Anmeldelse af "Julekalenderens hemmeligheder" af Jenny Fagerlund

Reklame for forlaget Cicero og forfatter Jenny Fagerlund - Sendt til anmeldelse. Meningerne er mine egne.
Jeg er altid frisk på at læse og anmelde julebøger, og denne bog, "Julekalenderens hemmeligheder" af Jenny Fagerlund, var en del af den julebogs-pakke jeg fik tilsendt af forlaget Cicero i slutningen af November. Bagsideteksten solgte den til mig med det samme. Julestemning med en masse mystik. Perfekt! En skøn kombination og lidt anderledes end de gængse julehistorier fulde af kærlighed og Hallmark-stemning.

Men hvad synes jeg så om den? Find ud af det nu. For her kommer min anmeldelse. ;)

Petra og niecen, Charlie, har haft et meget hårdt år. Charlies mor døde i julen og de mistede derfor lejligheden og kort tid efter gik Petras frisøgsalon konkurs. De har intet tilbage i Stockholm og er derfor på vej til Nypovikens Planteskole. Hvilket ikke falder i god jord hos niecen. Men Petra har arvet en lejlighed på planteskolen som søsteren fortalte om kort før sin død, og de mangler et sted at bo. Hun har aldrig været der før og de har ikke givet besked om at de er på vej. Men søsteren fortalte at de skulle tage dertil hvis der skete noget.

De ankommer midt i en snestorm og allerede fra første dag bliver de taget godt imod en ældre dame på stedet. Men det er ikke alle der virker lige så begejstet for at de er dukket op. Hvordan kan det være? Hvad er det de ikke vil fortælle hende? Hvorfor er de så hemlighedsfulde? Da der dukker en mystisk julekalender op til Petra bliver mystikken kun dybere. Hvad er det denne by gemmer på af hemmeligheder?

Efterhånden som julekalenderens hemmelighed bliver afsløret dukker endnu en historie op. En historie som Petra ikke havde set komme. En historie om sig selv. Om kunstneren af julekalenderen. Om byens indbyggere. Om forbindelsen til dem alle. Men er Petra klar til at høre den? Er hun klar til at få vendt sit liv på hovedet og skulle starte forfra? Starte med en helt ny... familie?

Dette er en virkelig sød og hyggelig historie om svære tab, familiebånd, mystik, varme, fælleskab og om at få en ny chance. Om en familiehemmelighed og en julekalender med daglige ledetråde der åbner op for endnu flere spørgsmål. En julehistorie der er svær at ligge fra sig når man først er kommet igang.

Åhhh jeg ville elske at bo på Nypovikens Planteskole! Sammenholdet og stemningen er simpelthen uimodståelig. Og så elsker jeg julegåden som langsomt bliver afsløret. Det er svært ikke at fælde en tåre eller to. Og karaktererne i bogen er simpelthen så skønne. Man mærker hvordan det kan være i et lille samfund hvor alle passer på hinanden og bliver en del af en speciel lille familie. Historien er helt klart et læs værd.

Min Goodreads rating:
★★★★✩

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smig gerne en kommentar inden du smutter.
Jeg offentliggør og svarer på den hurtigst muligt. ;)