Anmeldelse af serien "Morika" af Sidsel Sander Mittet

Bøgerne er vundet i en konkurrence
I starten af August (mener jeg det var) deltog jeg i en konkurrence på Facebook og Instagram som forlaget Facet stod for, og jeg endte sku med at vinde! I den bogpakke var der blandt andet denne serie, "Morika" af Sidsel Sander Mittet. Serien "Bjergtaget" var også deri, men da jeg har den i forvejen fik min søster den. Og den tredje serie der var i puljen er den der hedder "Krøniken om Morika" som jeg skal have læst på et tidspunkt også. Så hold øje med bloggen. ;) Men som sagt så er jeg klar med en anmeldelse af "Morika" trilogien og den får I her.

I Morika er alt fred og idyl. Eller.. det tror de fleste i hvert fald. Og eleverne på skoleøen Raudra er så isoleret fra resten af landet, at de ikke ved hvad der sker på fastlandet. Det gælder især den gruppe venner som hygger sig sammen når de har fri fra hver deres linje på skolen. De er en broget samling med hver deres styrke og baggrund, men det ser de ikke som noget dårligt. Det er dog ikke alle der er så åbne. Idealerne for fred og tolerance, som de lærer på skolen, er langt fra det som de skal stå ansigt til ansigt med når virkeligheden bliver kastet i hovedet på dem.

Der er nemlig stærke kræfter på spil og planerne for at vende tilbage til de gamle tiders adelsvælde, hvor det rene blod er det eneste rigtige, er begyndt at tage form. Opdelingen af adelige, urene og slaver skal tilbage som de var engang. Men hvad kommer det til at betyde for vennerne på Raudra?

Da fjenden finder vej til skoleøen bliver det altafgørende for Eshri, Korau og deres venner at komme væk. Men de er blevet spredt og det er ikke dem alle der kan kæmpe. Og hvem kæmper de i det hele taget imod? Hvem kan de stole på? Og hvor skal de tage hen?

Der går rygter om en modstandslejr et sted i bjergene mod nord. Det er der de kan finde allierede. Men rejsen dertil bliver ikke uden tab. Og verden er værre end de havde frygtet. Folk bliver dræbt for at være af urent blod, for at elske en af sit eget køn og for at være en fri hila (Morikanernes slaver). Det gælder ikke længere kun om overlevelse - nu skal de også igang med at redde folk fra en grum skæbne. Nogle af deres venner er iblandt de tilfangetagende og da de får en uventet allieret bliver deres mission også at redde de hilaer der endnu ikke er frie.

Men det ser ud som om de bliver nødt til at klare det selv. Folk som de troede havde de samme mål som dem selv, viser sig ikke at være helt så fritsindede. Så dem kan de ikke regne med længere. Godt nok har de den samme fjende, men sammen kan de ikke kæmpe. Så Eshri og vennerne skal på deres egen mission for at redde Morika og deres håb for en bedre fremtid.

De kommer ud for svære kampe, ubærlige tab og dødelige sammenstød, og sandheden om de adelige, morikanerne og hilaerne bliver afsløret. Alt det de troede på viser sig hurtigt at være en løgn. En løgn der har skabt det Morika de kender i dag, og som nu ser ud til at blive endnu værre. Hvis ikke Eshri, Korau og vennerne kan slå Oryndro og de adelige før de tilintetgøre alt, så kan de ikke være sikre nogle steder. Men har de overhovedet en chance overfor de adelige og deres soldater? De bliver i hvert fald nødt til at sætte andre kræfter ind i kampen og her kommer hilaerne til at vise hvad de kan. De bliver nødt til at forene deres styrker. Koste hvad det koste vil.

En virkelig spændende historie om kampen for et frit Morika hvor alle er lige og har ret til at leve som de ønsker. Der er masser af drama, sorg, romantik og mystik og jeg er fan. Der er et godt flow når det kommer til de stille scener og til de steder hvor det hele går vildt for sig. Det er med til at holde en fanget af historien og som får en til liiiige at læse et kapitel mere og så et mere... :P Jeg var i hvert fald super underholdt, og jeg glæder mig meget til at komme igang med serien "Krøniken om Morika", som er historien om det der skete før denne historie fandt sted. Jeg burde måske være startet med den, men sådan blev det altså ikke lige. Men det tror jeg nu heller ikke gør det store.

Jeg kan varmt anbefale jer at læse denne serie - faktisk alle bøger af Sidsel Sander Mittet. Hun skaber en virkelig spændende verden og der er masser af fantasy til en fantasy-elskende bognørd. ;)

Min Goodreads rating:

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)