Månedens Favoritter - Oktober 2018

Indlægget indeholder få ting jeg har fået tilsendt som gave/til anmeldelse i løbet af denne måned. Markeret med *
Oktober måned har været fyldt med aftaler, hygge og desværre også en del ubehagelige ting, men jeg kommer til at huske denne Oktober mest for de gode ting. Så dét er jo positivt nok. Og i dag vil jeg fortælle jer lidt om mine favoritter denne måned. For der har faktisk været en hel del. Hvilket ikke er så mærkeligt når man tænker på at det er min favorit måned på hele året, og at jeg derfor også nyder den det mere end alle de andre. Men nu til de ting jeg har synes specielt meget godt om. :)

Først og fremmest vil jeg nævne nogle nye Serier fra Netflix som jeg virkelig har nydt denne måned. Den første hedder "The Haunting of Hill House". Denne serie er utroligt spændende. Og den er nok ikke noget for alle. Man skal virkelig kunne følge med for den er kringlet og kræver at man er ret opmærksom for at få noget ud af den. Og så kræver det også lidt at man er til den slags serier og genren. Jeg nød den og kunne godt finde på at se den igen.
Derudover så har jeg også hygget mig med "The Curious Creations of Christine McConnell". Det er ikke en serie som sådan, men mere en... bage-guide? Det er kvinden Christine der inviterer os ind i hendes hjem og ser hvordan hun laver nogle uhyggelige og virkelig lækre kager, retter osv. Mmmm... Og så er der en lidt sort humor i den også i form af de "væsner" hun bor sammen med. *Haha* Ekstremt dårligt skuespil, men voldsomt underholdende.
Sidst men ikke mindst så har "Chilling Adventures of Sabrina" virkelig overrasket mig. Det er jo den mere moderne og voksne version af serien "Sabrina, The Teenage Witch" fra min barndom, og jeg skal da lige love for at den er i en helt anden boldgade. Den er meget dyster og slet ikke som jeg havde regnet med. Men hold da op hvor jeg dog endte med at elske den. Nu skal jeg pines i et helt år før anden del af den serie kommer. Den stopper på en voldsom cliffhanger og jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg skreg da det sidste afsnit sluttede. Som i "NEEEEEEEEEEEEEJ"-skreg. Puha.. Av.. Er spændt på at se hvad der nu skal ske.

Jeg fandt mine "Vanilla Pumpkin" produkter fra The Body Shop frem lige så snart Oktober bankede på døren, og jeg har virkelig nydt denne serie hele måneden. Jeg var tæt på at løbe tør for håndcremen, men heldigvis havde The Body Shop valgt at lave en limited edition af den så man kunne få fingrene i dem i år igen. Så jeg fik lige købt et par stykker til lageret. :) Så nu har jeg til næste år også. Men hvad jeg så gør fremover når de ikke bringer den frem i sortimentet ved jeg ikke. Til den tid håber jeg at de laver en lige så lækker Efterårs-serie.

Nu hvor vi er ved græskar-produkter, så faldt jeg også over denne "Pumpkin Pie Sauna Mask" fra Montagne Jeunesse i Normal da jeg var i Odense tidligere på måneden. Jeg er blevet super glad for den og fortryder at jeg ikke købte flere den dag, for jeg har ikke kunne finde den siden. Så jeg ender nok med ikke at turde at bruge den sidste fordi jeg ikke vil løbe tør. Medmindre jeg ser den igen en dag. :D Så skal der satme købes en masse til lageret. Jeg elsker duften af den og at den udgiver varme lige med det samme at den rammer huden. Og så er der små korn i den så den fungerer som en scrub når man skal vaske den af igen. Elsker det!

Og jeg fik også et af mine ønsker opfyldt i år her i Oktober. Nemlig at komme ud på en græskar mark og tage billeder*. Det har været et ønske i mange år, men da der ikke findes så mange steder hvor man kan det, så har det været svært at få det opfyldt. Men i år skulle det altså være, og det var en super hyggelig dag. Måske det skal gentages til næste år? Indtil da kan I læse om dagen her.

Igen et produkt med græskar. *Hehe* Lene valgte nemlig at lave en ny duftvoks med græskar-duft. Derfor købte jeg en masse af denne "Spicy Pumpkin Crush" fra Duftverket. Ohhhh my den dufter altså bare lækkert! Jeg har haft denne stående længe nu og jeg elsker duften - selv når den ikke er opvarmet. Jeg elsker den krydrede duft kombineret med græskar. Dét er altså lige til at få tænderne til at løbe i vand. Det er ikke sidste gang at jeg køber et større lager ind af den. :P

Denne måned var jeg også så heldig at få to sæt Orakelkort fra Bog & Mystik* hjem til anmeldelse, og jeg er især blevet glad for dette sæt - "Sjælens Transformation". Jeg elsker Chakra delen af det og så er designet på hvert kort bare... himmelsk. Så smukt! Jeg sidder ofte og kigger alle kort igennem for at nyde looket på dem. Gør jeg med begge sæt, men især dette.

Jeg har længe ledt efter en flot Citrine krystal, men har ikke kunne finde en der levede op til mit ønske, men i denne måned faldt jeg over en som er meget tæt på den perfekte citrine for mig. Og så har den endda en god størrelse. Den har farveskiftet som jeg ønsker - fra hvidt til orange. Og ikke bare en fesen gul farve hele vejen igennem. Det er normalt det man finder dem i, men det er ikke sådan en jeg ønsker. Men mere en som denne. Og så skal den være rå. Jeg har ikke noget imod de polerede, men de rå er bare mere.... naturlige. Mere... ja.. Det er jeg nok bare mest til.

Jeg har desværre slås meget med at mit hår knækkede og faldt af i store totter, og jeg havde en mistanke om at det var mine elastikker der var skyld i det. Selv dem som ikke burde skade håret. Så jeg har været på jagt efter nogen der var mindre skadelige for håret og valgte så at prøve nogle Scrunchies. Jeg købte et par stykker af en her fra byen og jeg elsker dem! Ikke nok med at mit hår ikke ser så fladt ud når det er oppe i en knold så har jeg ikke oplevet at tabe så mange hår efter jeg tog disse i brug. Dét er fantastisk. Så siden jeg købte dem har jeg ikke brugt andet, og jeg kan kun anbefale jer at købe nogen selv.

Jeg har også fået læst lidt i denne måned, og nogle bøger som virkelig fik fejet benene væk under mig var disse - "Hopeless"-serien af Colleen Hoover fra forlaget Lindhardt & Ringhof*. Hold nu op nogle gode bøger! Hende Colleen Hoover kan altså bare et eller andet magisk med ord. I kan læse min anmeldelse af denne mini-serie her.

Det er Halloween i morgen og jeg er faktisk lidt ked af, at det ikke ligger i en weekend, så man virkelig kunne fejre dagen. Men der er vist nogen der holder noget både denne og i sidste weekend, og hvis I skulle mangle idéer til Halloween Makeup Looks, så kan I se alle mine forslag på denne side. Jeg har i år været kreativ og lavet hele fem looks. Jeg ville gerne have lavet flere, men tiden løb til sidst fra mig, så jeg nåede ikke mere. Men jeg synes nu alligevel at fem stykker er ret godt klaret alligevel. Måske der kommer flere næste år? ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)