Mit Bog Blogger Interview (Det blev aflyst)



Hvilken genre er din foretrukne?
Uhhhh… Den er ikke helt nem, for der er rigtig mange genre som jeg elsker, og det er alt fra krimi, gys, tøsefnidder og de mere realistiske historier, men hvis jeg absolut skal hive én genre ud, så bliver det Fantasy. Den genre er for mig rigtig bred, for det kan være alt fra magi, vampyrer, varulve osv. Jeg kan godt lide, at jeg i den genre kan drømme mig ind i en fantasy-verden, hvor stort set alt kan lade sig gøre.

Når jeg læser bøger, så har jeg det med at leve mig rigtig meget ind i dem, og så ”bliver jeg en del af historien”. Jeg begraver mig nærmest med den pågældende bog jeg sidder med, og så er omverdenen næsten ikke-eksisterende. Det betyder så også, at jeg kommer alle følelsesregistrene igennem, og derfor læser jeg helst bøger når jeg sidder for mig selv. For det ville simpelthen være for pinligt, hvis jeg pludselig sad og råbte af bogen, tudede med en af hovedpersonerne eller grinte af noget der sker i historien. Så hvis jeg kan få lov til at være alene imens jeg læser, så gør jeg det, og så er jeg ikke til at komme i kontakt med i flere timer af gangen.


Din yndlings bog-ting du ejer?
Min yndlings bog-ting må helt klart være mit bogmærke fra Irland. Jeg er simpelthen så glad for det. Det minder mig om min tur i 2010, hvor jeg var ovre og nyde det smukke land på studietur, og dette er én af de skønne ting jeg købte derover, og den bliver brugt flittigt. :) Desværre så er den ret skarp i kanterne, så er ikke meget for at sætte den ned over siderne så den sidder fast, men hvis ikke jeg tager for mange sider imellem, så plejer det at gå ret smertefrit. :)

Men det er simpelthen så fint. Der er kløvere på, som selvfølgelig repræsenterer Irland, og så er der også lidt keltisk mønster på, som jeg ser som værende lidt der repræsenterer Wicca - som jeg er dybt fascineret af og som jeg dyrker lidt. Så det er perfekt til mig det her. :D Bedste køb jeg gjorde mig i det Irske.


Hvilken bog har fået dig til at græde?
Det er der efterhånden et par stykker der har kunnet, og det er svært kun at nævne én, så derfor bliver jeg nødt til at nævne et par serier – for det er ikke enkelte bøger.
Som nævnt før, så er jeg en der lever mig pænt meget ind i bøgerne, og derfor er det også ret nemt at blive følelsesladet. De serier som har fået mig til at knibe flest tårer er; ”The Wolves of Mercy Falls”, ”Sweep”, ”The Twilight Saga” og ”Harry Potter”. Der vil nok sidde nogen derude og tænke ”WHAT!?”, men det er sandt. Disse serier har virkelig kunne få mig til at græde snot nogle gange. Det er ofte hvis der er nogen der dør, nogen der bliver revet ufrivilligt fra hinanden, hvis der sker noget ubehageligt, men så sandelig også når der sker noget godt, lykkeligt og hvis der er noget helt igennem fantastisk, som jeg bare bliver så rørt over. Jeg har også flere gange måtte smide bogen fra mig fordi det blev for voldsomt. Jeg er en meget følsom person, og det kan være svært at styre det nogle gange. Dog så lader jeg ikke bøgerne ligge ret længe af gangen, for man vil jo gerne vide hvad der sker! Bliver det bedre/værre? HVAD SKER DER?! Så jeg tvinger mig selv igennem disse følelser fordi jeg er stædig, nysgerrig og simpelthen bare sluger det hele råt. :P


Hvilken bog planlægger du at du bare skal læse i 2014?
Jeg har mange bøger liggende, som stadig mangler at få vendt deres sprøde sider, men der er en serie som jeg virkelig gerne vil have læst i år. Jeg har ikke været bekendt med bøgerne lige så længe som så mange andre, men efter jeg så filmatiseringen af den første, så måtte jeg altså bare se om ikke jeg kunne anskaffe mig hele serien, og den fandt jeg heldigvis ret billigt på nettet. Der er her tale om ”Caster Chronicles”-serien.

