Anmeldelse af "Blåhjerte" fra serien "Pigen fra Månehøjen" af Lene Krog

Reklame for forlaget Ulven og Uglen og forfatter Lene Krog - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Det er med vemod at jeg nu skal poste min sidste anmeldelse af serien "Pigen fra Månehøjen" af Lene Krog, men den sidste bog er udkommet og jeg har været så heldig at få lov til at læse den takket være forlaget Ulven og Uglen. I kan læse min anmeldelse af de to første bøger her og i dag får I så min anmeldelse af bogen "Blåhjerte" som er den tredje og sidste bog i serien.

Freja og Roan er lykkedes at rejse tilbage i tiden for at forhindre krigen i Bragimark - troede de. For Egans planer om at have magten over alle blåhjerterne og deres magiske krafter er stadig i fuld gang. Og Freja vil gøre alt hvad der er i hendes magt for at afsløre ham og hans planer. Men endnu en skræmmende bølge af uheld og skræk har ramt landet. Og da det kun er Freja og Roan der kan huske hvad der skete i fremtiden er det svært at overbevise folk om det der er ved at ske.

Langsomt arbejdes der på at få deres allierede til at få deres minder tilbage så de kan tage kampen op imod fjenden, men de er spredt og alle er mere eller mindre på flugt eller fanget i uheldige situationer. Merian slås med uforklarlige minder og en mystisk dragning af blåhjertesværdene. Leander ser ud til at skulle deltage i et tvangsægteskab, og grunden for dette ægteskab har mørke hensigter og er en af brikkerne for fjendens hævn over gudinderne. Freja er jagtet vildt og har en dødsdom over sig, så hun er på flugt samtidig med at hun får besked på at hun kan være en af de eneste der kan ændre krigen til deres fordel. Men vil det kunne lykkedes for hende når hun konstant ser døden i øjnene?

Drabet på kongen bliver startskudet til deres mest skræmmende kamp og gudinderne og heksene må samarbejde for at få stoppet fjenden. Men er det for sent? Hvor mange vil de miste? Og hvad vil det komme til at betyde for fremtiden mellem de forskellige grupper? Vil der overhovedet være en fremtid? Vil skæbnen fra fortiden være umulig at slippe væk fra?

Endnu en tidsrejse er nødvendig, men er det overhovedet muligt at bringe det tilbage som de skal bruge? Og med livet i behold? Tidsnok til at finde ud af at endnu en fjende har meldt sig på banen. Det er igen op til Freja at redde dem alle sammen, men vil det være for stort et ansvar? Mange liv går tabt og det sidste slag vil være altafgørende. Hvem vil vinde? Hvem står tilbage?

Sikke et brag af en afslutning på serien. Jeg blev blæst bagover og der er blevet fældet mange tårer til denne bog. Der er mange tab og især ét af dem gjorde ondt da jeg virkelig elskede den person. Og selvom slutningen er super trist så er der også noget skønt ved den. Men hold nu op hvor er det vemodigt at måtte sige farvel til Lenes skønne univers og fantastiske karakterer. Det har været en ren fornøjelse og jeg vil 100% vende tilbage til disse bøger og læse dem igen og igen. Universet er lige noget for mig og jeg elsker alt der har med magi, mystik, det paranormale og drama at gøre. Så hvis I er til de samme emner så vil jeg helt klart anbefale jer at finde frem til denne serie og give den et læs. Det vil I ikke fortryde. Trust me. ;)

Min Goodreads rating:
★★★★★

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)