Anmeldelse af de to sidste bøger i "Fønixens Hjerte"-serien af Christina Ramskov

Reklame for forlaget Mellemgaard og forfatter Christina Ramskov - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
For den del år siden fandt jeg en af bøgerne fra Christina Ramskovs serie "Fønixens Hjerte" i en genbrugsbutik, og jeg har siden været så heldig at få tilsendt de andre bøger igennem forlaget Mellemgaard efterhånden som de udkom. Læs eventuelt min anmeldelse af de første fem bøger her og de to efterfølgende her.

Og nu er det blevet tid til at afslutte serien. Jeg har nemlig læst de sidste to bøger, og jeg er nu klar til at komme med min anmeldelse. Here you go!


"Kærlighedens pris"

Der er stadig krig i den magiske verden og Maria og vennerne er stadig splittet op på forskellige farlige opgaver for rådet. Og nu hvor menneskene har fået kendskab til magiske væsner og andre verdner, er det endnu mere vigtigt at de får stoppet fjenden i at dræbe flere racer. Deres mål er i sidste ende det samme, så hvordan skal de få folk til at samarbejde i stedet for at bekrige hinanden? Få fremtidsdrømmen realiseret? Først må krigen stoppe. Men det bliver nemmere sagt end gjort.

Det gør det især vigtigt da Marias og Dargos barn snart kan være på vej. Og barnet gør kun krigen endnu farligere for dem. Barnet er blevet spået til at være en vigtig brik i spillet, og et løfte der er givet kan betyde at alt vil ændre sig for dem og mange andre. Men hvad sker der når en ny fjende finder vej ind i krigen? En spiller som ingen havde set komme vender op og ned på alt, og desperate løsninger bliver taget. Men vil det være en uoprettelig fejl? Vil det i sidste ende være det der splitter dem ad?

Maria og vennerne finder endelig ud af hvorfor deres bånd til hinanden er så stærkt, men vil det kunne hjælpe dem i denne indviklede krig? Vil de til trods for kærlighed og at være skæbnebestemt til at være sammen liv efter liv kunne holde sammen? For intet har været nemt eller en dans på roser, men i sidste ende har de altid fundet hinanden. Eller vil større kræfter nu endelig kunne ødelægge det for altid?

Min Goodreads rating:
★★★✩✩


"Livets valg"

Maria er blevet taget til fange og ingen ved hvem der har taget hende. Den nye spiller har valgt at slå til og hvis ikke hun kommer væk derfra går hun sin død i møde lige så snart barnet er født. Men til trods for tortur og håbløshed så vil hun ikke give op. Krigen må ikke stoppe for hende på denne måde. Hun har en vigtig rolle at spille i den, og derfor må hun for alt i verden slippe væk. Med sin datter. Og det betyder at hun har brug for al den held hun kan få. Og allierede som vil kæmpe for en bedre fremtid.

Det er Marias og vennernes sidste år på skolen og det er blevet tid til at tage vigtige og store valg for fremtiden. Men det er en usikker fremtid som det ser ud nu. Der er mange ting og planer der skal falde i hak for at det hele skal lykkedes for dem. Og løfter som er usikre. Og da udfordringerne bliver ved med at vælte frem, så må de fremskynde deres planer. Især da det lader til at det sidste og endelige slag skal stå på skolens grund. Fjenden er kommet igennem deres beskyttelse. Og de lader til at være et skridt foran hele tiden. Hvordan skal de kunne overvinde dem? Kan de finde ekstra kræfter et sted?

Gamle fjender bliver allierede og venner bliver fjender. Hvem kan de efterhånden stole på?
Tiden er ved at løbe ud for dem, og det er nu op til Maria at finde på en snedig plan. Og der er mange ender der skal samles. Men i samarbejde med fønixen, guddommelige kræfter og mod kan det måske lykkedes.

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Dette er en spændingsfyldt dansk fantasyserie fuld af magiske væsner, intriger, kærlighed, personlig udvikling og drama for alle pengene. En krig imellem det gode og det onde og en historie om en halvblods livsomvæltning da hun finder ud af at der også findes en magisk verden. En verden hvor hun bliver en af de vigtigste brikker for et samarbejde mellem mennesker og magiske væsner. Den afgørende person i en farlig og altødelæggende krig.

Seriens 9 bøger er fulde af røde tråde der skal holdes styr på og samles i en fin sløjfe i slutningen. En slutning der er.... Ehm.. Åben. Uden at sige for meget. ;) Jeg har virkelig nydt at læse om Maria og hendes venner - både magiske og mennesker. Og jeg er spændt på at se hvad Christina nu finder på. Og om hvornår - hvis overhovedet - vi vender tilbage til Maria. :P

Denne serie er perfekt til det yngre publikum. Ikke sagt at man som voksen ikke kan læse den, for det kan man. Men man kan godt mærke at den er skrevet til de yngre. Og jeg kan varmt anbefale jer at læse den. Det er imponerende at Christina til trods for sin ordblindhed har formået at skrive så stor en serie! Godt gået!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)