Jeg har kun læst teaseren bag på den første bog, og har nægtet at læse på de andre, for jeg vil ikke have noget afsløret inden jeg læser dem. Derfor har jeg heller ikke læst anmeldelser af dem. Bøger som disse, som handler om magi og mystik, er faktisk dem jeg nyder mest at læse. Dog kan jeg jo ikke udtale mig om disse endnu, men jeg håber virkelig at de lever op til forventningerne, og jeg glæder mig til at se hvordan det kommer til at gå for Ethan og Lena. Jeg kender jo en smule til historien i forvejen fordi jeg har set filmen, og det gør også at jeg er lidt ekstra spændt. Jeg er dog ret så sikker på, at bøgerne kun vil overraske mig positivt, for jeg har endnu ikke set en filmatisering af en bog, som var bedre end selve bogen, så tror bøgerne er en hel del bedre. :) Så jeg glæder mig til at kunne komme i gang med dem – og at det bliver inden for den nærmeste fremtid.


Hvilken bog du helst vil se blive filmatiseret?
Den er virkelig svær, fordi jeg plejer ikke at være så glad for filmatiseringerne, men… der er faktisk et par serier som jeg – nu hvor jeg har læst den ene færdig og mangler en sidste bog i den anden – har tænkt meget over, at jeg gerne ville se filmatiseret. Måske ikke som sådan en film, men måske en serie!? Der er jo pænt mange bøger i begge, så man ville ikke kunne få det med i én hel film. Det er serierne ”House of Night” og ”The Morganville Vampires”. De er begge serier der foregår i vampyr-miljøet, og der er nok nogen der tænker, at det jo slet ikke ville være noget der ville være interesse for, nu hvor der i forvejen er mange vampyr-serier. Men jeg tror nu alligevel godt at disse to kunne være spændende, da de alligevel er lidt anderledes end dem der allerede er lavet. Der er et eller andet over dem, som…. jeg bare synes er et lækkert twist, og det kunne jeg godt tænke mig at se ”live”. Og ja jeg læser faktisk overraskende mange vampyr-bøger. Ikke noget jeg som sådan har tænkt over før, men nu hvor jeg sidder og tænker over det, så er der faktisk ret mange. :P


Den længste bog du har læst - Og var den det værd?
Her kunne jeg igen trække en serie frem, da der er nogle af de bøger der er pænt tykke, men nu vælger jeg altså at trække en solo-bog ud til dette eksempel. Det er nok ikke den længste, men i hvert fald én af dem – ”Den anden søster” også udgivet som ”Kongens Frille”. Denne læste jeg før jeg så filmen. Planen var også at jeg ville læse de andre i ”serien”, men har endnu ikke haft muligheden for at få fingrene i dem – desværre.

Jeg er normalt ikke til denne slags historieske bøger, men denne fangede mig ret hurtigt. Kan ikke rigtig forklare hvad det var ved den der gjorde, at jeg bare slugte den råt, men der var bare et eller andet ved den som jeg faldt for. Jeg interesserer mig slet ikke for det kongelige og slet ikke når det er noget der ligger fortiden til, men lige præcis denne historie om Henrik VIII og hans måde at behandle kvinder på, og så tiden efter ham og magtkrigen imellem kvinderne, synes jeg faktisk er ret underholdende og ret skræmmende, da det jo er en realistisk historie der har været inspirationen til disse bøger. Ja jeg er altså imponeret – og igen blev jeg skuffet over filmen, men sådan er det åbenbart bare hos mig. :P Men bogen var jeg meget imponeret over og jeg vil gerne læse de andre også. Og så har jeg siden hen fundet ud af at hun har skrevet et par bøger, som jeg har set serierne over. :D Så jeg er fan.


Dit yndlingssted at læse.
Jeg har altid drømt om en vinduesofa, hvor der skulle være en blød madras, bløde puder og et lækkert vamset tæppe. Vinduet skulle så vende ud til en virkelig smuk udsigt, så årstiden ikke havde nogen betydning. Eller jo det ville den jo egentlig, men det ville så være lige meget hvilken årstid det var, så ville udsigten være skøn. :D MEN! Nu har jeg desværre ikke sådan en, så jeg må gøre brug af det jeg har. Der er 4 steder hvor jeg primært befinder mig med en bog. Om sommeren så bruger jeg enten min altan eller græsset på vores fællesområde. Der findes ikke noget bedre end en skøn sommerdag, hvor man enten ligger på et tæppe på græsset eller sidder med en kold mokaï på altanen og nyder en af mine mange tykke bøger. Åååhhh hvor jeg dog håber at jeg får mulighed for det her til sommer. Chancerne er små, men drømme om det kan jeg altid gøre. :)

Hvis ikke det er sommer og jeg kan sidde udenfor, så er det enten min sofa eller min seng jeg smider mig i. Så kan man ligge og putte med prinsen imens og man kan holde sig varm under et vamset tæppe. I vinterperioderne nyder jeg gerne en kop lækker te eller varm kakao til.


En bog du husker fra din barndom.
Der er faktisk tre bøger, som har brændt sig fast i min hukommelse, og det er ”Skammerens Datter”, ”Kongekabalen” og så er der ”Dystopia”, som så er den eneste jeg har læst flere gange siden. Dennis Jürgensen har faktisk været en af de forfattere, som jeg læste mange bøger af i min ungdom. Lige præcis denne bog blev jeg rigtig glad for, og jeg synes det var en fed måde at lave en historie på. Dette er dog ikke uset længere, da der er mange der har flere parallelle verdner i deres bøger, men første gang jeg fik kendskab til det var i denne bog. At det hele så foregår i et stort træ, syntes jeg bare dengang var super cool. *Hehe* Den fanger mig selvfølgelig ikke lige så meget længere, men det er da stadig en jeg kan finde på at finde frem for at have noget hyggelæsning. :) Giver jo én lidt minder fra sin barndom.


Hvilken bogtrend så du gerne komme i fremtiden?
Nu er jeg jo rigtig glad for Fantasy og især dem der omhandler ting som vampyrer, varulve, hekse, troldmænd og magi generelt, men hvis det skal være noget som ikke er så meget fremme som i dag – for det er disse ting jo – så skulle det måske være en genre hvor man befinder sig i fremtiden. Gerne langt fremme i fremtiden hvor der stadig er plads til det magiske, men hvor man fx har fået muligheden for at komme længere ud i rummet og har fundet liv, som man så "fletter sig sammen med” og lever sammen med på kryds og tværs i en meget hi-tech-præget verden. Dét kunne være et spændende twist, som jeg helt klart ville falde pladask for. Jeg har lidt en svaghed for rummet og de muligheder der er derude, da det er så stort og mystisk. Så den dag der kommer bøger med historier der foregår i sådan en verden, så står jeg klar som den forreste i køen. :D


Hvilken bog har du oftest anbefalet til andre?
Jeg har faktisk anbefalet en del bøger til folk, men det har været bøger som rigtig mange nu har læst eller hvor folk i forvejen kender til dem, så har valgt at dele min anbefaling af nogle ikke så kendte bøger med jer her. Det er nemlig ”Sweep”-serien. Den hed i starten ”Wicca” og det var faktisk den måde jeg fandt dem på. Jeg søgte flere bøger omhandlende den naturreligion (som jeg har nævnt tidligere at jeg interesserer mig meget for) og der dukkede disse op. Der er 3 bøger i hver af de 5 bøger I ser på billedet. Det er efter sammenlægningen af disse bøger, at de er kommet til at hedde Sweep.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om, om jeg ville synes om dem da jeg modtog dem, men efter at havde slugt den første på meget få dage, så måtte jeg bare læse de andre med det samme. Det gik faktisk så vidt at jeg aflyste alt i den periode hvor jeg læse dem. Det var lidt vildt. :P

Nu er jeg jo ret fascineret af den magiske verden, og jeg tror måske det kræver det en smule, hvis man skal læse disse bøger. Der er dog også noget drama, kærlighed og en masse overraskende elementer i dem, så der er lidt til enhver smag.
Når det kommer til så lang en serie, så kan man nemt ende ud med at de sidste bøger bliver meget langtrukne og at man sidder tilbage med følelsen af, at historien bare burde være blevet stoppet for flere bøger siden, men sådan er det slet ikke med disse. Jeg sad derimod med følelsen af, at det var forfærdeligt at der ikke var mere. Jeg kunne godt have brugt et par bøger mere. *Hehe* Jeg er blevet virkelig glad for disse bøger og jeg har planer om, at jeg på et tidspunkt finder dem frem igen og læser dem en gang mere. Og dette vil nok ske mange gange i fremtiden. Så jeg anbefaler alle læseglade folk om at prøve disse skønne bøger ud, for jeg synes helt klart de er oplevelsen værd. Jeg har i hvert fald ikke fortrudt at jeg har dem i min skønne samling.


English version:
Translate the post from the option in the sidemenu.
Follow on Bloglovin

2 kommentarer:

  1. Fantastisk indlæg! Hvem elsker ikke bøger? :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak :D Ja jeg forstår i hvert fald ikke folk der ikke gør :)

      Slet