LookFantastic.dk Beauty Box - August 2017 - "Global Glamour"

(Reklame) Boxen er modtaget som gave og til anmeldelse på LookFantastic's egen blog.
Så er vi nået til et af mine absolutte favorit tidspunkter på måneden - nemlig den tid hvor vi skal kigge lidt på indholdet af Beauty Boxen fra LookFantastic. Min anmeldelse ligger også inde på deres blog, så nu får I også lige en lille hurtig en herinde.

Jeg elsker designet på denne måneds box og jeg er virkelig ked af at den har fået et ordentligt tryk i transporten, for jeg ville så gerne have brugt den til noget kreativt. Men den er desværre ødelagt, så jeg må bare håbe at den næste bliver lige så fin. Men ja.. Designet er virkelig lækkert. Elsker farven og det simple design.

Temaet "Global Glamour" hentyder til at produkterne i boxen denne måned er fra forskellige steder i verden. Noget jeg virkelig sætter pris på, da jeg derved kan få lov til at prøve produkter vi normalt ikke kan få fat i herhjemme i lille Danmark. Ulempen er dog at de kan være svære at finde efterfølgende hvis man forelsker sig i noget. Så det er både godt og skidt. Men her er hvad der gemte sig i denne måneds box.

Det første jeg fik øje på da jeg åbnede boxen var en Shampoo og Balsam fra Mane’N Tail. Det var faktisk lidt pudsigt fordi jeg havde faktisk været tæt på at købe dem i full size da jeg var i Odense i starten af August. Men fik dem ikke købt fordi jeg var lidt usikker på hvordan mit hår ville reagere på dem nu her. Jeg har prøvet dem et par gange og det er altså meget forskelligt hvordan mit hår tager imod dem. Enten bliver mit hår lækkert eller også bliver det utroligt fedtet og umuligt at håndtere. Men mit hår reagerer rigtig godt på disse så er lidt ked af at jeg ikke fik købt dem i stor størrelse. Men må bare holde øje med dem næste gang jeg kommer til Odense eller når jeg ser dem andre steder.

Jeg er ikke den store fan af BB-cremer. Enten er de super fedtet, har den helt forkerte farve, dækker overhovedet ikke eller også er de bare fyldt med for meget solfaktor som får min hud til at slå voldsomt ud. Derfor har jeg heller ikke rigtig prøvet denne Super Beblesh Balm SPF30 PA++ BB Cream fra Skin79 mere end én gang. Dog er den ret bleg i farven, så den er ikke helt så skæv til min hudtone og så virker den ikke så fedtet. Men det kræver selvfølgelig at jeg har den på mere end et par timer før jeg kan udtale mig rigtigt om den. Men har simpelthen ikke turde prøve den rigtigt endnu.

En ting jeg blev ret glad for at finde i boxen var en Balm Ball Lip Hydrator fra Lottie London i varianten ”Cherry Pie”. Man kunne også få den der hedder ”Caramel Apple” og den er jeg virkelig ked af at jeg ikke har fået. Den ville være så perfekt til Efteråret og Vinteren. Og nok mere mig end cherry-varianten. Men når det er sagt, så er den jeg har fået altså også lækker. Den dufter overraskende godt og føles fantastisk på læberne. Og ja jeg har i forvejen alt for mange læbepomader, men med mit forbrug, så kan jeg aldrig få for mange.

Jeg er normalt ikke så glad for rense cremer, så da jeg så denne Gentle Silk Cleanser fra Gatineau i boxen var jeg ikke så begejstret. Dog må jeg sige at den er ret effektiv. For testes skulle den da. Det er ikke min favorit, men den gør da hvad den skal. og da tuben ikke er større, så kan jeg da godt bruge den op. Man kunne også få en toner, men havde jeg fået den så havde jeg nok været en smule træt af det. For jeg har så mange toners og jeg er simpelthen for dårlig til at få dem brugt. Så det var egentlig meget godt at det var rensen jeg fik med. Selvom jeg ikke er så glad for creme-rens. Så havde jeg hellere ville have haft en gel-rens.

Og når nu vi snakker om ting jeg har rigeligt af, så gælder det også bodylotions. Men har mange i store tuber og ikke ret mange i små. Så jeg blev faktisk ret glad for at finde denne Moisturising Body Milk fra Korres i boxen. Jeg har fået den med Citron-basilikum og hold da op hvor dufter den altså bare lækker! Jeg ved man kunne få en anden variant også, men har ikke lige set nærmere på hvad den skulle være med. Men jeg er ret godt tilfreds med den jeg har fået. Huden føles lækker efter brug og jeg kommer helt sikkert til at bruge denne en del det næste lange stykke tid. Mums!

Sidst men ikke mindst så var der også en Magic Brow Pencil fra Lord & Berry med. Brandet kender jeg efterhånden ret godt og jeg var virkelig glad for at se et brynprodukt der endelig var i blyantsform. Jeg kan sjovt nok ikke bruge dem med en mascara-børste, da jeg jo ikke har nogle bryn, så denne type brynprodukter kan jeg bruge. Den er dog lidt blød i det, så jeg kan ikke rigtig bruge den til optegning af hårstrå, men den kan bruges til at fylde "halen" ud i brynet og farven er endelig brugbar. Den er ikke for gul eller orange som mange af de andre vi har fået, men derimod en rigtig fin brun farve. Den passer så meget bedre til mit hår som det er lige nu.

Alt i alt en virkelig lækker box. Kan bruge alle tingene (stort set), og det sker ikke så tit. Så jeg er virkelig tilfreds med denne måneds box. Glæder mig til at se hvad næste måned byder på.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar