Anmeldelse af "Kunsten at holde på en hemmelighed" af Sarah Morgan

Reklame for forlaget HarperCollins og forfatter Sarah Morgan - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg har alle dage været forelsket i Sarah Morgans bøger og da forlaget HarperCollins skrev at de udkom med endnu en til samlingen dette forår så måtte jeg bare stille mig i kø for at få den til min samling. "Kunsten at holde på en hemmelighed" lød nemlig som den perfekte historie til årstiden og Sarah Morgan har endnu ikke skuffet mig. Så hvorfor skulle hun gøre det denne gang?

Men var mine forventninger for høje denne gang? Lad os finde ud af det. Jeg har nemlig fået læst bogen og min anmeldelse kommer her. ;) Enjoy!

Laurens ægteskab blev ikke bygget op af den helt store kærlighed og fremtidsdrømme, men af fornuft. Og hun tvivler nu på om hun tog det rigtige valg for 17 år siden. Hendes mand er død og har efterladt hende og datteren med skuhøj gæld og alt for mange problemer på grund af hans hemmeligheder. Deres hjem i London er væk. Deres penge er væk. De har mistet alt de ejer. Og datteren har tilmed også afsløret den store hemmelighed som forældrene gemte på og det truer med at ødelægge det sidste Lauren havde tilbage af familien. De er nu tvunget til at tage tilbage til Laurens barndomshjem. Hjem til det hun har forsøgt at glemme. Hjem til hendes søster og mor. Men vil det vise sig at være starten på endnu flere problemer når fortiden pludselig står og kigger hende i øjnene?

Jennas største ønske er at blive mor. Men deres forsøg på at blive gravide resulterer igen og igen i negative resultater. Og det er begyndt at påvirke deres ægteskab. Hendes mand virker vred og irriteret. Er det på grund af hende? Har hun presset for meget på? Vil hun risikere at miste sit livs kærlighed? Hun forsøger at skubbe angsten væk og distrahere sig selv med hendes søsters ankomst og med at hjælpe deres mor med de udfordringer hun har afsløret at have. Men er det nok? Og hvad sker der når endnu flere hemmeligheder bliver afsløret? Vil det være enden på alt de har kæmpet for?

Macks afsløring af forældrenes hemmelighed har gjort hende vred og fuld af sorg. Hvordan kunne de holde det hemmeligt for hende? Intet i hendes liv giver mening længere. Hun hader det. Og nu skal hun endda forlade sine venner. De få der var. Men kan hun starte forfra i morens barndomshjem? Alt bliver anderledes. Og hun overraskes over at stå ansigt til ansigt med den person hun mindst ventede at møde. Hvad vil det betyde for hende? For hendes nye liv?

Nancy ved at hun har svigtet sine døtre og hun har dårlig samvittighed. Men hun havde ikke noget valg. En altødelæggende hemmelighed truede deres familie og hun blev tvunget til at holde lav profil. Også selvom hun hadede det mere end noget andet. Og det ændrede hende. Hun blev bitter og tilbagetrukken. Og det har haft store konsekvenser. Hun havde dog ikke forventet at hendes døtre ville smide alt de havde i hænderne for at hjælpe hende da det ser allermest sort ud. Efter alt det hun har gjort. Men vil det måske vise sig at være det perfekte tidspunkt at afsløre den hemmelighed der lå som en sort sky over familien? Vil de kunne tilgive hende? Vil det kunne samle dem? Gøre deres bånd stærkt igen? Er familiens styrke stærkere end nogen af dem turde håbe på?

Dette er en hjerteskærende historie om tre generationer af kvinder som bliver konfronteret med grimme hemmeligheder, sorg og store udfordringer som kan ende med at ødelægge alt de elsker og holder af. Det er en historie fuld af styrke, overraskelser, sammenhold og kærlighed. Om at finde modet til at leve videre, tilgive og at turde at drømme. Om styrken i en familie som kan hele selv det mest knuste hjerte. Om at blive en familie igen.

Det er en virkelig smuk historie fuld af sorg, men der er også så mange skønne øjeblikke som man ikke kan lade være med at blive varm indeni af. Sarah Morgan er eminent til denne type historier og hun har gjort det igen. Jeg elskede historien og jeg glæder mig meget til at læse flere af hendes skønne bøger. Jeg har efterhånden en skøn samling af hendes bøger og den vokser lige så stille og roligt og jeg elsker det! Tak til Forlaget HarperCollins for alle de skønne anmeldereksemplarer jeg har fået tilsendt i årenes løb. Og tak for alle de fremtidige af slagsen. :D

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)