Anmeldelse af "Done and Dusted" og "Swift and Saddled" ("Rebel Blue Ranch" 1-2) af Lyla Sage

Serien "Rebel Blue Ranch" har længe været på min ønskeliste og jeg ville købe den lige så snart den fjerde bog i serien udkom. Men jeg var så heldig at få de tre første bøger i julegave af min kusine og hendes kæreste i 2024, så det var kun den sidste nye jeg skulle købe selv. Og lige så snart jeg fik den hjem blev serien tilføjet til min top TBR-liste.

Jeg læste faktisk bøgerne i sommeren 2025, men det er først nu at mine anmeldelser lander på bloggen. Det skyldes at der var andre anmeldelser som skulle udgives først da det var anmelderbøger, og så blev disse altså rykket ind i 2026. Men bedre sent end aldrig, ikke? ;)

Og som I ved, så er jeg jo blevet ret glad for western-/cowboy romancer takket være forfatteren Elsie Silver, så disse havde jeg ret store forventninger til. Jeg havde hørt meget godt om dem på de sociale medier, så jeg håbede at de også ville falde i god smag hos mig. Måske ikke så meget som Elsie Silvers bøger, men om ikke andet, så tæt på. Men gjorde de så det? Faldt de også i min smag? Lad os finde ud af det. Her kommer mine anmeldelser af bøgerne "Done and Dusted" og "Swift and Saddled" - de to første bøger i "Rebel Blue Ranch"-serien.


"Done and Dusted"

Clementine "Emmy" Ryder har efterladt sit liv i storbyen efter et grimt uheld på hesteryg og har efterladt både lejlighed, kæreste og succesfulde karriere bag sig. Hun ved ikke hvad hun nu skal med sit liv. Men én ting er hun sikker på. Hun vil hjem. Hjem til Rebel Blue Ranch og hendes familie. Som hun ellers havde travlt med at komme væk fra da hun var yngre. Men hun savner det sted. Byen. De lokale. Pånær én. Hendes brors bedste ven og notoriske bad boy og playboy, Luke Brooks. En mand som brugte det meste af sin ungdom på at drille hende.

Luke har ændret sig siden hans liv tog en voldsom drejning. Han er nu blevet barejer efter at han til sin overraskelse arvede den lokale bar efter sin fordrukne og svigtende far, som åbenbart ejede den og kørte den næsten i sænk. Og efter en anholdelse hvor hans bedste vens far gav ham et ultimatum, måtte han indse at han ikke kunne fortsætte som han havde gjort tidligere. Ikke mere druk og hor. Han skulle nu være voksen og ansvarlig. Og ikke tage for givet at han uofficielt var blevet det femte medlem i Ryder-familien. En familie som han ikke vil svigte. Men det kan blive svært da han indser af Emmy er hjemme igen og hans følelser for hende har ændret sig drastisk. Han kan og må ikke forelske sig i sin bedste vens lillesøster. Det ville de aldrig tilgive ham. Men tiltrækningskræften er for stor. Han må og skal tættere på hende.

Luke tilbyder at hjælpe Emmy med at komme på plads. Og efter at hun har åbnet op for ham ang. sit grimme uheld der har gjort hende bange for at komme i sadlen igen, beslutter han sig for at støtte hende og hjælpe hende over det. Og det får Emmy til at indse at Luke har ændret sig. Hun synes faktisk om ham nu. Ret meget endda. Og i takt med at følelserne hos dem begge vokser, jo sværere bliver det at holde det skjult for venner og familie. Hvad vil der ske når de indser hvad de har gang i? Vil det ødelægge deres chance for at finde ud af om det kan føre til mere? Til en fremtid sammen?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Dette er en virkelig skøn western-/cowboy romance serie som følger en familie på en ranch og deres møder med den helt store kærlighed. I denne bog bliver man forkælet med en masse humor, pinlige episoder, begær, hemmeligheder, kærlighed, familiesammenhold, personlige udviklinger og en god portion western-stemning. En ødelagt rodeorytter der har mistet troen på sig selv og en tidligere playboy nu golden retriever der har fået forbudte følelser for sin bedste vens lillesøster. De burde ikke finde sammen, men kærlighed er stærkere end "burde". En virkelig skøn og hjerteskærrende historie.


"Swift and Saddled"

Ada Hart kommer direkte fra et giftigt ægteskab og vil nu finde sin egen plads i livet. Finde en karriere som hun kan være stolt af. En karriere inden for design og indretning. Og hun har stor succes med sit eget firma. Så meget succes at hun er blevet bestilt til et stort projekt på Rebel Blue Ranch. Men det første møde med Meadowlark og de lokale starter ikke helt som planlagt. Et stop på den lokale bar ender med et kys med en flot cowboy, men hun stikker af før hun finder ud af hvad han hedder. Men det skal hun nok finde ud af. Før end hun regner med. For den flotte fremmed cowboy er hendes nye chef. Weston "Wes" Ryder. Pinligt!

Wes har ikke kunne lade være med at tænke på den fantastiske kvinde han mødte på baren, og det er som om guderne har hørt ham, for hun er ankommet til ranchen. Og det viser sig at være den indretningsarkitekt han har ansat til at renovere og indrette hans drømmeprojekt - deres nye gæsteranch. Og hun er intet mindre end perfekt. Lige indtil hun beder ham stoppe med at gøre tilnærmelser. Kysset var en fejl og det sker ikke igen. Men kan denne Ada nu også overholde det? Kan Wes få hende til at skifte mening? Jo mere de lærer hinanden at kende jo stærkere bliver tiltrækningen mellem dem og de kan ikke holde sig fra hinanden længe.

Ada prøver virkelig at holde sine følelser bag lås og slå. Hun vil ikke end med at blive fanget i et forhold som det hun havde med sin eksmand. Hun skal jo også rejse lige så snart projektet er slut. En ting som Wes også er klar over. Men han ønsker at hun skal leve sine drømme ud i forbindelse samtidig med at de kan have et forhold. Men kan han overbevise Ada om at det godt kan lade sig gøre? At hun godt må ønske sig begge dele? Eller er deres forhold dømt til at falde fra hinanden uanset hvad?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Dette er en virkelig skøn western-/cowboy romance serie som følger en familie på en ranch og deres møder med den helt store kærlighed. I denne bog bliver man forkælet med en masse humor, knuste hjerter, begær, angst, kærlighed, familiesammenhold, personlige udviklinger og en god portion western-stemning. En håbløs romantiker og cowboy der giver alle alt hvad han har i sit hjerte og en bange og knust kvinde der ikke længere tror på at hun fortjener kærlighed og tætte forbindelser. Det kan virke som et umuligt match, men man kunne ikke tage mere fejl. En virkelig skøn og hjerteskærrende historie.

Som I nok kunne fornemme i starten af dette indlæg, så var jeg lidt nervøs for om disse bøger ville falde i lige så god smag som Elsie Silvers bøger, og ved I hvad? De er satme tæt på! Jeg har indtil videre nydt denne serie og de to første bøger var virkelig skønne. Jeg elsker Ryder familien og jeg glæder mig til at lære dem endnu bedre at kende igennem de næste to bøger i rækken.

Jeg elsker kemien imellem hovedpersonerne, jeg elsker humoren og så bliver man altså bare så glad for de små intriger og kærligheds-slåskampe der foregår. Det får flere fnis og grin ud af mig. Tak!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)