun bliver viklet ind i Modstandsbevægelsen, farlige hemmeligheder og skræmmende følelser. Bliver hun opdaget vil hun med garanti blive slået ihjel. Kai er den kommende Håndhæver og bødel så han vil jagte hende. Kitt er den kommende konge og vil kræve hende henrettet. Og den nuværende konge vil få dem begge til at hade hende for at få sin sidste hævn. Så har hun overhovedet en chance for at slippe levende fra det?

Min Goodreads rating:
★★★★★

Dette er en hæsblæsende fantasy roman som er en del af den populære serie "Powerless" af Lauren Roberts. En serie som er gået viralt i hele verden. Og med god grund. Det er en god blanding af fantasy, "Hunger Games"-inspirerede dyster, slow burn-romance og "Divergent"-agtige opdelinger af samfundet. Det fungerer overraskende godt. Vi bliver forkælet med masser af drama, konflikter, humor, undertrykte følelser, hemmeligheder, klasseforskelle og bedrag. Og et trekantsdrama som er sprængfarligt. Jeg er fan!


"Powerful"

Adena blev hjemløs og forældreløs da hendes mor døde og hendes forsøg på at overleve i slummen gik ikke specielt godt. Hun er en dygtig syerske men er elendig som tyv. Derfor var det svært at skaffe stof og mad. Indtil en sølvhåret snedig kvinde reddede hende en dag hun var på flugt fra en Elitesoldat. Og det viser sig at denne kvinde også er en mestertyv, så de beslutter sig for at slå sig sammen. Det var sådan hun mødte hendes bedste veninde Paedyn Gray som hun nu har boet sammen med i slummen i fem år. Men nu er Adena alene igen. Paedyn skal kæmpe for sit liv i Dysterne som er en del af Udrensningen og nu må Adena forsøge at overleve i slummen.

Det bliver ikke nemt og slet ikke uden farer. Hun er ikke blevet en bedre tyv og det resulterer igen i flugt fra en Elitesoldat. Denne gang er hendes veninde der ikke til at redde hende, men det er der en anden der er. En desperat smed som har brug for hendes hjælp. Han vil redde sin kusine som også er blevet udvalgt til at kæmpe i Dysterne. Han skal bruge en Elite uniform. Og hun er den eneste der kan sy ham en. Og som betaling får hun alt hun skal bruge samt en chance for at overleve. Og så skal de finde en måde at komme ind på slottet på. Det bliver en risikabel mission men de har en plan. Lige indtil den ikke længere er så vigtig. For Makoto Khitan har ikke været helt ærlig overfor Adena.

Makoto har ikke været ærlig om sin specielle kraft og det sårer Adena at indse hvad han i virkeligheden har skulle bruge hende til. Måske var der ikke noget imellem dem alligevel? Var det hele ét stort bedrag? Men hun er alligevel på vej til slottet så Makoto må passe sig selv. Paedyn har anmodet om at få hende hentet så hun kan sy hendes balkjoler. Adena må bare glemme alt om Makoto. Men det bliver svært. For han vil ikke give slip. Og da hun tror hendes liv endelig er på vej i den rigtige retning - en bedste veninde som har lovet at komme tilbage efter dysterne og en kæreste tilbage i slummen - bliver alt sort. Had og magt er en farlig cockail og hun er landet lige midt i det hele. Og det viser sig at være livsfarligt.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Dette er en hæsblæsende fantasy novelle som er en del af den populære serie "Powerless" af Lauren Roberts. En serie som er gået viralt i hele verden. Og med god grund. Det er en god blanding af fantasy, "Hunger Games"-inspirerede dyster, slow burn-romance og "Divergent"-agtige opdelinger af samfundet. Det fungerer overraskende godt. Vi bliver forkælet med masser af drama, konflikter, humor, undertrykte følelser, hemmeligheder, klasseforskelle og bedrag. Og i denne novelle får vi et nyt parallelt perspektiv af de begivenheder vi oplevede i "Powerless". En historie som vil rive godt i ens følelsesregister.

Wow! Okay... jeg forstår meget al den hype der er omkring denne serie. Jeg er kun en tredjedel igennem og jeg er allerede totalt hooked! Der er et klassisk trekantsdrama i som jeg normalt ikke er den største fan af, men her fungerer det ret godt. Indtil videre i hvert fald. Jeg har dog desværre allerede fået afsløret lidt af det der sker i den næste bog, så jeg ved at jeg igen skal have lommeletterne frem, men hold da op hvor jeg glæder mig til at komme igang med den. :) Jeg har heldigvis ikke fået afsløret noget af den tredje bog, så det bliver spændende at se hvad der sker i den. Og så er der endnu en lille novelle på vej i December måned, såå... Tredje anmeldelses-del får I først sidst på året.

