BlogVisit - Mød Charlotte Højbjerg


I dag kan jeg byde en gæst velkommen på bloggen. :) Normalt er det andre bloggere jeg har haft på besøg, men denne gang er det en der står mig lidt nærmere, og som ikke ret mange af jer kender. Nemlig min søster. :D Så here you go sis! Say Hi.

Kort beskrivelse af dig selv
"Mit navn er Charlotte Højbjerg. Jeg er 26 år gammel og er bosat i Viborg, men er opvokset på Sydfyn i den smukke havneby Faaborg. Jeg er om 1,5 år uddannet som sygeplejerske og har derefter planer om at arbejde inden for psykiatrien. Jeg bor sammen med min dejlige kæreste Stig på 29 og to dejlige katte, Mini Muh og Theodor Fælgen. I min fritid nyder jeg ofte en god bog (lige for tiden Harry Potter serien), gamer (Sims, WoW og diverse Nintendo spil) med kæresten, ser serier og film og nyder ellers bare livet!"

Hvad har du indtil videre brugt din sommer på?
"De første 2 uger, af min 8 uger lange sommerferie, blev brugt på Fyn med familien og kæresten. Vores bil brændte sammen i motoren på vej hjem derfra og derfor har de sidste 3 uger gået med at lede efter ny bil. Samt et uheldigt køb hos en uærlig bilsælger i Fredericia, som endte med delvis tilbagebetaling med tab på 3000 kr. for os. Biler hænger mig efterhånden laaaangt ud af halsen. ;) Vi har dog været heldige at finde en bil hos en ærlig sælger, dog skal vi af med en del flere penge end først planlagt, men sådan er det. Resten af min sommerferie (3 uger) skal forhåbentlig bruges på afslapning og uden stress, da jeg skal starte et hårdt modul op efter sommerferien."

Hvordan ser din drømmeferie ud?
"Kunne godt tænke mig at prøve en bilferie ned gennem Europa (Tyskland og Frankrig især) hvor man sover i telt på campingpladser eller tilsvarende. Dertil ville det være super fedt at være i Frankrig imens der er Tour de France, da jeg er stor fan af dette cykelløb – det hører bare sommeren til (dog er kæresten ikke helt enig med mig her, men så må han sidde med en Nintendo DS imens jeg står og hepper i vejkanten). Elsker den tyske kultur og sproget og det samme med Frankrig, så disse to destinationer vil jeg gerne besøge. Jeg vil gerne prøve at opleve ”det lokale” fremfor storbyerne."

Har du en gadget, et produkt eller andet, som du bare ikke kan undvære en sommer som denne?
"Min blæser og mine plastik-isterninger! Jeg har en funktionstemperatur under 20 grader, så blæseren er min bedste ven når termometeret nærmer sig 25-30 grader. Derudover er jeg stor fan af nogle plastikisterninger, som jeg har fået af en veninde, som kan vaskes og genbruges. De er mega smarte da de køler, men ikke fortynder ens drik. De koster kun 10 kr. i Føtex og er formet som farverige frugter! ;)"

Hvem ser du op til?
"Der er ikke nogen bestemt jeg ser op til, men har/har haft en del faglærere og kliniske vejledere, som jeg håber at kunne måle mig med i mit fremtidige virke som sygeplejerske. "

Har du noget du vil anbefale?
"Min Nintendo 3DS XL (Animal Crossing New Leaf Special Edition), som er en håndholdt spilkonsol, kan man købe mange sjove spil til – både i fysisk form og som download. Den kan spille de gamle DS spil samt de nye 3DS. Jeg nyder at spille mine Mario og Luigi spil, samt mit Animal Crossing New Leaf og bruger mange timer på den. Den er mega handy og kan holde strøm i lang tid. Den er nem at have med i tog og på ferier. Den har indbygget WIFI og bluetooth, samt at den kan vise spillene i 3D (dog kun 3DS spil) uden brug af specielle briller. Foruden det kan den optage i 3D. Nu er det ikke fordi dette skal være en salgstale, men er enormt glad for min og både min kæreste og jeg bruger mange timer om ugen på hver vores. Så har man spil og underholdning som kan tages med overalt, så er det klart et must-have! ;)"

Hvordan er det at have en efterhånden ret garvet blogger i familien?
"Det er ikke noget jeg sådan tænker meget over - det er bare sådan det er og har været i mange år. Det er praktisk at jeg kan følge med i min søsters gøren og laden når nu jeg bor ca. 200 km væk, men ellers er det bare dejligt at se hendes flotte designs og kreative ideer udfolde sig på nettet. Jeg er en stolt lillesøster!"

Har du selv overvejet at blive det?
"Jeg kunne godt finde på at have en blog (og det har jeg egentlig også), som jeg ville bruge som en form for offentlig dagbog, hvor jeg kan lufte tanker, holdninger og ideer, men det ville aldrig blive i samme omfang som min søsters blog. Derfor ville den nok heller ikke kunne høste så mange læsere."

Hvis du skulle beskrive dig selv med 3 ord
"Ambitiøs (fagligt), (k)ærlig og humoristisk."

Mange tak til min søs fordi hun ville være med til dagens challenge. :D Hun nævner hun selv har en lille blog - som ikke er helt så aktiv endnu, men bliver det - og den kan I finde her: gnuffi.blogspot.dk


English version:
Translate the post from the option in the bottom.

Twitter | Instagram | Facebook | Bloglovin'

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)