Gør Sætningen Færdig TAG #19

Jeg skulle have været ud af døren og være væk det meste af dagen her inden længe, men pga. problemer med psoriasis og flækket hud, så kan jeg desværre ikke tage nogle steder før senere. Så jeg tænkte at jeg lige ville skrive et af disse "Gør sætningen færdig"-indlæg nu jeg alligevel bliver nødt til at sidde stille. Det er ved at være rigtig længe siden at jeg lavede sådan et, så det var lidt oplagt at denne nye uge skulle starte ud med sådan et. Og så er vi jo også kommet ind i en ny måned. Så here you go!

Jeg er for tiden ved at være en smule stresset over alt det her sygdom-behandlings-ræs. Jeg synes ikke rigtig at jeg laver ret meget andet end at køre til lægen, psykiater, være til møder med kommunen, snakke med sagsbehandler over telefonen, være til andre helbreds-relaterede møder og nu også et sygehus besøg denne uge. Hvis ikke jeg var træt af at fejle forskellige ting før, så er jeg det i hvert fald nu. Jeg sover dårligt om natten fordi jeg er så stresset og skal huske så mange ting. Jeg er irriteret over at jeg ikke har tid til ting jeg faktisk synes er rart og som jeg ser frem til. Har dog et møde med et par skønne piger på Torsdag, men det er også det eneste denne uge. Såå... jeg ser frem til at få en lille pause pga. folks egen sommerferie. Dvs. jeg har lidt tid "fri" fra psykiateren i lidt måneder og jeg får nok først en tid ved sygehuset igen om tre måneders tid.

Jeg læser i øjeblikket en serie skrevet af Kaaberbøl & Friis. Det er en serie med en hovedperson der hedder Nina Borg. Hun er sygeplejerske og hjælper til ved en lejr med illegale flygtninge og kommer ud for en masse farlige og grumme ting. Super spændende krimi-serie og det er en jeg synes I skulle give et forsøg hvis I er til krimier. Og så foregår den primært i Danmark. :)

Vejret har været utroligt vådt... Temperaturen har været fantastisk dog! Hverken for varmt eller for koldt. Kunne dog godt undvære al den regn, men ellers har det været rigtig fint for mig. Utroligt Efterårsagtigt og det er jo lige efter mit Efterårselskende hjerte. Ja jeg kan simpelthen ikke vente! Jeg swatcher konstant mine smukke gyldne øjenskygger og glæder mig helt sygt meget til at lave en masse Efterårsinspireret looks. Det kan være at I får et par stykker her til Sommer, da jeg nok ikke kan vente. :P

Min weekend ville blive perfekt hvis temperaturen forbliver under de 20 grader og solen kommer lidt frem. Så kan jeg nemlig få hygget lidt på altanen og jeg kan komme ud og gå lidt ture og tage lidt billeder. Gider ikke gå tur i regnvejr og jeg kan simpelthen ikke være i mig selv hvis det er for varmt. Såå.. Køligt men solrigt. Så er forholdene lige efter min smag til en tur ud i naturen og eventuelt en tur ned forbi vandet.

Jeg har brugt meget tid på at stene YouTube videoer de sidste par uger. Jeg er så imponeret over de folk der kan finde tid og energi til at vlogge så ofte og i det hele taget lave så fede videoer. Er røv misundelig på dem der har folk i deres vennekreds der er friske på at være med på en masse sjove ting og ikke har noget imod at være med på vlogs osv. Folk der ikke synes det er mærkeligt at man går rundt og taler til et kamera. Folk der kan få det til at føles helt naturligt. Det er bare akavet herhjemme. Der er så mange i Amerika og andre lande der gør det og det er sjældent at folk kigger mærkeligt på dem der vlogger. Ville ønske det var mere normalt i Danmark. Så ville jeg nok også gøre det lidt oftere. Hvis jeg altså havde folk omkring mig der ikke synes det var så mærkeligt. :P

Jeg skal blive bedre til at koble helt af. Jeg er simpelthen så dårligt til det der meditation. Det skulle være så godt for mig, men jeg er håbløs når det kommer til mindfulness. Jeg prøver og jeg håber da også at jeg knækker koden en dag, men... argh! Jeg vil så gerne! Er der nogen der har et tip? Et trick til hvordan jeg kan gøre det lidt nemmere? De metoder jeg har "lært" på mindfulness kursus fungerer ikke rigtig for mig.

Jeg har endelig fået et par af de mange pakker hjem som jeg har på vej. Jeg mangler stadig en del, men sådan er det når det er mange små ting fra mange forskellige steder fra. Tålmodighed! Og det er lige hvad jeg ikke har skyggen af selv. Men jeg prøver. Og jeg glæder mig til at vise jer det forskellige når det hele er nået frem.

Jeg har haft en svaghed for spillet "Best Fiends". Jeg har omtalt det et par gange her på bloggen og det er efterhånden gået hen og blevet lidt en afhængighed. Selvom jeg ikke har nogen at konkurrere med så er der alligevel gået lidt konkurrence i det. Jeg vil så gerne nå minimum et level mere frem om dagen. *Hahahaha* Det er totalt latterligt, men... jah.. Der er gået lidt sport i det nu. Spiller I det? Og hvor langt er I eventuelt kommet?

Det der har kunne få mig helt op i det røde felt er .... et par individer. Den ene er simpelthen så snotdum, at vedkommende ikke selv kan se hvor meget man dummer sig, ved at tale over sig og glemme sine små løgnhistorier man hele sit liv har gået og fortalt folk. Nu fortælles der pludselig ting der modsiger alt man har gået og sagt. Tror man virkelig at folk er så dumme at de ikke ligger mærke til det? Bliv nu voksen og indrøm at du er lystløgner for at få opmærksomhed, og nu ikke længere kan holde dine små løgnhistorier oppe som din glatte falske facade. Det kunne være at folk pludselig gad dig igen.
Den anden er bare så manipulerende og helt igennem livsfarlig for sine omgivelser. Vedkommende er så magtsyg og totalt gennemsyret af jalousi. Personen er gået hen og er blevet fangevogter. Jeg har selv haft sådan et par personer i mit liv, men dette er værre end det jeg selv har været igennem. Jeg kunne i det mindste sige fra og komme væk, men... jeg er bange på de involveredes vegne. Jeg er bange for, at det ender ud med det værst tænkelige - dødsfald. Det kan gøre mig så rasende at jeg ikke kan gøre noget. Og jeg har efterhånden svært ved at holde min kæft. Håber snart nogen vågner op og gør noget inden det går så galt. Jeg er nemlig ret sikker på at jeg ikke ville kunne styre mig hvis jeg går hen og mister nogen i dette.

Jeg håber at I derude bag skærmen får en god start på ugen. Smil til dem I møder på gaden. Giv en fremmed et kompliment. Blink til en sød person på farten. Giv andre mennesker et smil på læben og føl hvordan det får dig selv til at blive varm indeni. Også selvom dagen er noget øv. Man kan altid gøre noget for et smil. ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)