Det er svært ikke at lade det påvirke mit humør

---

Jeg har tænkt meget over mit sidste sygehus-besøg og det som lægen sagde til mig. Vi havde jo håbet på, at det bare var betændelse i mine sener, som gjorde at jeg har så voldsomme smerter, men dommen om at jeg har en knude i knoglen har virkelig påvirket humøret meget. Har dog forsøgt at gemme det lidt væk, men lige så snart jeg bruger mine hænder, så får jeg voldsomme smerter i mine håndled. Og da jeg er højrehåndet, og det er den der er ramt i langefingeren, så ender jeg konstant med at bruge den og fingeren begynder at hæve og smerterne er ubeskrivelige. Det er frustrerende at jeg ikke engang kan løfte et stykke papir uden at jeg må smide det igen og knuge hånd og finder ind til mig i bare smertekramper.
Det har som sådan ikke rigtig knækket mig endnu, men det var lige indtil i dag. Jeg skulle lige vaske hænder efter at have givet en plante på altanen noget mere jord, og så rammer jeg med knuden ned på sæbebøtten og så straks pletter og hele kroppen reagerede på smerterne. Måtte simpelthen smide fingeren ind under den holde hane og prøve at få vejrtrækningen på et normalt niveau igen. Var så tæt på at besvime. Og så brød tårerne bare løs. Det gik så ufatteligt stærkt. Brugte god tid på at puste ud, men da Cathrine så spurgte om jeg var okay, så knak jeg sammen igen.

Jeg kan ikke holde smerterne ud og jeg er simpelthen så bange for hvad den næste scanning kommer til at vise.

Jeg har fået en tid til PET-scanning d. 31 marts i Odense og jeg er så pisse hamrende nervøs. Og så tager det op til 3 timer med den undersøgelse og så kan jeg ikke få svar med det samme. Så jeg skal gå i endnu længere tid uden at kunne forklare sagsbehandler, kontaktperson og jobcentret hvad det skal betyde for min fremtid.
D. 9 april skal jeg ned på Ortopædisk afdeling i Svendborg, hvor de så skal snakke med mig ang. scanningen og de skal tage en beslutning om hvilken behandling jeg skal igennem. Er så pisse bange for at skulle på operationsbordet, men det er næsten uundgåeligt nu. Jeg hader det og det gør mig så pisse bange. Her til aften har jeg ikke tænkt på andet da det er så tæt på det hele. Det er selvfølgelig rart at det går så stærkt og at jeg ikke skal vente så længe på at komme til på sygehusene, men.... det går bare næsten for stærkt. Og kan mærke at de både i Gislev og Svendborg er trætte af at jeg render så meget til undersøgelser, men jeg kan jo ikke rigtig gøre noget.

Føler jeg står alene med dette og det er ikke rart. Mangler en rigtig god veninde jeg kunne tage i hånden og have med mig og, som jeg vidste var villig til at støtte mig 100%, selvom det bliver en lang og sej kamp.

---

English version:

Translate the post from the option in the sidemenu.