Har I læst serien? Hvad synes I om den?

Anmeldelse af "Disharmoni" ("De Underjordiske" 3) af Rikke Havner Alrø

Reklame for forlaget Krabat og forfatter Rikke Havner Alrø - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har i et par år haft interesse for at læse Rikkes serie "De Underjordiske" da den lød som en spændende dansk fantasy serie, og da forlaget Krabat så meddelte at de var igang med at give bøgerne et nyt look, så sprang jeg til for at se om jeg kunne få dem tilsendt til anmeldelse. Jeg var så heldig at de gik med til det, og jeg var endda så heldig at få lov til at få dem i de nye forsider. De er simpelthen så flotte!

Men kunne selve historien så leve op til mine forventninger? Jeg har nu fået læst den tredje og sidste bog, "Disharmoni", og jeg er i dag klar med en anmeldelse. Den får I her. :) Læs eventuelt også min anmeldelse af den første bog, "Stormtid", her og min anmeldelse af den anden bog, "Modvind" her.

Erik forsøger at nyde sin musik og at være væk fra sin familie og andre distrationer, men han kan ikke slippe tanken om Asta. Men hun valgte at tage tilbage til Elleskoven og denne Magnus som hun valgte i stedet for ham. Og det gør ondt. Fysisk ondt. Hvilket påvirker hans musikalske evner og det er et problem. Han må finde en healer der kan hjælpe ham. Fjerne smerten og den binding som aldrig blev færdig imellem Asta og ham. Men det bliver ikke nemt og slet ikke ufarligt. Hvilket han finder ud af da han ender midt i nogle dramatiske begivenheder da han igen er hjemme. Heksene er på spil igen og hans familie er i voldsom fare. Erik bliver nødt til at hjælpe. Især da han også finder ud af at situationen med Asta ikke var som han troede. Hun er også i store problemer. Han må gøre noget. Men det fører ham direkte i kløerne på fjenden.

Asta savner sin søster og nye venner. Men især Erik. Hun har dog ikke tid til at have det dårligt med at være væk fra dem, for hendes rolle som Elleskovens dronning må og skal være hendes førsteprioritet. Men skovens magi gør hende syg. Og hun er tæt på at miste livet. Hun bliver nødt til at dele magien med en anden. Men det viser sig hurtigt ikke at være en holdbar løsning. Og ellefolket er heller ikke tilfreds med hende og hendes måde at styre skoven på. Så udover savnet og de magiske problemer så må hun nu også slås med hendes folk. Og det bliver kun værre da hendes venner er i problemer og hun vælger at tage ud for at hjælpe dem.

Alle magiske væsners liv er i fare. Heksene har startet en klapjagt på dem og situationen er sprængfarlig. Flere liv bliver tabt og det bliver starten på en virkelig farlig mission. Erik og Asta må arbejde sammen og det er nu op til dem at få nutiden tilbage til normal igen. Og i mellemtiden må de beslutte sig for om de stadig skal holde hinanden ude af deres liv eller om det nu endelig er tid til at tage deres skæbne i hænderne. Men vil der være en verden at vende tilbage til? Vil deres venner og familie vende tilbage som de var før? Eller har heksene for alvor vundet den store kamp?

Dette er en hæsblæsende og hjerteskærende dansk fantasy serie som forkæler os med en masse drama, tidsrejser, magiske væsner, store kampe, kærlighed, tidsændringer, store tab, farlige fjender, knuste hjerter og spænding i store mængder. Et virkelig spændende magisk univers i vores elskede lille Danmark. Og masser af spændende karakterer og store følelser. En virkelig skøn serie som tager en med på en vild, magisk og farefuld rejse tilbage og frem i tiden.

Jeg føler lidt at serien blev afsluttet lidt... hurtigt? Sådan lidt... "Vi skynder os lige at finde en måde at sætte punktum" hvilket jeg synes er en skam. Jeg synes slutningen mangler en form for mere detaljeret "sådan blev genforeningen med familien", "sådan blev resultatet med den store kamp" og "sådan går det nu i Elleskoven og med de andre magiske væsner". Men derudover synes jeg at det var en fin afsluttende bog i serien. Masser af fart på og drama.

