Jeg har testet nogle andre falske vipper end dem jeg er vant til

Reklame for FalseEyelashes.co.uk - Modtaget som gave og til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
I har nok allerede lagt mærke til at jeg elsker falske vipper, og at de oftest er inkluderet i mine makeup looks her på bloggen. Dog har jeg kun brugt lashes fra Depend og eBay, da det er dem jeg er blevet glad for, men jeg har altid gerne ville prøve nogle andre også. Nu holder jeg mig primært til dem med tyndt og gennemsigtigt bånd, men jeg ville gerne prøve nogen af dem med bredere og sorte bånd. Der er så mange der bruger dem og deres looks ser fantastiske ud! Så jeg ville gerne prøve at se om det var noget jeg kunne vænne mig til at bruge.

Derfor greb jeg straks muligheden da FalseEyelashes.co.uk kontaktede mig og spurgte om jeg ville prøve at teste nogle af de vipper de sælger på deres site. Og hold da op hvor har de mange lækre! Det var utroligt svært at vælge, men nu har jeg været nysgerrig efter at prøve dem fra "Land of Lashes" længe, så jeg besluttede mig for at det skulle være nogen fra det brand. De har et godt udvalg og så synes jeg faktisk at de har en ret fair pris der ligger nogenlunde på niveau med mine elskede Depend lashes. Så hvis det skete at jeg endte med at blive glad for dem, så er de ikke helt urimelige og umuligt at kunne købe flere hjem af.

De tre vipper jeg valgte er følgende:

● "Wisper" - Dette par skulle være det dramatiske men stadig naturlige par, men desværre synes jeg ikke at de ligner vipperne på sitet. Og ikke nok med det, så er det faktisk to meget uens vipper der er i pakken. Hvad der lige er sket ved jeg ikke, men det er i hvert fald ikke et helt par. Jeg har dog valgt at beholde dem, da jeg jo gerne kun laver et look af gangen på ét øje, så jeg skal faktisk kun bruge én vippe af gangen. Men det betyder også at disse kan jeg ikke bruge til et fuldt look. Så det var lidt en nitte med dette par. Båndet viste sig også at være alt for tykt til mig, så jeg klippede noget af det, og det gjorde dem straks bedre.

● "Captivate" - Dette par er nok det mest dramatiske af de tre jeg valgte, og de er simpelthen så flotte på. Båndet på disse er egentlig også for tykt, men fordi de er ekstremt 3D-vipper, så kan jeg ikke rigtig klippe noget af dem. For det vil betyde at jeg klipper de øverste lag hår af, og så ødelægger jeg vippen totalt. Så derfor er der ikke blevet pillet ved disse. Det betyder så bare at jeg skal øve mig noget mere på at påføre dem så de sidder rigtigt. Men disse er klart mine favoritter iblandt disse tre, og de ligner hinanden så jeg kan bruge dem til et fuldt look hvis jeg ønsker det. De er dog ret tunge, så det skal man lige vænne sig til. Det er i hvert fald ikke en hel-dags-vippe. :P

● "Sofia" - Dette par er det mest naturlige af de tre, og det er faktisk en ganske okay vippe. Igen er båndet for tykt, men da de også er lidt 3D-agtige, så kan jeg ikke rigtig klippe noget af dem uden at hårene vil falde af. Så dem har jeg også ladt være som de var fra start. De er også rigtig fine på, men de er ikke så fluffy som jeg måske ville ønske at de var. Det kan selvfølgelig være min elendige påførelse af dem der gør at de ikke kommer til deres ret, men jah.. Øvelse gør mester, right?

På disse billeder har jeg brugt vipperne "Captivate" og "Sofia". Som sagt så er "Captivate" helt klart min favorit, og det er nok ikke sidste gang at jeg bruger den vippe til nogle looks. Jeg kommer nok også til at bruge de andre to, men dette par er nok det jeg kommer til at række oftere ud efter når jeg skal have nogle lidt mere dramatiske vipper. Jeg ville også rigtig gerne have prøvet "Aurora", men dem fik jeg aldrig skrevet på listen.

Men kan jeg så vænne mig til det tykkere bånd? Hmm.. Måske. På sigt. Det er ikke super nemt at påføre dem, og det er virkelig en stor skam. Fordi de er så smukke og jeg ville ønske at båndet var blødere og mere fleksibelt. Lidt alla de tynde og gennemsigtige bånd. Dét ville være fantastisk. Så ville jeg nok bruge dem noget oftere. Og så er båndet nok bare for bredt til mig. Det er ikke altid at jeg gider lave en sort liner, som kan skjule den lidt, så den vil være super tydelig og det er måske ikke lige det jeg går mest efter. Men.. jah jeg ved det ikke rigtigt. Jeg er lidt splittet. Jeg ville så gerne kunne elske dem, men der er jeg ikke helt endnu.

Så hvis der er nogle vipper derude på markedet i lidt samme look, med et tyndere og mere fleksibelt og blødt bånd, så vil jeg gerne vide det. :D Jeg bliver nødt til at teste nogle flere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)