Hvad sker der i min tågede verden lige for tiden?

Vejret er endelig begyndt at blive køligere. Jeg ved godt at de varsler varmere vejr igen inden længe, men indtil da så nyder jeg bare de kølige vinde (også selvom det stort set er storm) og regnen der renser den kvalmende varme væk fra luften. Åhhhh jeg nyder det! Det giver mig så meget Efterårs-vibes og jeg elsker det. Det har også fået mig til at lege lidt med noget brainstorm til bloggen - som bliver aktuelt i Efteråret selvfølgelig. Og jeg har endda også fået sat flueben ved endnu en ting til Julen på bloggen. Nu mangler jeg bare én ting, så kan jeg udføre mine planer for December herinde. Det bliver så skønt. Og det er noget som I besøgende kan få glæde af.

Humøret kunne dog godt være bedre. Min ADD driller meget for tiden og det gør at jeg pt går lidt rundt i en tåge af negativitet. Derfor er det vigtigt for mig at vejret nu er mere til min smag og at jeg nu også har fået lyst til at lave noget som jeg holder af og som giver mig en smule positivitet. For det hjælper lidt på at kunne holde det negative tilbage. Dog kan jeg ikke fjerne det helt da der pt sker ting som jeg ikke er glad for, og som påvirker mig meget. Men det er noget jeg bliver nødt til at bide i mig. Indtil jeg kan holde et par ugers ferie.

Og nu hvor jeg drømmer om køligere vejr så har jeg faktisk også været henne og prøve at sætte noget vlogging-baggrund op. Jeg købte for noget tid siden dette "vægtæppe" på eBay (Jeg elsker det!) og købte mig et natbord som jeg kunne stille ved siden af min lænestol. Nemlig med vlogging i tankerne - blandt andet. Jeg fik det hele sat op og jeg er faktisk ret tilfreds med resultatet. Det giver den perfekte stemning. Dog er det ikke noget jeg har fremme hele tiden, da jeg har en kat der gerne kradser i alt stof og tygger i lyskæder hvis han kan komme til det, så vægtæppe og lyskæde er taget ned igen. Det er dog forholdsvis hurtigt at sætte op igen, så det er okay. Så når jeg en dag bliver klar til at komme igang med at vlogge igen, så kunne dette være en af de baggrunde jeg bruger. Jeg har også planer om at bruge vægtæppet andre steder hvor man kan se mere af det, men det må I vente med at se til den tid. Nu mangler jeg bare noget at vlogge om. Smid endelig ønsker afsted til mig. ;)

Derudover sker der ikke så meget her hos mig. Den negative tåge fylder en del og det er faktisk kun bøgerne der kan få mig til at slappe af for tiden. Håber ikke det bliver ved over længere tid. Tågen altså. Bøgerne må gerne blive og blive ved med at kunne hjælpe mig væk fra tankerne. ;)

Hvordan går det hos jer? Forhåbentlig bedre.
Jeg vil smutte. Vil begrave mig i fiktionens verden igen og begynde at tænke på noget aftensmad. Nu hvor det er Lørdag kan man jo lige så godt prøve at hygge lidt, right? God weekend alle sammen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)