
I April fik jeg endelig også købt filmen "Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald" og nu har jeg fået indhentet det jeg manglede at se fra den magiske verden. :D Jeg havde en "Fantastic Beasts"- aften hvor jeg fik set dem begge, og OMG! hvor er jeg altså glad for de film. Men hvad fanden?! Der skete nogle ting i to'eren som jeg på ingen måde er glad for. Shit man! Er spændt på at se hvad der nu skal ske. :D
Jeg har også været rigtig glad for Part 2 af TV-serien "Chilling Adventures of Sabrina", som blev offentliggjort på Netflix i denne måned. Åhhh jeg havde glædet mig til den sæson og jeg var på ingen måde skuffet. Den serie er altså bare så dejlig dyster og nostalgisk.

Årets første ReadAThon var også i April måned og den weekend fik jeg læst bogen "Nattens Cirkus" af Erin Morgenstern. Jeg fandt den til 20 kr og jeg synes den lød spændende. Den var dog meget bedre end hvad jeg havde forventet, så jeg er super glad for at den nu er iblandt mine bøger. Og derfor er den også kommet iblandt mine favoritter i denne måned.
For en evighed siden bestilte jeg nogle fake septum piercinger på eBay, og de nåede endelig frem i sidste måned. Det er dog først her i April at jeg har fået leget lidt med dem, og hvor er jeg altså bare glad for at jeg fik dem hjem. De er sorte og super simple, så de passer til alt. Og jeg troede faktisk kun at jeg bestilte én, men der var vist 10 stk i pakken. 10 stk! Så nu skal jeg ikke være bange for at miste et par stykker. Fantastisk!

Jeg shoppede også en smule lækre sager til kroppen i denne måned, og én af de store favoritter har været min "Almond Milk" Body Yogurt fra The Body Shop. Jeg blev bekendt med disse yogurts da jeg modtog en i en tidligere Goodiebox, og siden har jeg gerne ville have flere. Og nu var det altså på tide at købe nogle af de andre duftvarianter hjem. Det blev altså en "Almond Milk" og deres nye limited edition "Cactus Blossom". Jeg er kæmpe fan af denne tynde og skønne konsistens og jeg kan kun anbefale jer at prøve dem. Den er SÅ meget bedre end body butters.
Sidst men ikke mindst - I Påsken var vejret virkelig lækkert og Sommer-agtigt, og.. jah.. min pande og næse havde en fest i solen i Påsken. De var i hvert fald godt rødmosset og havde brug for en intens tømmermændsbehandling. Så jeg hev min Aloe Vera Gel fra Urtekram frem og druknede huden i det. Få dage efter blev mine arme og ben også angrebet af den grådige sol, så der skulle også lige hældes lidt gel over. Av av av. Jeg er simpelthen så glad for at have den gel, fordi den er så lækkert og den brændte fornemmelse på huden bliver dæmpet lige med det samme og den røde farve går hurtigere væk end hvis man ikke brugte noget. Så den har helt sikkert også været en favorit i denne måned og bliver helt sikkert også taget i brug denne Sommer. Jeg er en virkelig gennemsigtig-bleg Dansker, så jeg bliver solskoldet bare af at høre vejrudsigten. *Suk*










Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)