Da jeg var lille troede jeg ...

... at jeg aldrig ville få lange negle da jeg bed dem så langt ned. De var så skrøbelige at de flækkede hele tiden og så var det nemmere bare at bide dem af. Det var dels fordi jeg selvfølgelig bed i dem, men da jeg blev ældre ramtes de også af psoriasis, så de smuldrede bare væk.

... at når jeg blev forkølet og kun kunne trække vejret igennem ét næsebor, så ville der også kun komme luft ned i den ene lunge. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tænkte over hvad der ville ske når begge næsebor ville være sat til i snot. *Hahahahahah*

... at mine øjne skiftede farve i forskelligt lys og alt efter årstiden. Jeg var overbevist om at den gyldne ring omkring pupillen blev mere gul eller mere orange og at den blå farve blev mere grålig eller blå.

... at mine vipper ikke ville gro ud igen når jeg klippede dem kortere. Og ja det gjorde jeg. Klippede i dem. Og igen.. hvorfor undrede jeg mig ikke over at jeg skulle klippe dem ned efter noget tid? Hvorfor de blev længere? Tsk tsk. Og I tænker nok "Hvorfor fanden klippede du dem?" - well.. Jeg synes de var for lange. :P

... at stjernerne brændte og at det var derfor de lyser sådan op om natten. Og at de forsvandt når de brændte færdig og der kom nye med tiden. Og jeg var også ret sikker på at de kunne bevæge sig.

... at jeg kunne både danse og synge. Let me just tell you. That's a big fat lie. *Haha*

... at jeg aldrig ville miste min bedste veninde. Altså den bedste veninde jeg havde i folkeskolen. Vi var altid sammen og jeg var overbevist om at vi ville blive voksne sammen og stadig have kontakt. Ja det var hun så ikke interesseret i da vi blev ældre. Tak for... you know.

... at jeg ville flytte til Irland og bo når jeg blev voksen. Det var faktisk en drøm jeg havde fra jeg var meget ung og kun fik bekræftet lysten og drømmen om det da jeg endelig fik mulighed for at besøge landet mange år efter. Men.. min barndomsdrøm om at bo der er pt på ingen måde mulig. Og jeg ved heller ikke om den nogensinde bliver det.

... at jeg var den eneste der så spøgelser derhjemme. Men det viste sig mange mange år efter at min søster så nøjagtig det samme som jeg gjorde. Det fandt vi dog først ud af da vi blev meget ældre og pludselig begyndte at snakke om det. Og nu oplever mine forældre også ting.

... at det var noget galt med mig og at min hjerne var i stykker. Jeg forstod ikke hvordan folk kunne koncentrere sig om at læse, lave lektier eller lytte efter i timerne i skolen. Hvordan de kunne have så meget energi og var så ivrige efter at lege med andre hele tiden. Og hvorfor de ikke blev usikre og angste for store forandringer. Jeg talte aldrig om mine tanker og følelser dengang da jeg troede jeg var alene om at have det sådan. Det er først nu her inden for de sidste 3 år ca at jeg har fået svar på hvad der var galt.

... at jeg ville få en ræv som kæledyr på et tidspunkt når jeg blev voksen. Jeg har altid elsket ræven og jeg var helt overbevist om at ræve da selvfølgelig også kunne holdes som kæledyr. *Hehe* Og jo der er da nogen der har dem som kæledyr i udlandet, men det er jo primært folk der tager dem ind og passer på dem hvis de har specielle behov eller skal gøres klar til at komme ud i naturen igen. Så min barndomsdrøm om en ræv som kæledyr var liiiiidt urealistisk, men det tænker man jo ikke over når man er så lille. :P

Barnehjernen er sku en sjov, fantasifuld og spøjs ting

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)