Jeg ved at den bliver beskrevet som en adult fantasy, meeeeeeen jeg vil nu nærmere mene at den er mere i YA-genren. Dermed ikke sagt at voksne ikke kan nyde den, for det kan vi. Og det gjorde jeg. Så kan jeg anbefale den? Ja. Det er en hurtig og letlæsende fantasy som man nemt kan blive revet med af og være underholdt.

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Anmeldelse af "Kronprinsessen af Campus" ("Clairmont College" 3) af L. Sherman

Reklame for forlaget Falco og forfatter L. Sherman - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I kan tro at jeg har ventet spændt på denne bog! Jeg har været fan af Ulrikas (L. Sherman) bøger lige siden jeg læste den første, og denne serie er helt klart i toppen af dem jeg har haft fornøjelsen af. "Clairmont College"-serien er virkelig spændende og der er drøn på det hele. College vibes, mafia-drama, spice og kærlighed.
I kan eventuelt læst mine anmeldelser af de to første bøger her: "Kongen af Campus" og "Dronningen af Campus". Som jeg også kan takke forlaget Falco for at have tilsendt til anmeldelse tidligere.

Men men men.. Kan den tredje og sidste bog så leve op til de to første? Får vi en fin afslutning på serien? Lad os finde ud af det nu. For her kommer min anmeldelse af "Kronprinsessen af Campus".

Dakota Olsen går på sit sidste år på Clairmont College og arbejder på at forfølge sin drøm inden for musik og være så meget som muligt sammen med sine venner. Især hendes bedste ven og fake kæreste, Percy Sharpe. Men deres pagt er begyndt at gå hende voldsomt på. Hun har været forelsket i ham længe uden at han ved det, og hun kan ikke længere være vidne til at han dater andre i skjul hele tiden. Hun ønsker at ophæve deres pagt. Men hun kan først gøre det når de er færdige med at skulle være forpligtede til at dukke op til hans families arrangementer. For det er vigtigt at de holder deres fake forhold i live overfor dem. Hans kristne familie går meget op i at finde kærligheden, blive gift og få børn og leve op til forpligtelserne. Og det pres var for meget for Percy. Derfor deres pagt. Men hun kan ikke holde til det mere. Det gør for ondt.

Percy tror ikke på kærlighed og at der findes en "den eneste ene" for ham, så aftalen med Dakota passer ham perfekt, da det holder hans nærgående familie lidt på afstand. Han vil koncentrere sig om sin roning og sit bijob som hacker. Og at udforske sig selv og sin seksualitet. Og det går rigtig godt. De ses et par gange om måneden og deres familier og venner tror de er lykkelige. Men det begynder at blive sværere og sværere at opretholde det fake forhold. Og da han en aften bliver lidt for intim med Dakota indser han at han har lavet en stor fejl. For nu kan han ikke få hende ud af hovedet. Han vil have mere. Men han vil ikke give hende falske forhåbninger.

Dakota ved ikke hvad hun skal gøre. Forholdet til Percy har udviklet sig. Men han holder stadig igen. Tør hun tro på at han føler det samme som hun? Tør hun stole på at han vil være sammen med hende for alvor? Vil hans usikkerhed og manglende tro på kærligheden være en forhindring for dem? Vil en afsløring i hans familie være den sidste dråbe for ham? Og hvad gør hun når hendes egen familie igen kan være i fare da en farlig sag begynder at spøge i baggrunden?

Dette er en virkelig sexet college-romance som er fuld af bedrag, venskaber, hemmeligheder, begær, mafiafamilier og kærlighed. En historie om en voksende kærlighed imellem to bedste venner der startede med et fake forhold. En kvinde med en dyb sorg og tro på ægte kærlighed og en mand som på ingen måde tror på faste forhold, lykke og evig kærlighed. To mennesker som i sidste ende ikke kan leve uden hinanden til trods for modstand og udfordringer. En historie om hvad mod og ægte kærlighed kan overvinde.

Det er næsten vemodigt at denne serie nu er slut. Jeg har virkelig elsket Ulrikas serie og karaktererne i den og jeg ville ønske der kom mere. Serien har en god blanding af spice, mafiafamilier, drama og romantik. Og jeg er kæmpe fan! Så hvis ikke I allerede har givet jer i kast med denne serie, så kan jeg varmt anbefale den. :)

Min Goodreads rating:
★★★★✩