Skrevet af Anette Guldager Boye - Forfatteren bag bogen "Born from magic" (Kommer i en Dansk udgave d. 14 April 2020)
Jesper rejste sig op og strakte ryggen. Det var hårdt at stå bukket over de tunge sten på marken, men han havde fået besked på at fjerne de mange sten fra bondemandens mark inden udgangen af måneden, og han havde brug for pengene.
Han sendte det lille husmandssted han kaldte hjem et blik. Det skæve gamle hus der puttede sig ind mod de gamle træer fra en nedlagt frugthave. Han sukkede det var ikke meget han kunne kalde hans. Han kunne se de skæve vinduer ved den ene stue der udgjorde hele boligen, sammen med det lille køkken hvor han også havde sin seng. I soveværelset lå hans kone der var alvorlig plaget af gigten på denne årstid. Hun plejede at lave mad for folk til fester, men hun kunne ikke holde til det længere. Derfor havde han taget jobbet hos den rige bonde der ejede marken, han nu stod bøjet over.
Det var en kold december morgen i et år der ikke havde været deres bedste. Deres søn var taget til byen for at finde arbejde i fabrikkerne, men havde endnu ikke været i stand til at sende penge hjem og lægeregningerne hobede sig op.
Han bøjede sig ned over den genstridige sten, han havde kæmpet med hele morgenen. Den syntes at fortsætte uendeligt nedad. På overfladen kunne man kun se en spids stikke op, men efterhånden som han gravede nedad voksede den. og begyndte at ligne en sten som vikingerne havde brugt til deres begravelser. Sådan en havde han set engang som ung, på en af de sjældne udflugter han havde været på. Det havde været lærer Andersen, en ung entusiastisk lærer fra København, der var kommet til deres lille landsbyskole da han havde været omkring de 12. Han havde taget dem med ud til det her sted han havde kaldt en skibssætning, hvor de gamle kæmper havde begravet de døde. Kort efter var han blevet sendt ud at tjene. Han rystede på hovedet. Arbejdet blev jo ikke gjort ved at han stod og dvælede ved fortiden.
Han stak skovlen i jorden og inspicerede stenen han var ved at grave ud. Det så ikke umiddelbart ud til at han var bare halvt nede ved bunden af den. Måske blev han nødt til at bede om hjælp til den her, for han ville vist ikke have en jordisk chance for at flytte den alene. Han sukkede han ville helst ikke gå til bonden, da han var bange for at han ville trække ham i løn, men han var også godt klar over at han blev nødt til det, da han ikke ville få arbejdet gjort alene.
Han tog lommeuret op af lommen. Næsten frokost. Han måtte vel hellere gå ind og få noget at spise og så kører hen til Clausen bagefter. Han pakkede redskaberne sammen og gik over mod den lille stald der hørte til stedet de lejede af herremanden. Det var en kombineret stald og lade, men det var længe siden de havde haft dyr derinde. Deres sidste ko var blevet syg og de måtte slagte den.
Da han satte skovlen fra sig, lød der et ordentlig brag, og så kunne han hører en der bandede. Forbavset vendte han sig rundt. Der kunne da ikke være andre her inde i stalden sammen med ham. Det lød som om det kom fra en af båsene hvor køerne tidligere havde stået. Tøvende tog han et par skridt i den retning. Til hans forbavselse kunne han se en lille tophue stikke op over træværket. Han stoppede op. Mon det var en god ide at gå tættere på. Han tøvede.
___“Er der nogen?” kaldte han. Der kom ikke noget svar, og den svage puslen, han havde hørt for et øjeblik siden, stoppede. Han prøvede igen.
___“Er der der nogen?”
___“Ja det er mig!” Kom det med en rystende tynd stemme. Forbavset hold Jesper vejret.
___“Hvem er jeg?” fik han så sagt. Der kom ikke noget svar, så tøvende tog han de sidste skridt hen til båsen og så rundt om hjørnet. Han stoppede forbløffet op. I det der engang havde været fodertruget, sad en mandsling ikke meget større end et seksårigt barn, men med skæg ned til maven. Blot sad skægget nu fast mellem to træplader i siden af båsen. Mandslingen sad helt stille og skævede op til Jesper der forbløffet stirrede på ham. Han kom sig over overraskelsen og trådte nærmere.
___“Du har da vist brug for lidt hjælp!” Tilbød han den lille mand. Manden der havde set på ham med mistænksomme øjne, lyste op i smil.
___“Tak mange tak, ja tak!” kom det fra ham, mens han næsten lavede små hop med kroppen. Jesper trak forsigtigt plankerne i båsen fra hinanden, så den lille mand kunne trække skægget fri. Så trådte han tilbage og lod den lille mand komme ud af båsen.
___“Må jeg spørge hvordan du sådan er kommet i klemme herinde?” Den lille mand så på ham med et finurligt glimt i øjet.
___“Jov ser du, jeg trængte til et sted med lidt fred og ro, for der er håndværkere ved mit hjem i øjeblikket og så forsøgte jeg at nå tæppet deroppe.” Han pegede op mod en lærredssæk der lå kastet hen over kanten på båsen. Jesper så op på sækken han pegede på og tilbage på den lille mand.
