Anmeldelse af bog 1+2 i serien "Forbandelsen over Laitana" af Sissel Moody

Reklame for Forlaget Klippe og forfatter Sissel Moody - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har været så heldig at få lov til at læse de to første bøger i trilogien "Forbandelsen over Laitana" af Sissel Moody. Jeg er nu blevet færdig med de to store moppedrenge, og er klar med en anmeldelse til jer her på bloggen. Mange tak til Sissel og Forlaget Klippe for bøgerne. Jeg glæder mig så meget til næste år hvor den sidste udkommer og som jeg forhåbentlig får lov til at læse også. ;)

Linea er en ung kvinde der stadig tror på magi, magiske væsner og fortryllende verdener. Men det har hendes familie svært ved at acceptere. For hun er ikke længere et barn og bliver simpelthen nødt til at blive voksen og opføre sig derefter. Samt gøre sig mere umage med at finde venner i skolen i stedet for at trække sig tilbage. Men Linea kan ikke slippe troen på magi. For hun føler ikke at hun er "hjemme" i den virkelige verden. Hun bliver mobbet i skolen, hendes familie vil ikke forstå hende og hun føler sig generelt bare forkert i sin krop, i sin hverdag - i sin verden.

Og det er ikke så mærkeligt, for hendes drømme og fantasi viser sig hurtigt at være sande. Hun hører nemlig ikke kun hjemme der hvor hun befinder sig. Der findes nemlig en verden hvori hun har en meget stor rolle at spille. En magisk verden. En verden der er ved at gå til i mørke kræfter. En verden som hun er den eneste der kan redde.

Det starter i det små at hun langsomt får øjnene op for de magiske ting der sker omkring hende. En fe ude foran hendes vindue. Et magisk brev der lyser op om natten. Og den mystiske mand der pludselig dukker op på hendes værelse. Hendes rejse til den magiske verden starter nemlig nu.

Men det bliver ikke nemt. For der er fjender på hvert et hjørne og det er svært at vide hvem man kan stole på i Laitana. Den onde dronning har desværre fået magten over størstedelen af denne magiske verden. Og det er nu op til Linea at redde dem alle fra denne ondskab. Men der er kun ganske få oplysninger om hvordan hun skal gøre det. Det bliver et kapløb om tiden og pludselig er krigen igang. Sammen med hendes nyfundne venner begiver hun sig ud på en rejse, hvor hun skal finde det våben der kan dræbe den onde dronning. Men der sker hele tiden forfærdelige ting, som forhindrer dem i at lykkedes i deres søgen på det de er efter, og da det ser sortest ud ser det ud som om alt er tabt.

Linea ender tilbage på Jorden i hendes egen verden og ingen ved hvad de nu skal gøre. Og hvorfor hører hun ikke noget fra hendes venner? Hvad sker der i Laitana imens hun sidder der på Jorden og venter? Har Exma dræbt dem alle sammen og taget magten over hele Laitana?

Da hun kommer tilbage er det blevet mørkere og folk er gået i skjul. Voldsomme uvejr raser over hele verden og trækker død efter sig. Det ser ikke ud som om, at Linea og hendes venner kan gøre noget for at vende den mørke stemning. Men de giver ikke op. Der må findes en måde. Og de begiver sig derfor ud på endnu en farefuld rejse for at finde svar. Men de onde tvillinger, som Exma har under sig, er på spil igen og gør det ikke nemt for dem. Men skjulte hemmeligheder dukker op og giver pludselig lys for oprørsgruppen. For der er måske alligevel noget de kan gøre for at vinde. Men vil det lykkedes dem at finde frem til det de søger? Har de tilsammen kræfter nok til at gennemføre hvad der kræves af dem? Er Exma allerede flere skridt foran dem?

Det er noget jeg ikke kan svare på, da det er noget vi først får svar på i den tredje og sidste bog. Og I kan tro at jeg glæder mig. "Forbandelsen over Laitana" er en spændende og medrivende historie og jeg må indrømme, at jeg er lidt hooked. Den er dejligt magisk og der er masser af drama og overraskende momenter igennem begge bøger. Man bliver holdt lige til ilden i slutningen af begge bøger og det hjælper i den grad til at holde på spændingen.

Det er nogle skønne tykke bøger og det elsker jeg. Det skræmmer i hvert fald ikke mig, da det jo bare betyder at der er en masse læsning, og det er jo det vi er ude efter, right? Jo tykkere bøger, jo mere historie har vi at se frem til at læse. Så lad jer ikke skræmme af størrelsen på bøgerne. De er helt klart læsningen og tiden værd. ;)

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)