Hvordan set mit liv ud de næste par år?!

Jer der var forbi bloggen i går læste nok, at dagen i dag var en der gav mig voldsomme nerver og psykiske og fysiske ubehagelige reaktioner. Jeg var simpelthen så nervøs. Et møde hos kommunen er for nogen nok bare en simpel ting, men når ens liv afhænger af en beslutning en flok fremmede mennesker skal tage, så er det pludselig voldsomt angst provokerende. Og sådan et møde skulle jeg til i dag. Jeg skulle have at vide, om jeg kunne blive sat på ressourceforløb, eller om jeg skulle tilbage på det alm. igen. Ressourceforløb kunne fx betyde, at jeg kunne få lov til at fortsætte med behandlinger og eventuelle fremtidige behandlinger, for at kunne komme ind i en bedre fysisk og psykisk balance. Dertil ville jeg få mulighed for at starte langsomt op med kurser, praktik osv. Kom jeg tilbage på det alm., ville det betyde at jeg ville blive smidt direkte ud i fuldtidspraktik eller arbejdsprøvning uden tilladelse til, at få tilsat tid til behandlinger osv. Og dét var det værst tænkelige der kunne ske, for så ville jeg bare ende med at blive sygemeldt igen, og det ville betyde en endnu større ond cirkel. Og ville være bange for, at jeg denne gang ikke ville kunne ud af den medmindre det blev ved at sige farvel til livet.

Så I kan nok forestille jer, at nerverne har været på overarbejde. Hele ugen har jeg haft mareridt og kroppen har reageret negativt på alt. Natten til i dag var især slem, da jeg stort set ikke fik sovet. Jeg havde kvalme da jeg vågnede og kastede op flere gange. Jeg rystede voldsomt da jeg satte mig ind i bussen og min angst blev ikke bedre af, at der var omkørsel da vi nåede Kværndrup. Men jeg kom frem i god tid. Min nye og snart ikke længere sagsbehandler (har kun haft hende her i et par måneder), kom ud og hilste på mig og fik sagt godmorgen. Da hun spurgte ind til hvordan jeg havde det og om jeg var nervøs så brød jeg sammen. For fanden da! Og så i fuld offentlighed! Pinligt! Men hun fik mig ned igen og hun fik mig også beroliget en smule.

Fordi jeg var i så god tid pga. de rådne bustider, så gik der lidt inden jeg blev kaldt ind til mødet. Først tog den større flok mennesker en snak med sagsbehandleren og så blev jeg kaldt ind. Jeg var et nervevrag! Men jeg kunne holde tårerne tilbage. Stemmen var dog påvirket af gråden der lå under huden og øjenkrogene var fugtige, men der kom ikke som sådan tårer. Kunne grave mig ned hvis jeg begyndte at tude overfor så mange mennesker! Jeg følte ikke, at jeg fik sagt alt det jeg ville, men sagsbehandleren sagde jeg gjorde det super godt. Så resultatet skulle gerne falde ud til min fordel mente hun. Jeg er så ked af, at jeg ikke skal have hende, for hold nu op hvor er hun fantastisk! Og det er altså sjældent man støder på en af den slags som man rent faktisk kan snakke med - også om private hverdagsting. Hun kan få mig til at tænke på andet end de angstprovokerende ting.

Blev så kaldt ind til den afsluttende samtale - den endelige beslutning. De har givet mig et ressourceforløb! Jeg får lov til at fortsætte min behandling, og min psykiater står stort set med magten mht. tiden og de ting jeg skal igennem. De har dog givet mig et tidsrum på 3 år til at starte med. Senere i processen kan jeg så få lov til at tage kursus eller praktik parallelt med min behandling og i sidste ende blive klar nok til at få flexjob eller starte uddannelse med mentor. Hold nu op hvor er jeg lettet. Jeg troede seriøst ikke, at det ville ende ud med det, fordi jeg har været så nervøs og tvivlet så meget på mig selv. Men de viste sig, at kunne sætte sig ind i min situation og tage dén i betragtning. Den klump jeg havde i halsen og den trykken jeg havde for brystet har lettet sig en smule. Det er ikke væk, men nu kan jeg da trække vejret igen.

Nu kan jeg snart holde weekend og nyde nogle dage sammen med min elskede søster. HUN KOMMER NEMLIG TIL FYN!!! :D Jeg er så glad og jeg håber vi får tid til at hygge en masse. Og i Juli står den nok på Zoo-tur! Aih men jeg glæder mig. Savner hende så ubeskriveligt meget for tiden. Så det bliver rart.

10 kommentarer:

  1. Tillykke med ressourceforløbet Giz! Blev selv tilkendt mit i maj sidste år jo og det er så dejligt at der bliver tænkt på hvad der er bedst for os som personer og vi ikke bare bliver kastet ud i noget! Det giver sgu lidt tryghed!
    Knus!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det er virkelig dejligt. Frygtede det værste til det møde. Nu kan jeg igen trække vejret lidt.

      Slet
  2. Jeg er bare så glad på dine vegne søde. Håber virkelig at det kommer til at gi dig lidt mere ro og plads til at arbejde med dig selv og udvikle dig. Du fortjener at blive forstået og ha den tid der skal til.

    Glæder mig til at høre mere om det hele..<3

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber jeg også.. Det bliver stadig psykisk hårdt, men forhåbentlig bliver det bedre med tiden.

      Slet
  3. Ej hvor dejligt for dig, at du kan arbejde hen imod en tilværelse med enten job eller uddannelse. Tillykke! Så er første skridt nået :) Det må virkelig heller ikke være sjovt bare at føle, at man står i stampe og ikke kommer videre, fordi kommunen hele tiden bremser de ting, man arbejder med. Jeg står ikke selv i den situation, men jeg kender flere der gør.
    Så dejligt for dig. Glæder mig til at følge med her på bloggen :)

    /Camilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis ja. :) Nej.. det har virkelig været svært det sidste års tid. Havde ingen anelse om om jeg var købt eller solgt. Det har i hvert fald ikke hjulpet på det psykiske.

      Slet
  4. Dejligt, at du har fået lidt ro igen, så du kan blive ved med dine behandlinger :-)

    SvarSlet
  5. Tillykke med det søde, det betyder du på sigt kan få hjælp og måske endda noget som passer dit liv godt.
    Krydser alt for dig, nu kan du puste lidt ud.
    God søndag aften.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak søde. :D Præcis ja. Nu kan jeg se en rød tråd i det hele. Dejligt.

      Slet