Hvornår vil jeg for alvor indse at det er The Story of My Life?!

Nogle gange har jeg virkelig lyst til at dum-slappe mig, selv fordi jeg bare aldrig vil lære, at intet vil gå som det skal uden uheld for mig. Noget vil ALTID gå galt, men håber hver evig eneste gang at det ikke sker - selvom jeg ved at det er totalt urealistisk. Og lavede samme fejl igen i dag. Denne gang slog det bare utroligt hårdt. Jeg sætter mine forhåbninger alt for højt, også selvom det er i afslutningsprocessen, og så ender det med at takle mig bagfra, losse benene væk under mig så jeg lander med hele fjæset nede i lorten.

Jeg har på det seneste her på bloggen omtalt et projekt som jeg er igang med, og i dag skulle sidste del af det færdiggøres. Jeg havde fået en kode jeg skulle bruge, og jeg har siddet og arbejdet på at designe det hele som ønsket, fået alle ting rettet til osv, og skal så til at tjekke ud. Dér går det så galt. Humøret går fra at være 220 km i timen opad til at køre 220 km i timen nedad. Koden virker ikke! Den virker kun i Storbritannien. WTF!?!?! Så jeg sendte straks en mail til vedkommende som havde hjulpet mig med det sidste skridt, og som jeg havde ventet på svar fra i over 2 uger og så svarer vedkommende pludselig ikke mere. Kan I forestille jer mit ansigtsudtryk? Jeg var rødglødende og lige på nippet til at sætte mig ned i fosterstilling og tude. Kæft hvor blev jeg skuffet. Så nu sidder jeg igen og skal udskyde mit projekt og muligvis skulle vente i flere dage på respons. Hvorfor sker det altid for mig???? Jeg er sku ved at være lidt træt af det uheld jeg konstant rammes af. Jeg har sku brug for en lykke-talisman! Hit med en kanin-fod, en lille firkløver.... something!

Aih men det er sku The Story of My Life, så ved ikke hvorfor jeg blev så overrasket over det, men jeg havde bare virkelig troet at det trods alt ville lykkedes for mig denne ene gang. Men burde have set advarselslamperne fra morgenstunden af.

● Ingen varmt vand da jeg skulle i bad.
● En flad cykel.
● Min blod-prøve-dame var ikke på klinikken i dag, så en af de andre der ikke kan tappe blod på mig skulle selvfølgelig gøre det. Hvilket resulterede i 3 huller i den ene arm og 2 i den anden... Ja hun forsøger mange gange hver gang.
● Jeg tabte min telefon i cykelkælderen da jeg kom hjem.
● Jeg tabte et glas saft på vej ind i stuen så nu er guldtæppet godt fedtet.
● Cosmo lavede en bombe (han smed sig) i mine små udklip hvilket sendte dem i alle verdens-hjørner.

Så efter de ting, så burde jeg bare vide at intet resten af dagen ville gå uden det ville være med en skovlfuld arrige udbrud som følge. I dag er en af de der typiske dage (som jeg har ofte) hvor man bare aldrig skulle have været stået ud af sin seng. Man skulle bare have slukket for vækkeuret, begravet sig under dynen og sovet dagen væk. Ja sådan en dag har det virkelig været.
MEN! Én god ting er der dog sket i dag. Jeg havde rundstykker med hjem fra bageren - samt en træstamme som jeg skal nyde her senere. Sådan noget sker når man kører forbi 3 steder på vej hjem fra lægen hvor de sælger morgenbrød. :D

Håber I derude har haft en langt bedre dag, og at I rent faktisk har været i humør til at komme ud og nyde solen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar