Reklame for Flamingo og forfatter Dawn O'Porter - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne
I starten af Maj måned begyndte jeg på denne bog, "Som det er" af Dawn O'Porter, som Flamingo havde været så skønne at sende til mig for noget tid siden. Efter at have læst noget krimi, så havde jeg brug for noget chick-lit og noget let-læseligt som jeg kunne klukke lidt over, og derfor faldt valget på denne bog som den næste læse-oplevelse jeg ville hygge mig med.
Jeg havde ikke rigtig hørt om andre der havde læst den, så jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til den. Jeg var dog nysgerrig på historien, da jeg kunne se at den var bygget op som en anden bog jeg virkelig nød at læse, så jeg tænkte at det kun kunne blive positivt. Nu har jeg så som sagt fået den læst, og jeg er klar til at dele min anmeldelse med jer her på bloggen.
Tara arbejder som TV-producer og er mor til en datter som hun har fået på et onenightstand. Men hun savner at kunne dele sin kærlighed med en partner, så hun er på jagt efter en fyr. Men han skal være den rigtige. Han skal kunne holde hendes interesse og være villig til at blive en del af hendes og datterens liv. Så derfor tager hun på en date. En tinder-date. Den går dog ikke helt som planlagt. Hun ender nemlig med at møde en anden mand i baren og han viser sig hurtigt at være langt mere interessant end ham hun ellers skulle mødes med. Men hun vil gerne starte deres "forhold" ud på en anden måde end normalt. Så de aftaler at mødes igen og går ikke skridtet videre til sex på første date. Selvom det er svært at sige nej. Og det ender med at få store konsekvenser for Tara. Hun bliver nemlig fanget i en meget intim situation på vej hjem i toget, og det ender med at gå viralt. Hun når altså at blive en internetsensation efter kun få dage.
Cam er en virkelig succesfuld livsstilsblogger og hun er meget stærk i sine holdninger og bakker op om kvinders værd. Hun er ikke rigtig til det med at være i et forhold og hun ønsker på ingen måde at få børn. En holdning der støder på rigtig mange negative kommentarer - både fra hendes læsere men så sandelig også familien. Men hun ønsker ikke den forpligtigelse. Hun vil gerne være fri. Hun læser en dag om Tara og får ret hurtigt sympati for den uheldige kvinde. Hun skriver derfor et blogindlæg hvor hun opfordrer sine læsere til at stoppe med at se den video der går rundt på nettet og i stedet støtter op om Tara, men det giver kun bagslag for hende selv. Men Tara læser det og de to begynder ret hurtigt at skrive til hinanden og opbygger et form for venskab over mail.
Stella læser også med hos Cam, men hun er faktisk begyndt at være ret uenig med denne blogger. Især efter at hun har bakket op om denne Tara og har givet udtryk for at hun ikke ønsker børn. For det viser sig faktisk at hendes chef er den fyr hende Tara var på date med, og hun vil nu gøre alt for at holde dem fra at finde hinanden. Hun har nemlig andre planer for sin chef. Hendes kæreste er lige gået fra hende og efter at have fået en virkelig ubehagelig besked fra lægen, så har hun nu ret travlt. Især hvis hun vil have et barn. For hun skal få et nu før det er for sent. Og det skal chefen nu hjælpe hende med. Også selvom han ikke er klar over det. Og hun vil gå langt for det.
Vil Tara nogensinde komme ud af den medieskandale hun er havnet i? Og kan Cam hjælpe hende til trods for at hun selv er havnet i en lidt træls situation? Og vil det lykkedes Stella at få snydt sig til et barn? Vil det lykkedes hende at holde sin chef fra at finde frem til sin nye forelskelse?
Jeg kan helt klart anbefale jer at læse den. Især hvis I har brug for lidt hyggelig læsning en weekend hvor I bare skal hygge i det bløde. ;)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)