
Og nu har jeg så fået dem læst og er klar med en anmeldelse af de to første bøger i serien.

"Den anden komponent"
Nia Himlan - en dygtig hermetikerelev - får til opgave at undersøge omstændighederne omkring et kolaps af det nye domhus som hendes forældre har været med til at bygge. Hun skal bevise at hermetikerne ikke var skyld i sammenstyrtningen. Men hun skal arbejde sammen med en rival - Aden Fenice - en astronom - som også skal rense sit felt for skyld. Hvordan skal det kunne fungere? For det må jo være nogens skyld? Derfor er det vigtigt at de får undersøgt bygningen grundigt. Og det fører til en uventet opdagelse. Der befinder sig en anden og ukendt komponent på bygningen. Men hvad er det? Og hvem har anbragt den der?
Selvom Nia og Aden burde være ærkerivaler og at deres modstridende interesser startede med at gøre efterforskningen besværlig, begynder deres samarbejde at fungere overraskende godt. Og jo mere de finder frem jo flere spørgsmål dukker op. Og flere beskyldninger imod hermetikerne. Fra endnu en rival - divinatorerne. Hvorfor er de så interesseret i at få sået tvivl om hermetikernes arbejde? Aden vil undersøge dem og de forudsigelser de har lavet. Samtidig med at Nia forsøger at finde svar på hvad den ukendte komponent er. Men det bliver ikke nemt. Endnu en ulykke er tæt på at sætte en stopper for deres undersøgelser. De bliver nødt til at arbejde videre i skyggerne. Men det kræver hjælp. Hjælp fra de sidste de burde samarbejde med. Og for hvilken pris?
Alt for manges stillinger står på spil. Hendes forældres. Hende egen. Adens. Endda hans families sikkerhed. Hvem er fjenden? Hvad er deres planer? Hvad kommer det til at betyde for deres fremtid? Nia og Aden er opsat på at få sandheden frem i lyset. Men først - de skal have noget at forhandle med. Og det bliver en farlig opgave. En opgave hvor det viser sig at Nia finder mere end hun forventede. Har hun gjort deres situation farligere end den var før?
★★★★✩

"Livseliksiren"
Nia starter sit samarbejde med den berygtede familie i bydelen hvor Aden bor. Både for at være i nærheden af ham, men også fordi hun her har mulighed for at studere det stjålne projekt i skjul. Men det går hurtigt op for hende hvor svært det bliver og at alt har en pris. Skyggerne har øjne og ører og det er ikke længere sikkert at gå alene rundt og deres hjem bliver også et mål for fjenden. Og Aden befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Vil hun være villig til at stække sig så langt det kræves for at redde sine forældres karriere, finde ud af hvad eliksiren har gjort ved Aden og for at sikre sin egen fremtid? Hvem kan de i det hele taget stole på og hvem kan de miste mindst ved at samarbejde med?
Nia bliver nødt til at tage styrringen. Styrringen over samarbejdet med den lyssky familie, styrringen over sin gamle rektor og styrringen over de mange forsøg som skal laves. Hun bliver nødt til at finde sit panser frem. Og derved får hun hurtigt resultater. Hun må handle nu. Og Aden er med hende. De ved nu hvad der forårsagede de store bygningskollaps. Og muligvis også hvem. Men hvordan skal de bevise det? Vil sandheden nogensinde få dagens lys at se? Eller vil fjenden altid være et skridt foran?
Og hvad er der ved at ske med Aden? Og hvorfor bliver divinatorerne ved med at presse på for at få dem over på deres side? Hvad er det de har gang i? Det er svar som bliver altafgørende for dem at få. Men det kræver at de igen skal lave aftaler og folk som de helst vil holde på afstand. Men det vil måske være den eneste måde at komme videre på? Tiden er ved at løbe ud for dem og det er på et hængende hår at de slipper væk fra endnu en katastrofe. En katastrofe som helt klart ikke var et uheld og som de hurtigst muligt må til bunds i.
★★★★✩

Jeg håber virkelig at jeg får mulighed for at læse og anmelde tredje bog i serien når den udkommer og jeg kan varmt anbefale jer andre academia-fantasy-elskere at gå igang med denne serie. Den er voldsomt vanedannende. Det er en serie fuld af interne kampe, hemmeligheder, farlige forsøg, katastrofer og sørme også en snert af magi! Jeg elsker det! Og så elsker jeg virkelig også den lidt "forbudte" kærlighed der er opstået imellem Nia og Aden. Jeg håber at den virkelig får lov til at blomstre i den næste bog. Åhh jeg kan næsten ikke være i mig selv af ren spænding.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)