"Det Flyvende Hjerte" (aka. LoveBooks) har gjort det igen

For nogle dage siden fik jeg læst "Skrøbelige Kærlighed" af Amy Harmon færdig. Det tog mig ikke ret mange dage. Den bog rørte mig dybt. Og jeg følte også den blev ret personlig jo længere ind i den jeg kom. Hvis jeg skal beskrive den kort, så kan man vel egentlig godt kalde den for den moderne version af "Skønheden og Udyret". Har set flere beskrive den sådan, og jeg synes det er en virkelig passende beskrivelse. Eller endda "Den Grimme Ælling".

Det er en historie om menneskets kræsne natur og spørgsmålet om ens værdier og hvad man ligger vægt på i sit liv - også når det kommer til kærlighed. En historie om en "grim ælling" der vokser op til at blive en smuk svane. Og også den anden vej rundt for den anden hovedperson i bogen. Altså historien om at gå fra at være den smukke til pludselig at blive et "monster".

Fern er en spinkel og knapt så attraktiv pige i high-school. Hendes bedste ven, Bailey, har muskelsvind og visner langtsomt mere og mere ind. Men han er så livsglad og optimistisk og det elsker Fern ham for at være. Hun er dog selv meget usikker på sig selv, og det hjælper ikke, at hun er helt igennem forgabt i den populære fyr, Ambrose, som er smuk, muskuløs og helt igennem fantastisk, men på ingen måde er til piger som Fern. Han tiltrækkes derimod af hendes smukke veninde Rita.

Vennerne kommer ud for mange prøvelser og da Ambrose og hans kammerater drager i krig, går byen stort set i stå. Deres bryderhold har taget rejsen mod død og ødelæggelse og ingen ved hvornår og hvis de nogensinde kommer tilbage.

Ambrose vender hjem med ar på både krop og sjæl. Rollerne er pludselig blevet vendt om. Fern er nu den smukke svane, som hun altid har været indeni. Den svane som Ambrose inderst inde har været tiltrukket af længe, men som han først har fået øjnene op for, da han igen vendte tilbage. Men.. har han stadig en chance? Nu hvor han er blevet til et moster? Kan Fern se bort fra det? Tør Ambrose tage chancen?

Jeg følte som sagt at den kom meget tæt på mig selv. På mine egne tanker om mig selv. For jeg kan sagtens nikke genkende til mange af de problematikker og tanker disse personer har. Jeg har aldrig været den populære pige, men jeg har heller aldrig som sådan været grim udenpå. Det føler jeg dog at jeg er blevet, efter at jeg har fået psoriasis. Og det er jo kun blevet værre og værre med årene. Så jeg har kunnet sætte mig ind i både Ferns og Ambroses tanker. Ferns usikkerhed om det ikke at være den eftertragtede men derimod kiksede pige folk gør nar af. Ambroses usikkerhed og mangel på troen på, at folk kan elske en, når man ligner et monster. For ja, jeg ligner virkelig snart noget der har været udsat for noget skrækkeligt. Måske endda en vejsidebombe, som i Ambroses tilfælde. (Overdrivelse fremmer forståelsen) Jeg er arret og har virkelig ødelagt hud pga. den latterlige hudsygdom, og det har spredt sig voldsomt det sidste halve år. Jeg går også og gemmer mig lidt væk. Jeg hader mit udseende. Jeg hader, at jeg skal bruge så mange kræfter på at skjule det for at få det bedre med mig selv.

Så ja det var en ret hård bog - personligt - at komme igennem. Det er dog en virkelig smuk historie og jeg kan varmt anbefale jer at læse den. Den har et virkelig stærkt budskab og jeg synes det er ret aktuelt for tiden. Det er det indre der tæller. Det er dét vi skal ligge vægt på.

Min Goodreads rating: