Hvad er en Bullet Journal?

Som I nok har lagt mærke til, så er jeg jo gået igang med min egen Bullet Journal. Det er noget jeg har tænkt på virkelig længe, men har ikke rigtig fået taget mig sammen. Før nu. Linda fik mig overtalt og så fandt jeg ret hurtigt frem til en notesbog jeg gerne ville teste sådan en i. Og nu kan jeg slet ikke ligge den fra mig. Jeg har så mange idéer jeg gerne vil prøve og så mange layouts der skal testes. Jeg har bare ikke tid nok. *Hahahah* Men uanset hvad så er jeg rigtig glad for at jeg endelig er kommet igang.

Men hvad er en Bullet Journal egentlig?
Først og fremmest så vil jeg da lige give en lille klapsalve til personen der har udviklet denne galskab. :P Ryder Carroll hedder han. Hans guide til en simpel og meget god start af en BuJo (Forkortelse af "Bullet Journal") kan I se i denne video. Personligt er jeg slet ikke til den måde han gør det på, men det er det smukke ved det. Det er nemlig helt op til en selv hvordan den skal bygges op. DU bestemmer. Ingen andre.

En Bullet Journal er en god blanding af mange ting. Eller det kan den i hvert fald være. Hvis det er det du har behov for. Jeg er typen der skriver et utal af små sedler og noter over det hele. Har små papirlapper liggende overalt og jeg kan aldrig finde den jeg skal bruge når jeg endelig skal bruge det der er blevet skrevet derpå. Eller også så glemmer jeg bare alt om dem og det kan i sidste ende blive et meget stort problem hvis det er vigtigt.

Jeg er også typen der får kreative idéer eller kommer i tanke om ting jeg gerne vil nå ud af det blå, og mangler altid et sted at skrive det ned hvor jeg senere kan finde det igen. Især fordi jeg har et tankemylder af en anden verden, så der skiftes konstant ud af det der foregår i mit hoved. Og det der med at sidde og tegne på vigtige papirer eller andet er også noget jeg tager mig selv i en gang imellem. Værst er dog at jeg har en meget dårlig hukommelse grundet min diagnose ADD. Derfor er det super vigtigt for mig at jeg får skrevet alle mine møder, aftaler og tider hos læger, sygehuse osv ned ét sted så jeg altid kan kigge på det og faktisk "huske" mine vigtige aftaler.

Jeg har altså brug for ét sted hvor jeg kan have en kalender, plads til en masse to-do-lister, idé-lister, steder hvor jeg kan tegne lidt, dele mine tanker, holde styr på .... alt. Simpelthen ét samlingssted for ALT hvad der ellers ligger og flyder i hele lejligheden på små stykker papir. Og dét sted er i en Bullet Journal.

En BuJo er altså i korte træk en DIY kalender + Notesbog. Et sted hvor du kan samle alt hvad der er vigtigt for dig. Jo man kan da godt nøjes med en kalender, men der er man altså også bare utroligt begrænset.

Så hvorfor skulle du så starte en Bullet Journal?
- Hvis en alm. kalender ikke kan leve op til dine krav
- Hvis du føler dig begrænset
- Hvis du har brug for variation - fleksibilitet
- Hvis du i forvejen skriver mange lister - og smider dem væk
- Hvis du mangler et sted at samle ALT
- Hvis du er træt af unødige ting i en kalender
- Hvis du ikke vil være begrænset af bestemte regler
- Kreativ eller ej - alle kan have en

Det eneste du skal bruge er din favorit notesbog (med enten tern, linjer, blanke sider eller med prikker), en kuglepen, blyant, farveblyanter og/eller tuscher og så lidt af din tid. Det kræver nemlig lidt tid i starten, men når du har fået det hele gjort klar, og du fremover kun skal lave månederne, ugerne og de små tilføjelser, så er det super nemt. Alt efter hvor høj du sætter din egen sværhedsgrad. Det er kun dig selv der sætter dine grænser.

Det var vist det for denne gang. Næste gang vil jeg i et indlæg komme med eksempler på hvad du kan have af forskellige sider i sådan en Bullet Journal. Jeg vil komme med lidt personlige råd og meninger om de mange ting folk normalt tilføjer. Vil også fortælle hvad jeg synes er knapt så brugbart - i hvert fald for mig. Så hold øje med det indlæg. ;)

4 kommentarer:

  1. Hej Anne-Mette,
    hvor har du købt din bulletjournal henne? Har googlet lidt og det ser ikke ud til at man kan få en i de danske boghandlere. Eller tager jeg fejl?

    SvarSlet
    Svar
    1. Den kan godt fåes i nogle boghandlere, men det er ikke alle. Det er dog nemmest at finde dem online. :) Tjek eventuelt mine andre indlæg under denne kategori hvor jeg linker til to steder hvor jeg har mine fra. :)

      Slet
  2. Tak for inspirationen :) Jeg er også kommet i gang og har nævnt dig i mit indlæg på www.kreafreak.blogspot.dk God påske, kh. Karina

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var skam så lidt og sikke fin en BuJo du har fået lavet dig. :D God Påske til dig også. ;)

      Slet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)