Mit mareridt starter forfra - Endnu en gang

Jeg skulle til møde med min sagsbehandler i dag. Jeg var en smule nervøs, men det er ikke så slemt mere når nu jeg har vænnet mig til ham og vi snakker ret godt sammen. Vi fik snakket lidt frem og tilbage mht. den støtteperson jeg havde fået tildelt, og fik at vide at hun pt. er sygemeldt. Hvad der kommer til at ske fremover ved jeg forhåbentlig mere om senere på ugen eller en gang efter Påske. Og så fik vi snakket om, at jeg skal starte op over hos fyssen på den anden side af vejen. Og jeg troede faktisk at vores møde gik meget godt indtil han lod en bombe springe. Nok den værste ting han kunne fortælle mig. Han skal ikke længere være min sagsbehandler.

Jeg gik totalt kold. Jeg reagerede ikke rigtig. Jeg var i chok. Jeg havde så meget jeg gerne ville sige. Så meget jeg gerne ville have at han skulle skrive i mine papirer, men... hjernen gik i baglås. Det var først da jeg kom hjem at reaktionen kom. Jeg råbte og skreg og tudede helt vildt. Nu var jeg lige blevet så vant til ham og var begyndt at føle mig tryg. Og han er en af de typer der tænker på den person han har med at gøre, så møderne blev holdt her i Faaborg. Nu skal jeg igen til at køre til Ringe hver måned og finde det nye sted de holder til. Samt at jeg skal starte forfra med at rode op i mine problemer, følelser og diagnoser - Igen! Det er sket hver gang jeg er blevet smidt videre til den næste og næste og næste i rækken af sagsbehandlere. Og det er op til deadlinen med Skat, som han også skulle hjælpe mig med at finde en løsning på. Bare tanken om det får min angst helt op og ringe. Jeg er virkelig ikke god til nye mennesker der skal åbnes op for. Og slet ikke når jeg tilmed skal et nyt sted hen, starte noget nyt op og tilmed ikke ved hvor fanden jeg står mht. sygehuset, mine smerter osv. Hvad nu hvis vedkommende ikke vil tro på mig? Hvad nu hvis det er en af de typer der bare vil have en ud af døren med det samme? Jeg knækker fuldstændig sammen. Jeg er sindsygt bange. Det var ikke lige den måde jeg ville starte min Påskeferie ud på.

Jeg har forsøgt at tænke på noget andet siden jeg kom hjem - få det lidt på afstand. Men jeg kan simpelthen ikke få den angst til at slappe af. Alt hvad jeg har forsøgt at foretage mig er gået helt skævt. Jeg fik købt det forkerte på apoteket så jeg måtte tilbage igen. Jeg glemte at hente min pakke på posthuset og endte med at rende rundt som en høne med hovedet under vingen fordi jeg ikke kunne huske hvad jeg nu var kørt derned for. Og da jeg kommer hjem igen efter at have været frem og tilbage flere gange, ville jeg gerne have vasket noget tøj, men selv det gik galt. Jeg fik hældt de forkerte ting i de forkerte rum i vaskemaskinen og fik startet det forkerte program. Så nu har jeg spildt to ture på mit kort (som koster penge) og er løbet tør for ture. Så skal have købt et nyt og måske endda vaske om igen. (Kommer an på om det er blevet rent eller ej)

Jeg burde lade være med at forsøge at lave mere i dag, men hvis jeg bare sidder og laver ingenting så vender de dumme tanker bare tilbage og angsten gør det svært at trække vejret. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg ryster over det hele og jeg kan ikke finde ro overhovedet. Jeg ved godt at det lyder som en bagatel for mange af jer, men for mig er det som et væltet korthus. Min ADD gør det på ingen måde nemmere for mig. Hvor jeg dog hader det hele lige nu.

Jeg har brug for en pause fra alt det her. Jeg har brug for at der snart sker noget godt.