Anmeldelse af "Forår i Applemore" ("Applemore Bay" 2) af Rachael Lucas

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Rachael Lucas - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Da jeg læste bogen "Vinter i Applemore" sidste år forelskede jeg mig straks i Applemore og familien Fraser. Og jeg håbede virkelig på at det var en serie så jeg kunne lære Lachlans tre søstre bedre at kende. Og der var jeg heldig! For det viste sig nemlig at være en sød lille serie, og takket være forlaget Cicero, så har jeg fået lov til at læse og anmelde den næste bog i rækken, "Forår i Applemore". Jeg glæder mig allerede til de kommende bøger hvor vi skal lære de næste to søstre bedre at kende. Og hvis det passer med titlerne, så kommer de næste to allerede i år! :D

Men i mellemtiden - her kommer min anmeldelse af anden bog i serien.

Beth Fraser nyder at hendes søskende endelig er samlet i deres barndomshjem igen og at de i samarbejde har fået Applemore House til at blomstre efter årtiers forfald. Og blomsterhaven har hun fået transformeret så en nu fungere som et gartneri som hun står for og tjener godt på. Og som alenemor til tvillinger er der brug for en god indkomst. Især da eksmanden dukker op med dårlige nyheder. Beth bliver nødt til at øge omsætningen. Men planerne trues af et nyt aktivitetscenter som nabo. Vil det skabe problemer for hendes firma? Vil hendes have være i fare for de nye gæster?

Jack MacDonald står for det nye aktivitetscenter i Applemore hvor unge fra svære vilkår kan komme og få nogle værktøjer til livet og fremtiden. Og det er noget der ligger hans hjerte nært grundet sin egen baggrund. Så da de lokale i byen begynder at vise bekymring omkring disse utilpassede unge, sætter han sig for at dæmpe deres urolighed. Men ikke før han er tæt på at få ødelagt deres gode ry og opstart ved at komme i problemer med centrets nye nabo. Gartneren Beth. Et uheld bliver starten på et blomstrende bekendtskab - et bekendtskab som hurtigt medfører tiltrækning og varme følelser. Men Jack kan ikke lade det blive til noget. Hans fortid må og skal holdes i det skjulte og det kan den ikke hvis han skal til at give andre adgang til hans liv. Men kan det undgås?

Kemien imellem dem kan ikke længere skjules. Selv Fraser-familien og de lokale kan se det skinne ud af dem på lang afstand. Men hverken Beth eller Jack tror det kan blive til noget. Og da Jack pludselig står i en situation som truer hans datter og hans liv i skjul bliver det klart for ham at han må søge i skjul igen. Men betyder det at alt håb er ude? Bliver Beth nødt til at acceptere at hun aldrig får ham at se igen? Vil Jack vinke farvel til et liv med Beth?

Endnu en fantastisk historie i det skønne Applemore. Jeg har helt lyst til at kunne rejse ind i bogen og opleve stedet selv. Det lyder som et magisk sted! Og denne serie er intet mindre end fantastisk og hjertevarm. Der er masser af kærlighed, konflikter der skal løses, hemmeligheder der bliver afsløret, søskende-kærlighed, elskværdige personer og masser af skønne omgivelser. Jeg glæder mig helt enormt til at følge Charlotte i den næste bog og endelig Polly i den sidste? ;)

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)