Jeg har læst Del 1+2 af serien "Grænsen til Trafallas" af Julie M. Day

Reklame for forlaget Leatherbound og forfatter Julie M. Day - Meningerne er mine egne.
Jeg har virkelig set frem til at få disse smukke bøger læst, og som I nok har set, så har der været hele to makeup looks her på bloggen som har været inspireret af disse. Det ene kan I finde her og det andet her. Og nu har jeg endelig fået læst bøgerne og jeg takker Forlaget Leatherbound og Julie M. Day mange gange for at have sendt dem til mig. Jeg elsker jo fantasy og alt der har med den slags at gøre. Og det er første gang at jeg har læst noget der har haft så meget med elvere at gøre og jeg freaking elsker det! Jer der kender mig ret godt ved, at lige præcis magi, elvere og den slags er noget der ligger mit hjerte meget nært, så da jeg fandt ud af, at det var det der fyldte meget i disse bøger, så takkede jeg straks "Ja", da jeg blev spurgt om jeg ville læse dem. Og jeg er på ingen måde blevet skuffet. Tværtimod. Her får I lige et lille resumé af hvad historien handler om.

Grace har altid følt at hun var lidt anderledes end andre, og hun er også begyndt at blive bevist om at verden ikke helt er som hun troede den var. Mystiske ting sker for hende og hun bliver ved med at have underlige drømme som ikke rigtig giver mening for hende. Og da hun en dag falder over en mystisk skriftrulle der har en lysende skrift begynder det virkelig at gå op for hende hvor lidt hun egentlig kender til sine omgivelser. En mystisk mand med lysende øje forfølger hende og hun får flere drømme som viser en anden verden. En verden hun snart skal få at se.

Hun bliver nemlig bortført og ender i Trafallas imod sin vilje. En verden fyldt med mærkelige skabninger og.... ELVERE! Hvad er nu det for noget? Og hvorfor er hun så vigtig for denne fremmede mand? Hvad skal han bruge hende til? Helt sikkert ikke noget godt! Men hun når ikke at finde ud af hvor de er på vej hen for pludselig bliver hun igen bortført. Denne gang af en hvid tiger.

Hun ender hos en familie som tager godt imod hende og hjælper med at kurere hendes skader efter den lange rejse. En familie der skal vise sig at være hendes redning. Og her får hun svar på mange af de spørgsmål hun længe har haft siden hun ankom til denne magiske verden. Hvorfor er hun så vigtigt? Hvad betyder det at hun er en halv? Var hendes mor en elver? Hvorfor er folket så meget imod at hun er i Trafallas? Det er især noget der bliver svært for hende, da hun bliver forelsket i sin sidste "kidnapper" og redningsmand - eller tiger. Zachos.

Rygterne spreder sig og Traffalases folk ved nu at hun befinder sig i deres verden. Nogen ønsker hun skal blive og andre ønsker at hun skal forsvinde. Hvad er det der foregår? Hvem er de gode og hvem er de onde? Oprørerne eller Victorlianerne? Hvem kan de stole på? Og hvad sker der hvis de onde får fat i Grace? Vil der opstå krig? Og hvem vil så vinde? Finder hun nogensinde ud af hvad hendes drømme betyder? Og kan hun redde dem hun elsker?

Well.. Det kan jeg ikke svare på endnu, da den tredje og sidste bog endnu ikke er skrevet færdig og udgivet. Så det må jeg og alle andre vente på at få svar på. Men hold da op hvor bliver det en svær ventetid. Det er ikke så ofte at bøger får rodet så meget op i mine følelser, men jeg skal da lige love for at Julie har formået at få mit hjerte knust og blødt op flere gange igennem disse to bøger. De slutter begge virkelig hjerteskærende og jeg har grædt utroligt mange tårer. Derfor har det også taget mig en dags tid at få skrevet dette indlæg, for hold da op hvor er jeg påvirket. Av hjertet.

Men jeg kan simpelthen kun rose hende for sine evner som forfatter. Hun skriver virkelig godt og fængende. Jeg var opslugt fra første til sidste side og havde svært ved at ligge bøgerne fra mig. Og så elsker jeg bare at det er så dejligt tykke bøger begge to. Dét elsker jeg jo! Jeg levede mig totalt ind i dem og kunne næsten mærke suset i håret, forestille mig omgivelserne og føle de mange følelser der opstod. Åhhh jeg er fan. Tak for oplevelsen Julie. Jeg glæder mig helt ekstremt til afslutningen. Også selvom det vil knuse mig når historien er slut til den tid, men det vil helt sikkert være bøger jeg kommer til at beskytte og beholde på boghylden resten af mit liv.

Hvis I også er til fantasy, kærlighed, drama, og overraskelser så synes jeg helt sikkert at I skulle prøve at læse disse bøger. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale dem. :) De kan ikke få stjerner nok herfra.

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)