Anmeldelse af bog 6-8 i "Bridgerton"-serien af Julia Quinn

Så er det blevet tid til at afslutte den skønne serie "Bridgerton" af Julia Quinn. Jeg manglede nemlig at læse og anmelde de sidste tre bøger i serien, og dem har jeg nu fået læst og har anmeldelser klar. Der er her tale om bøgerne "En uimodståelig fristelse", "Et Fængslende Kys" og "Et Afgørende Øjeblik".

Som jeg nævnte i mit første indlæg omhandlende denne serie, så var det ikke planen at jeg ville købe bøgerne da der var så mange i serien, men efter både min mor og søster roste den til skyerne, og da jeg faldt pladask for første sæson af serien på Netflix, så kunne jeg ikke længere holde mig tilbage. Heller ikke hvis det betød at min bankkonto blev presset til det yderste. For nu måtte jeg bare eje bøgerne. Og jeg fortryder på ingen måde mit valg. Det har været en kæmpe fornøjelse at læse dem, og jeg elsker at de nu også er blevet til en TV-serie på Netflix. Men nok om det. Nu til anmeldelsen.

Læs eventuelt min anmeldelse af de tre første bøger her og anmeldelsen af de to midterste her. ;)


"En uimodståelig fristelse"

Michael Stirlings første møde med Francesca var som et stød i hjertet. Forelskelse ved første blik. Men hun kunne aldrig blive hans. Hun skulle nemlig giftes med hans fætter og bedste ven, John. Et smerteligt faktum, men noget som han måtte blive nødt til at acceptere. Selvom det var svært. Og Johns alt for tidlige død vil ikke ændre på det. Francesca er forbudt område. Og skyldfølelsen og selvhadet over at elske hende er ved at rive ham i stykker indefra. Og da Francesca opsøger ham for at finde trøst rejser han væk for at have hende på afstand. Så vil han ikke kunne gøre noget der vanærer Johns minde. Men er flugt nu også det klogeste?

Francesca er ulykkelig. Hun har mistet sin mand og nu også sin bedste ven. Michael er stukket af. Han vil ikke have noget med hende at gøre. Hvorfor? Må hun ikke have noget lykke? Skal hun være ulykkelig resten af sit liv? Nej. Hun må komme videre. Og nogle år efter er hun endelig klar til at tage det næste skridt. Hun vil have et barn, og derfor også en mand. Så nu går jagten ind på sådan en. Og hun er da også en meget eftertragtet kvinde i selskabslivet i London. Og da hun tror at det sværeste skridt er taget, dukker et bump op på vejen. Michael. Han er vendt tilbage. Og han skaber uro indeni hende. Følelser hun ikke troede at hun kunne have for ham. Følelser som hun på ingen måde burde have. Men de er der. Og det er forvirrende.

Men hun er tæt på at miste ham igen. Denne gang til en skræmmende sygdom som han har taget med sig hjem. Hun kan ikke andet end at være hos ham. Pleje ham. Og forsøge at skubbe sine følelser helt ned. For han må ikke opdage hvad hun føler. Uvidende om at han selv kæmper med det samme. Ingen af dem tør lade følelserne få luft. John spøger i baggrunden. Men ville han ønske at de var ulykkelige?

Det skal hurtigt vise sig at være svært at holde sig fra hinanden. De er som to magneter der tiltrækkes og når de først har kontakt, så kan de ikke længere skilles ad. Men skyldfølelsen fylder stadig en del. Der skal en indblanden udefra til for at de indser hvad de bliver nødt til at gøre. Følge deres hjerter. Men fører de samme vej? Fører de dem imod hinanden?

Min Goodreads rating:
★★★★✩


"Et Fængslende Kys"

Hyacinth Bridgerton er den yngste pige i søskendeflokken og hun har altid været kvik og uden et verbalt filter. Noget som de færreste tør begive sig i kast med. Derfor har det længe været svært for hende at finde en passende mand at gifte sig med. For hun vil ikke nøjes. Og det skal være en der kan følge med hende. En stort set umulig opgave. Men hun har ikke givet op. Næsten. Det kræver en mand med det rette ben i næsen og det skal vise sig at han dukker op da hun mindst venter det.

Gareth St. Clair er vokset op med en far som afskyer ham og en hemmelighed som påvirker ham meget. En hemmelighed som kan være altødelæggende hvis den bliver afsløret. Men det er ikke det eneste problem han har. St. Clair-arven består ikke af andet end gæld takket være hans far og den står nu og skal blive hans. Men én ting har han arvet som giver ham håb. En familiedagbog der engang tilhørte hans farmor. En dagbog som måske kan være nøglen til hans fremtid og som kan give ham svar ang. sin fortid. Men den er skrevet på Italiensk, og det er et problem. Han kender ingen som kan oversætte det for ham. Indtil hans mormor foreslår den stædige Hyacinth Bridgerton. En kvinde som han for nyeligt mødte og som inderst inde gør ham nysgerrig og fascineret. Han har aldrig mødt en kvinde som hende, og han nyder faktisk hendes selskab.

