Sådan bygger jeg min Bullet Journal op

Der er efterhånden RIGTIG MANGE der har spurgt ind til hvordan jeg bygger min Bullet Journal op, og for at jeg ikke skal gentage mig selv hele tiden, så tænkte jeg, at jeg ville lave dette indlæg hvor jeg viser det. Min Bullet Journal er lidt anderledes end dem man normalt ser, og det er nok også derfor folk er så nysgerrige, og det er da lækkert! Så hvis jeg kan inspirere andre til at gøre det på en lignende måde, så vil det da glæde mig at dele min metode med jer.

Da jeg alligevel skulle til at gøre klar til April måned, så tænkte jeg, at jeg i dette indlæg vil vise hvordan jeg gør. Dette er kun klargørelsen til layoutet. Altså hvor jeg gør siderne klar med washi tape, huller osv. Selve layoutet er jeg ikke gået igang med endnu, men det får I selvfølgelig lov til at se når vi når April. Så lad os komme igang.

Når jeg skal gøre klar til en ny måned i min Bullet Journal så bruger jeg følgende ting som I kan se på billedet her ovenover. Selve ringbindet har jeg købt på eBay, og I kan selv finde det - samt andre versioner - ved at søge på "Felt Planner". Tilføj eventuelt den ønsket størrelse i søgeordene. Jeg bruger en A5. Derfor er det også A5 papir jeg skal bruge. Jeg foretrækket dot-grid, som er hvidt papir med små prikker på. Da jeg er ret kræsen med tykkelsen på papiret, så har jeg valgt at bruge det man kan få i de notesbøger man kan købe igennem Personal-Planner.com. De koster omkring 150 kr og har den helt rette tykkelse så mine kuglepenne og andre skriveredskaber jeg foretrækker ikke bløder igennem eller laver voldsom ghosting (Altså hvor det er tydeligt på den anden side af papiret).

Papiret sidder fast i "ringe" i notesbogen, så det skal tages forsigtigt ud. Det gør jeg ved at skære et lille snit i papiret ved hver ring og derefter trække det forsigtigt af.

Som I kan se så passer hullerne selvfølgelig ikke ind i det ringbind jeg bruger. Derfor skal jeg have ændret lidt på den kant. Det gør jeg ved at bruge en washi tape. Det påfører jeg over hullerne og så har man pludselig en indtakt kant hvorpå man kan lave nye huller. Der skal selvfølgelig lige klippes til i kanten først, så der ikke er noget overskydende tape nogle steder. Og så er det bare med at måle ud eller bruge en gammel side i sin BuJo at måle efter med. Sæt et par prikker hvor hullerne skal være og lav dem så med en hulmaskine. Jeg har kun en med to huller (standard hulmaskinen - som jeg ikke kan bruge her) og så denne med et enkelt hul. Denne med det enkle hul er perfekt til dette. Det ville selvfølgelig være mere perfekt hvis jeg havde en hulmaskine der kunne lave tre huller i den rigtige afstand af gangen, for så kunne jeg gøre det hurtigere, men de er sygt dyre, så jeg kan godt leve med denne lille et-huls-maskine.

Så er jeg sådan set klar til at gå igang med mit layout. Jeg er begyndt at bruge mere og mere washi tape i selve layoutet også, da det sparer mig for en masse tid når det kommer til det kreative. Og i April har jeg valgt at bruge sort washi tape - både en bred og en tynd - og så en fin blomstret en i friske farver, som passer til årstiden. Det sidste billede er lidt et sneak-peek af hvordan det kommer til at se ud. ;)

Jeg håber at dette indlæg har kunne give jer en idé om hvordan jeg bygger min Bullet Journal op og om hvor meget/lidt arbejde der ligger i det. Hvis der er nogle spørgsmål I brænder inde med, så spørg endelig løs. Ellers kan I tjekke Bullet Journal Kategorien ud og se de andre indlæg jeg har lavet omkring det.

Og så kan I selvfølgelig også se denne video hvori jeg viser hvordan min Bullet Journal ser ud. Der er meget få ændringer, men ellers ligner den sig selv som her i videoen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)