Spørgsmål til Bloggeren #7

Jeg har fundet en masse spørgsmål fra forskellige steder på nettet, som jeg deler op i en hel del indlæg og besvarer. Nogle af tingene har jeg aldrig svaret på før og andre af dem er ret oplagte, men vælger at svare på dem alligevel. Dette er en sjov måde at lære mig at kende på, og tænkte at det kunne være sjovt for mine nye besøgende at læse - og egentlig også jer faste læsere. Så hold øje med disse indlæg her på bloggen. :D

Hvis du kunne vælge en hvilken som helst hårfarve, hvad ville du så ønske du havde?
Det vil aldrig kun være én farve med mig. Enten skulle det være regnbuefarvet (ja jeg synes faktisk det er ret fedt) eller også skulle det følge årstiderne; Sommer = 4 blå nuancer. Efterår = 4 røde, orange og gule nuancer. Vinter = Grå og sorte nuancer. Forår = Grønne og turkise nuancer. Ja det er faktisk sådan jeg gerne ville have at mit hår var.

Hvad forestiller det sidste billede du har taget med din mobil?
Det er et billede af en knust rude. Bare rolig - det lader ikke til at være forsøg på indbrud, men en dum fugl der troede den kunne komme den vej ind.

Har du nogensinde røget/ryger du?
Aldrig aldrig aldrig aldrig! Og folk tror helt seriøst at jeg har. Enten mener de at de kan huske jeg har gjort det, eller bare troet at jeg gør eller har gjort det, for alle andre har jo. NEJ!!!!! Jeg har aldrig og jeg vil aldrig komme til at ryge. Synes det er så... ja undskyld til de rygere der læser med her, men jeg synes virkelig det er klamt. Det stinker og lugten følger en i tøj, hår, hud osv... Jeg kan ikke klare det! Og jeg har rygere som naboer og jeg er ved at gå ud af mit gode skind når jeg kan lugte det inde hos mig selv eller ikke kan lufte ud om sommeren fordi det blæser ind til mig. Argh! Og med forældre der storryger, så mener jeg helt klart at jeg har fået røg nok i min ungdom. Så nej tak.

Ser du mange serier?
Ja jeg ser utroligt mange serier. Der er rundt regnet 40-50 stk. Nogle er på pause imens andre er igang, så der er måske kun en 20-30 stk igang af gangen. Så ja det er mange, men jeg nyder den "fritid" jeg tager mig når jeg ser de afsnit der kommer ud hver uge. :D

Har du nogensinde danset i regnen?
Orrrk ja.. Mange gange. Dog mest da jeg var lille. Jeg elskede regnen og jeg elskede især sommerdage med regn hvor jeg kunne rende ude på vejen med bare tæer og bare danse rundt som en tosse. Og det var så ekstra perfekt hvis det også var tordenvejr. Elskede torden da jeg var mindre og det gør jeg stadig den dag i dag. :D Synes det er fantastiske kræfter naturen viser en gang imellem.

Hvad skal der på din perfekte pizza?
Tomatsovs, løg, majs, peberfrugt, oregano, pepperoni, ananas, ost, salat, dressing og hvidløg. Perfekt!

Hvis du vandt den store gevinst i Lotto hvad ville du så bruge pengene på?
For det første ville jeg få betalt min gæld i banken, SU-styrrelsen og dem jeg ellers skylder penge rundt omkring. Derefter ville jeg nok få ordnet lidt ting personligt og så ville jeg tage ud og rejse. Resten af beløbet ville jeg smække ind på en opsparing. Man ved aldrig hvornår man igen står og skal bruge et stort beløb.

Er du nogensinde faret vild?
Alt for mange gange. :P Og gør det gerne når jeg skal nye steder hen og er på egen hånd. Er faret i vild i Odense flere gange, i Svendborg, da jeg skulle hjem fra Ringe var jeg på vej i den modsatte retning med bussen osv osv osv... Det sker ofte og det er typisk mig.

Hvad handlede din sidste drøm om?
Jeg husker desværre ret mange af mine drømme og de kan til tider være virkelig fucked up, og den sidste jeg havde var i nat. Jeg husker ikke starten men slutningen er stadig tydelig som var det en film jeg havde set. Jeg er i et lokale med nogle andre unge mennesker og en ældre hvor vi ser TV. Der er to fyre der er virkelig modbydelige overfor mig og truer mig på livet flere gange. Der er ca en meter højt vand over gulvet og vi forsøger at holde os ovenvande ved at sidde på høje stole. I vandet er der nogle virkelig sære hvide dyr som forsøger at bide mig i benene. Imens jeg forsøger at holde mig i sikkerhed for dem, så har jeg en diskussion med disse to fyre. De andre unge i lokalet forsøger at få dem til at stoppe men det nytter ikke noget.
Pludselig er der ikke længere vand der hvor vi er og en af fyrene angriber mig med et våben. De andre mennesker i lokalet flygter og jeg kommer i slagsmål med den ene fyr imens jeg mærker noget der niver i min ene arm. Det viser sig så at den anden stikker løs på mig med en kniv. Jeg får revet mig løs og står et stykke fra dem. Raseriet stiger indeni mig og en strømladning hober sig op indeni mig. Jeg eksploderer imod dem og de bliver svitset. Jeg går hen imod dem og siger "Næste gang nøjes jeg ikke med at sætte strøm til jer - jeg slår jer ihjel". Og så vågner jeg.

Sær drøm ja, men når jeg drømmer ting som folk der angriber mig fysisk eller psykisk så får jeg særlige kræfter som jeg kan forsvare mig med. Det er højst sandsynligt de mange års mobning der stadig sidder dybt i mig og jeg så drømmer om igen og igen. Og er det ikke mobning, så drømmer jeg om fyre og kærlighed der er voldsomt, spændende, mystisk og bare... eksplosivt. :P Nok fordi jeg ikke har været så skide heldig når det kommer til kærlighed. Så drømmer jeg bare om den uopnålige af slagsen. *Hehe*

Er du typen der kommer før tid, til tiden eller for sent?
Jeg sørger altid for at komme før tid. Hader at komme lige til tiden eller for sent, for jeg er en genert type og min angst har det altid med at vise sit grimme ansigt når jeg skal til noget - uanset om det er noget jeg er nervøs for eller ej. Så jeg vil så vidt muligt altid sørge for at komme før tid. Så har jeg tid til at slappe lidt af og blive mentalt klar til det jeg er dukket op til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)