___“Jeg tror jeg kan gøre bedre end det! Jeg har et par tæpper inde i huset, som vi ikke bruger. Vi har desværre ikke plads til dig i huset, men du skal være velkommen til at gøre dig det behageligt her!” Den lille mand lyste op i et smil og strøg sig hen over det nu frigjorte skæg. Det nåede ham næsten ned til maven. Jesper sukkede.
___“Det er ikke fordi vi har meget, men kom ind og få lidt frokost.” Den lille mand fulgte efter ham ind i huset og hoppede op på bænken ved køkkenbordet. Jesper fik serveret maden for hans kone Marie og fik så stillet lidt an til ham selv og den lille mand. Han kom til at tænke på han slet ikke havde fået at vide hvad han hed. Han spurgte ham, men den lille mand smilede bare skælmsk og svarede ikke. Jesper trak på skuldrene. Det kom vel sådan set heller ikke ham ved, selvom den lille mand havde invaderet hans gamle stald.
Da de havde spist, fandt Jesper de gamle tæpper frem og gav dem til den lille mand.
___“Kom ind og få noget aftensmad senere!” Foreslog han så den lille mand, der blinkede til ham og forsvandt ud af døren i retning af den lille stald. Så greb han sin hat og gik med tunge skridt ud til vognen. Han måtte vel hellere fortælle bondemanden om hans problemer med den store sten, der syntes at fortsætte nedad i en uendelighed. Han kastede et blik over mod marken. Til hans overraskelse så han den lille mand hoppe rundt derude hvor stenen befandt sig. Han stod og betragtede ham lidt og besluttede sig så for at se hvad han lavede. Men på vej derover kunne han se den lille mand forsvinde hen over marken med et læs i hænderne. Forbavset så han efter ham. Han kom til stedet hvor stenen skulle være, men kunne ikke finde den. Forvirret så han rundt. Det var jo ikke fordi den ville være svær at få øje på, Forbløffet stod Jesper og så rundt uden at kunne forstå hvad der var sket, men væk var stenen. Alt hvad han kunne finde, var hullet han havde gravet, og hvor toppen af stenen havde kigget ud af jorden var nu kun et sort hul. Lettet og noget forundret vendte han rundt og gik tilbage mod huset for at fortælle Marie hvad der var sket.
Dagen efter kom bondemanden over for at give ham hans løn, han havde tjent ved at rense marken for sten. Det var som om bonden ventede på han ville fortælle ham noget, men ville ikke rigtig sige hvad det var. Han spurgte Jesper flere gange om han var stødt ind i problemer, som om at det burde han havde gjort. Jesper kunne ikke få sig selv til at fortælle ham om stenen der var blevet væk, fordi han var bange for at bonden så ville sige han ikke havde gjort arbejdet selv, og derfor ikke give ham hans løn. Med den løn kunne han nemlig nu betale Maries behandling hos lægen og de kunne spise rimeligt godt hen over Julen. Der ville måske rent faktisk blive Jul i det lille hjem. Noget han havde haft sin tvivl om i år. Clausen fortrak uden at få svar på sine spørgsmål. Han sendte Jesper et sidste underligt undersøgende blik, da han forsvandt ud af døren. Jesper sad forundret tilbage. I det øjeblik så han en tophue forsvinde ind i stalden igen. Af en eller anden grund havde han på fornemmelsen at den lille mand havde noget at gøre med hans nyfundne held. Han rejste sig op og gik over mod stalden. Her fandt han den lille mand der var ved at gøre sig det bekvemt på loftet. Han stod tavst og så på ham lidt. Så røg det ud af ham.
___“Tak for hjælpen!” Den lille mand sendte ham et grin med et glimt i øjet.
___“Tak selv!” Så forlod Jesper stalden. Han ville ikke forstyrre mere end nødvendigt, men en varm følelse af glæde spredte sig i ham. Livet var lige pludselig en smule gladere.
Hvad siger I? Kunne I lide denne type indlæg? Er det noget jeg måske skal gentage næste år? Giv endelig feedback så jeg ved hvad I synes. Og hvis I ønsker mere Jule-læsning, så kunne I give min egen (lidt længere men meget amatør-agtige) gamle Julenovelle, "Julen i Fare" et kig. Jeg skrev den tilbage i 2009. Som sagt så er jeg ikke forfatter, og.. tja. Det er 10 år siden at jeg skrev den, men den ligger stadig i 4 kapitler her på bloggen, såå.. tja. Giv den et læs hvis I kunne have lyst. ;)
Hvis I vil læse mere af Anette, så synes jeg at I skulle kigge nærmere på hendes bog, "Born from magic", som udkommer i en Dansk udgave d. 14 April 2020. Jeg er personligt rigtig glad for den bog, og jeg glæder mig helt enormt til den næste. I kan læse min anmeldelse af den første her.
Interesseret i at læse flere Jule-indlæg?
Find tidligere Jule-kalender Indlæg her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)