____________

Jeg troede seriøst at det var løgn!

Lige i øjeblikket går jeg rundt og er meget nervøs. Jeg skal til et møde her i næste uge, som kommer til at have stor betydning for de næste par år af mit liv, og det er virkelig angstprovokerende ikke at have magten over det selv. Jeg hader det. Så jeg er røv nervøs og kunne kaste op bare ved tanken om det. Men jeg skal bare have det overstået. Heldigvis passer bussen så dårligt med den tid jeg har fået, så jeg er der i næsten en time før, og har derfor mulighed for at finde frem (de har selvfølgelig flyttet deres afdeling til et andet sted i den by jeg skal til, og jeg er på ingen måde særligt kendt med byen) og har tid til at komme lidt ned på jorden.

Udover det så har jeg jo kæmpet en del med en masse andet ved siden af. Problemer med sygehuset, medicin osv, samt nogle irritationer med andre ting. Men jeg fik en sms fra min bostøtte i går. Først troede jeg at hun havde sendt den forkert da der stod; "Ring lige jeg har en god nyhed." Men den var til mig og jeg skal da lige love for at den var god. Og virkelig uventet. Fordi sådan noget sker ALDRIG for mig. Som i ALDRIIIIIIIIG!
Sygehuset har jo sat mig på noget medicin mod min psoriasis, men jeg har ikke kunne komme igang med det, da det er ret dyrt i længden og det ville jeg på ingen måde få til at hænge sammen når jeg også skulle fortsætte med de dyre cremer. Så det har stået på stand-by siden sidste år. Og jeg har måtte rykke mine tider på sygehuset hver måned. Hvilket har givet mig ufattelig dårlig samvittighed, men jeg ville ikke spilde penge på at tage til Odense for at sidde derinde og få skældud og så blive sendt hjem igen. Derfor besluttede vi os for at prøve at bede om hjælp. Men det faldt til jorden. Men nu ser det ud som om der sker noget. I får lige lov til at se hvad jeg skrev på mine sociale medier i går - her fra bla. min instagram.

"Jeg vræler. Og vræler. Vræler lige lidt mere. Jeg er så taknemmelig for min bostøtte lige nu. Havde det ikke været for hende så havde jeg ikke fået klaget over mit afslag hos kommunen og mine sygdomme ville ikke blive behandlet. Men klagen virkede! Jeg kan ENDELIG komme i behandling!!!!

Jeg kan endda måske få min kørsel til sygehuset dækket. Hvilket jeg altid har fået at vide at jeg ikke kunne. Og jeg kan måske prøve andet medicin for min ADD også! Jeg er så lettet lige nu. Jeg troede aldrig at jeg ville få den hjælp jeg har søgt om i så mange år. Men... åhhhhh!!!!

Og bare tanken om hvor mange penge jeg har brugt på det lort (sygdommene) uden effekt. Det har virkelig gjort ondt. Men nu bliver der luft til at prøve igen. Og det er ..... jeg har ikke ord for det. Jeg tuder af lettelse. Knuden i brystet er pludselig ikke længere så tung.

Jeg tør ikke helt tro på det endnu. Måske nok først når jeg får et bevis for det. Men åhhhh! Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu."

Det er stadig svært for mig at tro på. Men i morges fik jeg mail ang. min sag, og den er god nok. De har sku revurderet min sag og taget en ny beslutning. Mine udgifter skal dækkes. Og jeg har slet ikke ord for hvor glad jeg er. Sådan noget sker som sagt aldrig for mig, så det er så uvirkeligt.

Men det kunne ikke ske på et bedre tidspunkt. Fordi jeg har været så stresset og psykisk ustabil i virkelig lang tid nu, så har min psoriasis spredt sig som en steppebrand. Der er ikke et eneste sted på kroppen hvor jeg ikke har det længere. Og det påvirker min lyst til at være social. Min lyst til at gøre noget ud af mig selv. Min lyst til at drømme om fremtiden. Min livskvalitet er så lav at det er gået hen og blevet ret pinligt. Og det kan folk omkring mig mærke. Og det gør bare at jeg forsøger at isolere mig endnu mere. Jeg har det så dårligt med mig selv. Så nu er der igen håb om at jeg kan få det bedre. Forhåbentlig virker den medicin jeg skal starte på, men hvis ikke, så kan jeg endelig komme videre i rækken. Fordi det kræver jo at man prøver de ting man bliver sat på. Ellers stopper ens behandlings-proces. Så jeg er så glad lige nu. Og... forvirret.

Men nu sker der endelig noget. Så dejligt. Og jeg tror endda at jeg vil begynde at dokumentere min kamp mod den dumme hud. Der kommer faktisk snart en anmeldelse af et produkt som jeg har testet i mellemtiden. Såå.. det må blive starten på min kamp. Jeg håber at I vil tage godt imod det og at I ikke har noget imod at jeg kommer til at vise billeder af det hele. For jeg vil også gerne dokumentere det for min egen skyld.

Så ja.. Det bliver altså en del af mine personlige indlæg her på bloggen. Det har godt nok været en kamp siden jeg var barn, men jeg har måtte stå med det hele selv og det var hårdt. Men nu får jeg hjælp i min videre kamp og nu håber jeg satme at der kommer til at ske noget. 25 års kamp har måske endelig fået lys for enden af tunnelen. Også selvom der er mange års kamp endnu - det er jo trods alt noget jeg skal leve med resten af livet. Men ja.. Jeg smutter. Har et møde med bostøtten i morgen, og jeg er simpelthen så kvæstet så jeg hopper snart i seng. ;) Ha' en fortsat god aften!

2 kommentarer:

  1. Er virkelig så glad for, at der endelig skete noget godt for dig. Det fortjener du virkelig så meget. Glæder mig til at følge, hvordan det kommer til at gå <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er næsten ikke til at forstå. Men åhh hvor jeg dog håber at den næste medicin er en der virker. Er træt af at prøve ting der bare er røv og nøgler.

      Slet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)