____________

Mit mareridt starter forfra - Endnu en gang

Jeg skulle til møde med min sagsbehandler i dag. Jeg var en smule nervøs, men det er ikke så slemt mere når nu jeg har vænnet mig til ham og vi snakker ret godt sammen. Vi fik snakket lidt frem og tilbage mht. den støtteperson jeg havde fået tildelt, og fik at vide at hun pt. er sygemeldt. Hvad der kommer til at ske fremover ved jeg forhåbentlig mere om senere på ugen eller en gang efter Påske. Og så fik vi snakket om, at jeg skal starte op over hos fyssen på den anden side af vejen. Og jeg troede faktisk at vores møde gik meget godt indtil han lod en bombe springe. Nok den værste ting han kunne fortælle mig. Han skal ikke længere være min sagsbehandler.

Jeg gik totalt kold. Jeg reagerede ikke rigtig. Jeg var i chok. Jeg havde så meget jeg gerne ville sige. Så meget jeg gerne ville have at han skulle skrive i mine papirer, men... hjernen gik i baglås. Det var først da jeg kom hjem at reaktionen kom. Jeg råbte og skreg og tudede helt vildt. Nu var jeg lige blevet så vant til ham og var begyndt at føle mig tryg. Og han er en af de typer der tænker på den person han har med at gøre, så møderne blev holdt her i Faaborg. Nu skal jeg igen til at køre til Ringe hver måned og finde det nye sted de holder til. Samt at jeg skal starte forfra med at rode op i mine problemer, følelser og diagnoser - Igen! Det er sket hver gang jeg er blevet smidt videre til den næste og næste og næste i rækken af sagsbehandlere. Og det er op til deadlinen med Skat, som han også skulle hjælpe mig med at finde en løsning på. Bare tanken om det får min angst helt op og ringe. Jeg er virkelig ikke god til nye mennesker der skal åbnes op for. Og slet ikke når jeg tilmed skal et nyt sted hen, starte noget nyt op og tilmed ikke ved hvor fanden jeg står mht. sygehuset, mine smerter osv. Hvad nu hvis vedkommende ikke vil tro på mig? Hvad nu hvis det er en af de typer der bare vil have en ud af døren med det samme? Jeg knækker fuldstændig sammen. Jeg er sindsygt bange. Det var ikke lige den måde jeg ville starte min Påskeferie ud på.

Jeg har forsøgt at tænke på noget andet siden jeg kom hjem - få det lidt på afstand. Men jeg kan simpelthen ikke få den angst til at slappe af. Alt hvad jeg har forsøgt at foretage mig er gået helt skævt. Jeg fik købt det forkerte på apoteket så jeg måtte tilbage igen. Jeg glemte at hente min pakke på posthuset og endte med at rende rundt som en høne med hovedet under vingen fordi jeg ikke kunne huske hvad jeg nu var kørt derned for. Og da jeg kommer hjem igen efter at have været frem og tilbage flere gange, ville jeg gerne have vasket noget tøj, men selv det gik galt. Jeg fik hældt de forkerte ting i de forkerte rum i vaskemaskinen og fik startet det forkerte program. Så nu har jeg spildt to ture på mit kort (som koster penge) og er løbet tør for ture. Så skal have købt et nyt og måske endda vaske om igen. (Kommer an på om det er blevet rent eller ej)

Jeg burde lade være med at forsøge at lave mere i dag, men hvis jeg bare sidder og laver ingenting så vender de dumme tanker bare tilbage og angsten gør det svært at trække vejret. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg ryster over det hele og jeg kan ikke finde ro overhovedet. Jeg ved godt at det lyder som en bagatel for mange af jer, men for mig er det som et væltet korthus. Min ADD gør det på ingen måde nemmere for mig. Hvor jeg dog hader det hele lige nu.

Jeg har brug for en pause fra alt det her. Jeg har brug for at der snart sker noget godt.

4 kommentarer:

  1. Puha! Kæmpe kram herfra!
    Ville en god bog eller serie ikke kunne holde dig fra tankerne?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde.
      Jeg har forsøgt, men det hjalp ikke rigtig. Men tja.. Håber at det kommer til at hjælpe på det her i ferien når jeg får lidt travlt. Så får jeg forhåbentlig ikke tid til at tænke på det.

      Slet
  2. Hej igen :)
    Jeg vil så nødig gøre ondt værre for dig, men jeg synes jeg bare vil advare dig om, at det er hvad der sker. Det lyder en anelse banalt, men jeg har heller aldrig haft en sagsbehandler i mere end max. halvandet år. Ingen siger rigtig hvorfor, men jeg har fået en lille fjer om, at det skyldes empati. Husk sagsbehandlere også er mennesker - og inden de får alt for meget empati med den enkelte borger (og dermed påvirkes personligt af de enkelte sager/personer) bliver de simpelthen rykket rundt i systemet. Hvis de ellers holder så længe! De sagsbehandlere jeg har haft, har enten fået arbejde i en helt anden afdeling, eller i en helt anden branche. Hvad vi som borgere døjer med, døjer sagsbehandlere med x100. Forestil dig at have 60 borgere som alle har dybt traumatiserende oplevelser i bagagen, eller uhelbredelig sygdom og skal tage vare på hver enkelt... systemet er hårdt. Ikke bare for os. Men man vænner sig til det... heldigvis har jeg altid været heldig med mine "nye" sagsbehandlere :)
    Kram herfra

    SvarSlet
    Svar
    1. I know... Det er bare stadig noget lort når jeg har så svært ved at føle mig tryg ved andre mennesker. Så tager sådan et skift bare det lidt hårdere på mig. Håber bare det ikke er en af de dårlige af slagsen jeg får denne gang. De forrige 4 var virkelig ikke rare at snakke med. Det er faktisk kun de sidste to jeg har haft det okay med. Men nu skal de lige have den der strejke overstået som de skal starte op her efter ferien. Så uvisheden kommer til at vare lidt endnu.

      Slet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)