Dagbogen bliver startet på et spændende eventyr for dem begge og en stor udfordring. For de er begge stædige og det giver nogle højrystede samtaler og stikpiller som giver deres nye bekendtskab krydderi. Men de har nu et fælles mål. De leder efter en skat som kan redde Gareths fremtid. Men det er ikke det eneste. De svar de søger er måske ikke kun at finde i de spor de følger. Måske findes de også i hinanden. Men tør de gå i den retning? Og har andre set deres mål før dem? Der bliver i hvert fald gjort en del for at få dem skubbet derhen.

Men Gareths hemmelighed truer stadig i skyggerne og hans far spøger der også. Og han ligger ikke skjul på at han vil gøre meget for at spolere alt for Gareth hvis han kan få mulighed for det. Men vil det lykkedes ham? Vil han få Hyacinth til at stikke af? Vil han få ødelagt Gareths ry for altid? Eller vil sandheden sætte en stopper for ham? Vil sandheden være dødsstødet for dem begge? Eller vil Hyacinth overraske Gareth og vise sig at være lige det som han har brug for for endelig at kunne smide sin dårlighed bag sig og kunne se lyst på fremtiden?

Min Goodreads rating:
★★★★★


"Et Afgørende Øjeblik"

Gregory Bridgerton er den sidste ugifte i søskendeflokken, men det er ikke fordi han ikke vil giftes. Han er romantiker. Og han ved at han en dag vil finde drømmekvinden og det vil være det helt rigtige. Og den dag kommer hurtigere end han havde forventet. For lige der står hun. Med ryggen til ham. Hermione. Den smukkeste kvinde han nogensinde har set. Og han er solgt fra første øjeblik. Men det er ikke gengældt. Hun har allerede en mand i sit hjerte, og det kan Gregory ikke ændre på. Men han gør et ihærdigt forsøg. Og det samme gør hendes veninde Lucinda Abernathy. Og det går hurtigt op for dem begge at de arbejder mod det samme mål. At få Hermione til at vælge Gregory. Men det bliver svært. Og da Lucinda opdager at hun synes bedre og bedre om Gregory og at det er gengældt, så begynder alt at forandre sig. Og det kan ikke ske. Det må ikke ske. Lucinda er stort set forlovet og Gregory har allerede planlagt sit liv med Hermione. Men de kan ikke længere ignorere deres følelser.

Hermione er nu ikke længere Gregorys mål. Lucinda er. Også selvom han kender til hendes forlovelse. Men der er noget galt med det. For hendes kommende mand er.. ikke en hun kan blive lykkelig med. Selve aftalen virker mærkelig. Der må ligge noget bag deres arragerede ægteskab. Og den mørke hemmelighed bliver afsløret for Lucinda. En så mørk hemmelighed at hun ikke kan gøre andet end at gennemføre det. For hendes families skyld. For deres ry. Og det knuser hendes hjerte. Og det knuser det endnu mere fordi Gregory ikke vil give op. Selvom hun ved at han ikke kan redde hende. Han bliver nødt til at glemme hende.

Men det kan han ikke. Hans fornemmelse viser sig at være rigtig. Der er noget virkelig galt. De elsker hinanden, men hun nægter at springe fra ægteskabet. Og han bliver nødt til at vide hvorfor. Så han smider alt fornuft til siden og risikerer at bringe sin egen familie i en slem krise.

Lucinda er ulykkelig og da Gregory pludselig dukker op bryder helved løs. Hendes familie-hemmelighed bliver afsløret og det tager en uhyggelige drejning. Men måske er der en vej ud af dette helvede? Måske har de misforstået noget? Eller måske viser det sig at de er blevet ført bag lyset? Gregory vil finde frem til sandheden, men vil det være for sent? Vil Lucinda turde at gå imod sin familie og tage væk sammen med ham?

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Åhh det er næsten vemodigt at slutte denne serie af. Jeg har virkelig nydt at læse bøgerne og kunne sagtens have læst noget mere, men der er ikke flere søskende i Bridgerton-familien. Desværre. Men.. Hvad med forældrenes historie? ;) Se dét kunne være en idé som Julia Quinn kunne tage op. :D For det er en virkelig skøn serie med masse af familie-drama, kærlighed, mystik og en god portion erotik. Og jeg føler ikke at jeg har fået nok.

Jeg er gået hen og er faldet pladask for denne type historiske feel-good romaner, og jeg har efterhånden en del serier stående i mine bogreoler med samme tema, and I love it! Så min genre-forelskelse er helt klart blevet udviddet og det sætter jeg pris på.

3 kommentarer:

  1. Måske ved du det allerede, men man kommer ikke ind på din blog, når man går til giz-blog.dk (uden www. foran). Det virker kun med www.giz-blog.dk .

    Uden www. får jeg bare en standardside fra one.com.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ulrik
      Virkelig? Jeg kan godt få det til at virke. Lyder mystisk. :P

      Slet
  2. Ja, virkelig ;) Både i Chrome og i Firefox her...

    SvarSlet

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)