Anmeldelse af "Sekratura Harmada" ("Forbandelsen over Laitana" 3) af Sissel Moody

Reklame for forlaget Klippe og forfatter Sissel Moody - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Endnu en dansk fantasy-serie har nået sin afslutning. Denne gang er det "Forbandelsen over Laitana" af Sissel Moody som skal sluttes af med bogen "Sekratura Harmada". Jeg har været så heldig at Sissel og hendes forlag, forlaget Klippe, har sendt mig bogen til anmeldelse. Og selvom det endnu engang er vemodigt at sige farvel til en serie, så var jeg også virkelig spændt på at læse denne og få afsluttet serien. Tilbage i 2019 læste og anmeldte jeg de to første bøger i serien, og jeg troede faktisk at den tredje bog ville komme året efter, men Sissel endte med at holde os hen i spænding i hele 3 år. Var ventetiden så det værd? ;) Det kan I læse mere om herunder. Enjoy!

Linea er tilbage hos sin familie på jorden. Hun er i dyb sorg over tabet af flere personer som hun var begyndt at holde meget af. Men hun blive nødt til at forsøge at finde det gode humør frem. Hun fylder 18 år og hendes forældre har gjort meget for at gøre dagen speciel. Hun får endda besøg fra Laitana. Men det mørke og triste humør påvirker hende stadig en del. Og da hun får seneste nyt fra Laitana skal hun tage en svær beslutning. Er hun klar til at tage med tilbage og bekæmpe Exma? Er hun klar til at overvinde forbandelsen og redde Laitana? Det bliver et valg hun i sidste ende ikke selv får lov til at tage. Det er tid. Uanset om hun er klar eller ej. Og det skal være nu.

Og Laitana er i langt værre stand end som hun forlod det. Tiden er ved at rinde ud for dem. Linea og hendes venner og allierede går den sværeste kamp i møde og det er ikke alle der slipper ud af kampene i live. Alt for mange farefulde rejser. Alt for mange hjerteknusende tab. Det ser efterhånden mere og mere umuligt ud at vinde over Exma. Hendes hær er stor og selvom Linea er frelseren så begynder de store tab af påvirke hende og hendes kampgejst. Men hun bliver nødt til at kæmpe videre. Hendes venners død skal ikke være forgæves.

Få sejre fejres, folk mindes, nye og uventede allierede slutter sig til dem. Det er tid til at Linea står ansigt til ansigt med Exma. Begge med hvert deres våben. Men hvem ender med at være klogest med brugen af dem? Og vil resultatet i sidste ende være som håbet? Krigen slutter uanset hvem der vinder. Men hvordan vil fremtiden se ud? Vil der overhovedet være noget tilbage at fejre?

Denne bog er en fin afslutning på en historie om en forbandet verden i skyerne som kun en ung frelser fra jorden kan løse. Uden at afsløre for meget, så kan jeg fortælle at slutningen har en lidt.. uventet - og så alligevel ikke - slutning. For den har en lille overraskelse til sidst. Og det er en fin lille sløjfe at slutte af på. Det har Sissel gjort godt. Jeg kunne sagtens se denne serie som et fint eksempel på en der kunne egne sig godt til et yngre publikum i fx. folkeskolen. Jeg ville i hvert fald have elsket det hvis den var på pensum dengang jeg var i skolen. Den kommer ind og berører emner som ensomhed, mobning, selvværd hos unge mennesker, accept af alle størrelser, former og farver og sidst men ikke mindst kærlighed og venskab. Ting som unge mennesker slås meget med og som bliver beskrevet fint i denne serie. Og man sidder tilbage med et stort smil på læben når man vender den sidste side i denne tredje og sidste bog.

En skøn fantasy-serie med masser af overraskelser, vigtige og svære temaer, magi og farefulde rejser. Tak for skøn læsning Sissel. Ser frem til at se hvad du finder på i fremtiden. ;)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)