Anmeldelse af "Jul i boghandlen" og "Boghandlen ved midnatstid" af Jenny Colgan

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Jenny Colgan - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Så er det blevet tid til årets sidste boganmeldelse og denne gang er det også julebøger som jeg har været så heldig at få til anmeldelse igennem forlaget Cicero i forbindelse med en julekampagne. Jeg har nemlig læst "Jul i boghandlen" og "Boghandlen ved midnatstid" af Jenny Colgan. En lille serie som jeg havde glædet mig meget til at læse.

Men kunne de så leve op til mine forventninger? Find ud af det her.


"Jul i boghandlen"

Carmen har altid været det sorte får i familien. Hun tog aldrig en uddannelse og hun er stadig single og er nu uden et job fordi stormagasinet hun arbejdede i måtte lukke. Sammenlignet med sin søster som har mand, børn, et fedt job og et stort og virkelig smukt hus. Og Carmen føler at forældrene ønsker at hun skal være mere som sin søster. Perfekt. Men det ønsker Carmen ikke. Hendes søster blærer sig altid med det hun har og hun ser konstant ned på Carmen. Hun vil for alt i verden ikke blive som hende. Og nu er hun tvunget til endnu en gang at holde jul hos dem. Og ikke nok med det - men forældrene har fået søsteren til at skaffe Carmen et nyt job. Hvor ydmygende! Hun vil ikke afsted! Hun vil ikke bo i Edinburgh!

Sofia er heller ikke helt så begejstret for at byde Carmen velkommen og hun blev pænt irriteret over at skulle skaffe hende et job. Søsteren har altid været sarkastisk og umedgørlig. Men da der dukkede en mulighed op, valgte hun alligevel at tilbyde en af sine klienter hjælp i hans boghandel. En boghandel som har alvorligt brug for hjælp for ikke at ejeren skal miste alt. Måske skulle hun give Carmen en chance? Men selvom deres mor ønsker at de vil komme bedre ud af det med hinanden, så kan det ende alvorligt galt når Carmen finder ud af hvad hendes nye job faktisk består i. Men kan Carmen vende det til en fordel?

Jo mere tid Carmen tilbringer i boghandlen hvor hun lærer ejeren og kunderne at kende, jo mere begynder hun at nyde sit nye arbejde. Og hun får hurtigt nye idéer til at vende det til en succes. Men der skal noget nær et mirakel til for at redde boghandlen. Vil det lykkedes hende? Vil det tilmed lykkedes hende at redde sit forhold til sin søster? Vil hun kunne finde kærlighed til byen? Måske endda finde kærlighed i byen?

Min Goodreads rating:
★★★✩✩


"Boghandlen ved midnatstid"

Da alt lader til at gå Carmens vej begynder tingene hurtigt at falde fra hinanden. Forholdet til Oke er i problemer da de er uenige om hvor de står med hinanden og Carmens søster og mand planlægger at fortælle Carmen at hun skal flytte ud af deres kælder. Sofia skal tilbage på arbejde og de skal ansætte en ny nanny. Der vil derfor ikke være plads til Carmen mere. Men hvor skal hun så bo? Hun tjener ikke nok i boghandlen til at bo i byen. Og boghandlen kører stadig ikke økonomisk godt nok til at de kan få et overskud der kan gøre en forskel. Carmen er i vildrede. Hun er igen single, hjemløs og alt ser bare så mørkt og dystert ud. Det bliver endnu et hårdt år.

Og det bliver ikke bedre da ejeren af boghandlen meddeler hende om sine planer for det kommende år. De skal have skaffet en masse penge for at hans ønske kan blive til virkelighed, og det skal det. Men Carmen vil ikke tillade at han sælger sin sjæl i butikken til en lokal rigmand der ødelægger alt der gør Edinburgh til det byen er. Historie og troværdighed. Så hun vil gøre al hvad hun kan for at redde boghandlen og dens originalitet. Men det bliver svært. Især nu hvor hun har mistet alt andet der var begyndt at betyde noget for hende.

Julen nærmer sig og tiden er ved at rinde ud. Men de lokale beslutter sig for at hjælpe til. Og sammen skal det nok lykkedes. For der kan da ikke gå flere ting galt? Kan Carmen endda genfinde juleglæden? Kan den finde hende? Vil der alligevel være noget magi tilbage? Vil Carmen blive belønnet for alle de kræfter hun har lagt i sit arbejde? I sine følelser? I sit nye liv?

Min Goodreads rating:
★★★✩✩

Dette er en fin og hjertevarm julehistorie fuld af humor, julestemning, drama og masser af overraskelser i skønne omgivelser. Man får helt lyst til at besøge Edinburgh og gå rundt i de smukke gader fulde af historie og unikke kringlekroge.

Jeg synes det er fint at man følger de samme personer i begge bøger, og at man får lov til at følge Carmen i sine indre kampe med kærligheden og arbejdet med at redde den gamle boghandel. Jeg kan nemt forestille mig stemningen hos Mr. McCredie og de lange mørke gange med støvede bøger. Det ville være en drøm at opleve det selv. Derfor nød jeg virkelig min læsning. Men jeg synes historien til tider er lidt.. blah.. Og jeg savner noget mere dybde. Noget mere... jah.. Jeg ved det ikke. Den mangler lige det sidste juledrys til at være helt perfekt. Men det er alt i alt en virkelig sød serie fra Jenny Colgans side.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)