LookFantastic.dk Beauty Box - Juni 2017 - "Wanderlust"

Boxen er modtaget som gave og til anmeldelse på LookFantastic's egen blog.
Så er det blevet tid til at kigge lidt på denne måneds Beauty Box fra LookFantastic. Den var heldigvis ikke forsinket i denne måned - eller jo måske lidt under en uge, men der var også ret mange helligdage der forsinkede den. Men ellers kom den til tiden.

Og sikke da en fin box vi har fået denne gang. Temaet er "Wanterlust" og det betyder at produkterne i månedens box er perfekte til dig der elsker at rejse, at være på farten eller bare nyder at tage væk på en forlænget weekend. Dig der nyder at komme ud og opleve en masse nyt – også når det kommer til lækre produkter. Så lad os kigge lidt nærmere på dem.

Nu er jeg jo lidt ekstra glad for makeup, så da jeg så, at der gemte sig en lipgloss i denne måneds box, blev jeg lidt spændt. Især fordi jeg er ret kræsen når det kommer til lipglosses. Men denne Hailey Baldwin For Modelco Super Lips Lipgloss har en virkelig fin farve, føles ikke for klistret og så dufter den skønt af jordbær slik. Fantastisk!

Og hvis vi bliver ved makeup-produkterne, så gemte der sig også en BelláPierre Shimmer Highlighter i denne måneds box. Vi har efterhånden fået et par stykker af disse i de forskellige boxe og denne er faktisk identisk med en anden jeg har liggende, men farven, effekten og looket af den er en af mine store favoritter, så jeg brokker mig ikke over at få endnu en til mit lager.

Et produkt jeg fra starten var ret irriteret over at se, var denne Balance Me Balancing Face Moisturiser. Jeg er ikke gode venner med produkter fra dette brand og jeg synes de dufter forfærdeligt. Men denne ansigtscreme er faktisk en af de bedre fra dem. Ikke en der på nogen måde går hen og bliver en favorit, men den er ikke forfærdelig. Så det kan godt være at jeg ender med at få den brugt op. Kan i det mindste bruge den i min aftenrutine inden sengetid.

En anden ting som er gået hen og er blevet en del af min aftenrutine lige pt, er de First Aid Beauty Facial Radiance Pads der også gemte sig i boxen. De bruges efter man har renset sit ansigt og der er endda en smule eksfoliering i disse. Og I ved jo jeg elsker den slags! Så disse er ret godt tilfreds med.

Og nu hvor vi er ved de ting jeg er blevet super glad for at se i boxen, så skal Kérastase Shampooen også nævnes. Kérastase laver nogle virkelig lækre hårprodukter, og denne shampoo er simpelthen så skøn! Mit hår elsker den. Er ked af at den ikke kom i en fullsize, for OMG hvor bliver mit hår lækkert når jeg bruger den. Elsker den!

Det sidste produkt i boxen var en Monu Rosewood Reviving Mist, og dem har jeg efterhånden en del af i køleskabet. Ikke lige en rosenvand facemist, men facemists generelt. Og de bliver opbevaret i køleskabet, da min erfaring er, at de bliver så meget bedre at bruge hvis de står der. Jeg har dog ikke fået dem ind i en fast hud- eller makeup-rutine endnu, da jeg glemmer at jeg har dem, men jeg skal simpelthen til at bruge dem noget mere.


Det var så indholdet af denne måneds BeautyBox og jeg må sige, at jeg er super tilfreds med det hele. Måske ikke så meget cremen, men resten er helt sikkert noget jeg kan bruge og som jeg er ret godt tilfreds med. Endelig en box hvor jeg ikke hader eller synes skidt om et eller flere produkter i.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar